Fremsat den 17. marts 2023 af Helene Liliendahl Brydensholt (ALT),
Sascha Faxe (ALT),
Christian Friis Bach (RV),
Rosa Lund (EL) og Trine Pertou Mach (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre en forlængelse af
særloven for evakuerede afghanere
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag
om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder
m.v., således at personer, der er meddelt ophold efter loven,
får mulighed for forlængelse af deres
opholdstilladelse.
Bemærkninger til forslaget
Med beslutningsforslaget ønsker
forslagsstillerne at ændre lov nr. 2055 af 16. november 2021
om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan
har bistået danske myndigheder m.v., således at de
personer, der er meddelt opholdstilladelse efter loven, kan
få forlængelse af denne, når den udløber.
Forslagsstillerne ønsker, at lovens § 28, som
fastslår, at loven ophæves den 1. juni 2024, erstattes
af en revisionsbestemmelse, som i stedet tilsiger, at der skal ske
en revision af loven inden den 1. juni 2026. Derudover skal der med
loven etableres hjemmel til forlængelse af
opholdstilladelser, som allerede er meddelt efter lovens
§§ 1-3. Forlængelser skal som udgangspunkt meddeles
for 2 år. Den foreslåede lovændring skal
træde i kraft inden udløbet af de første
meddelte opholdstilladelser, for det er afgørende, at de
berørte hurtigst muligt får sikkerhed for deres
fremtid. Regeringen bør derfor fremsætte lovforslag om
ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer,
der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.,
snarest muligt i indeværende samling.
Som det fremgår af de almindelige
bemærkninger til lovforslaget om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået
danske myndigheder m.v., er loven en udmøntning af en
politisk aftale og efterfølgende politisk forståelse
mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det
Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og
Alternativet om nye støttetiltag for truede afghanske
lokalansatte med dansk tilknytning. Der blev som led heri etableret
en særlig ordning, hvorefter lokalansatte ved den danske
ambassade i Kabul, ambassadens og Forsvarets tidligere
lokalansatte, særligt udsatte ngo-medarbejdere og et antal
lokalansatte ved NATO, EU og FN samt de pågældendes
nærmeste familie blev tilbudt evakuering til Danmark. Et
flertal i Folketinget var af den opfattelse, at Danmark havde et
særligt ansvar over for de personer, som har bidraget til den
danske indsats i Afghanistan, og som nu opholder sig i Danmark
på foranledning af de danske myndigheders evakuering. Samme
flertal stemte derfor for særloven, som sikrede en
2-årig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har
bistået danske myndigheder, og deres nære familie.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
Danmark fortsat har et særligt ansvar for at skabe sikkerhed
for de personer, som har bidraget til den danske indsats i
Afghanistan. En del af denne gruppe har søgt og opnået
beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 7
(asyl). Der er dog fortsat et antal personer, som ikke er meddelt
asyl, men som ikke kan vende tilbage til Afghanistan, enten som
følge af personlige forhold eller grundet den dybt alvorlige
sikkerhedsmæssige situation i landet.
Den nuværende
menneskerettighedssituation i Afghanistan er præget af
alvorlige menneskerettighedskrænkelser, som det f.eks. er
beskrevet i den seneste rapport af FN's særlige
rapportør om menneskerettigheder i Afghanistan
(»Situation of human rights in Afghanistan - Report of the
Special Rapporteur on the situation of human rights in Afghanistan,
Richard Bennett«, Human Rights Council, den 9. februar 2023
(A/HRC/52/84), jf. Udlændinge- og Integrationsudvalget, alm.
del - bilag 38, folketingsåret 2022-23, 2. samling), samt
menneskerettighedsrapporter fra bl.a. DRC Dansk
Flygtningehjælp (»Afghanistan Conference - The Human
Rights Situation after August 2021«, DRC Dansk
Flygtningehjælp, november 2022).
Derudover besluttede Flygtningenævnets
koordinationsudvalg på et ekstraordinært møde
den 30. januar 2023 at ændre praksis i sager
vedrørende kvinder og piger fra Afghanistan, således
at de pågældende som udgangspunkt meddeles asyl alene
på baggrund af deres køn. Denne beslutning
understøtter, at der er tale om en alvorlig, usikker og
ustabil situation i landet, og at der er behov for at yde
yderligere beskyttelse til de afghanere, som har bistået de
danske myndigheder i Afghanistan (»Flygtningenævnet
ændrer praksis: Afghanske kvinder skal have asyl alene
på grund af deres køn«, dr.dk, den 30. januar
2023)
Samlet set er det forslagsstillernes klare
opfattelse, at Danmark fortsat har et ansvar for at beskytte de
afghanere, som har bistået de danske myndigheder under den
danske indsats i Afghanistan. Derfor bør lovgivningen
ændres, således at der sikres mulighed for
forlængelse af de midlertidige 2-årige
opholdstilladelser.
Skriftlig fremsættelse
Helene Liliendahl
Brydensholt (ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
sikre en forlængelse af særloven for evakuerede
afghanere.
(Beslutningsforslag nr. B 93)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.