Fremsat den 16. marts 2023 af Morten Messerschmidt (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om styrkelse af det danske folkestyre
Folketinget pålægger regeringen at
tage en række initiativer for at styrke det danske folkestyre
og genetablere tilliden mellem borgere og politikere, herunder
nedsættelse af en kommission med henblik på at sikre
tillid til politikere, en revision af offentlighedsloven, forbud
mod embedsmandsstillinger til partiansatte tilhørende samme
parti som ministerens, afskaffelse af hastelovgivning og
iværksættelse af et udvalgsarbejde om
solnedgangsklausuler.
Bemærkninger til forslaget
Danskernes tillid til politikerne, systemet og
selve magtudøvelsens legitimitet er udfordret. Ifølge
en meningsmåling fra Epinion fra den 21. december 2021 har 51
pct. af befolkningen lav tillid til deres politikere i
almindelighed (»Måling: Hver anden dansker har lav
tillid til politikere«, Altinget, den 21. december 2021). 34
pct. af de adspurgte svarer, at de har ret lille tillid, og 17
pct., at de har meget lille tillid. En måling fra Voxmeter
offentliggjort den 10. september 2022 viser, at 44,7 pct. af
danskerne har fået mindre tillid til politikere de seneste
år (»Måling: Næsten hver anden har mistet
tillid til systemet«, Voxmeter, den 10. september 2022).
Udgangspunktet er altså dårligt, og situationen ser ud
til at blive værre.
Det er vi ikke tjent med i et demokratisk land
som Danmark, der historisk har været kendetegnet ved en
høj grad af tillid borgerne imellem. Når denne tillid
ikke er vores magthavere til del, udgør det et demokratisk
legitimitetsproblem.
Den manglende tillid til politikere kan
adresseres på forskellig vis, f.eks. gennem en øget
anvendelse af folkeafstemninger, der desværre afvises af et
stort flertal i Folketinget. Det kan også adresseres ved at
give danskerne mulighed for, som det er sket inden for de senere
år, at stille beslutningsforslag i Folketingssalen.
Desværre har dette redskab allerede fået en rituel
karakter. Forslagene debatteres i Folketinget, men
lydhørheden fra politikerne over for forslagene er
begrænset. Som samfund skal vi passe meget på med at
give borgerne muligheder for at tage politiske initiativer, hvis vi
ikke er villige til at lytte til de initiativer, der bliver
taget.
Borgerne besidder åbenlyst den
demokratiske robusthed og udviser den fornødne tillid til,
at vi i det hele taget kan have et liberalt demokrati.
Danskerne går nemlig ned og stemmer
uagtet det faktum, at et højt antal samtidig siger, at deres
tillid til politikere er faldet. Og danskerne skriver fortsat
flittigt under på borgerforslag, der efterfølgende
behandles som beslutningsforslag i Folketingssalen.
Det danske folk har krav på at blive
mødt med samme tillid fra magthaverne, som danskerne viser
det liberale demokrati.
Dansk Folkeparti ønsker nemlig ikke et
legalistisk skindemokrati, men et reelt folkestyre af og for det
danske folk.
Kommission
Der foreslås nedsat en kommission af
eksperter, der skal undersøge, hvilke initiativer der kan
tages for at sikre større overensstemmelse mellem politikere
og folket.
Tillidsreform
Derudover
foreslår forslagsstillerne, at
1) der
iværksættes et udvalgsarbejde med det formål at
revidere offentlighedsloven, så der gives bedre indblik i
ministres embedsførelse,
2) medarbejdere,
der inden for de seneste fem år har været ansat af et
parti, ikke må ansættes i embedsmandsstillinger for en
minister fra samme parti,
3) hastelovgivning
afskaffes for alt andet end situationer, hvor vitale
samfundsmæssige spørgsmål er på spil,
og
4) der
iværksættes et udvalgsarbejde med det formål at
se på, hvor det giver mening at udstyre lovgivning med
solnedgangsklausuler, hvor love ophører med at gælde
efter en årrække, medmindre Folketinget på ny
vedtager dem.
Forslagsstillerne bemærker, at en lang
række partier, herunder Socialdemokratiet, har udtrykt sig
positivt om beslutningsforslagets tiltag i efteråret 2022
(»Messerschmidt vil bekæmpe tillidskrise med
folkehøring og fem konkrete lovforslag: Embedsværket
skal være parti-neutralt«, Avisen Danmark, den 20.
oktober 2022).
Skriftlig fremsættelse
Morten
Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
styrkelse af det danske folkestyre.
(Beslutningsforslag nr. B 82)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.