Beretning afgivet af Retsudvalget den 30.
maj 2023
1. Politiske bemærkninger
Udvalget
Udvalget
finder, at vi skal gøre mere for at beskytte ofre for vold,
stalking og chikane og forebygge partnerdrab. En dansk
undersøgelse viser, at der i to tredjedele af de
undersøgte partnerdrab begået af mænd mod
kvinder går psykisk vold - i form af bl.a. stærk
dominans og/eller kontrol, udadreagerende jalousi og døds-
og andre trusler mod partneren - forud for drabet.
Derfor finder udvalget, at de norske
fodlænker til partnervoldsdømte eller stalkere, som
udløser en alarm til politiet, når gerningsmanden
nærmer sig offeret, kan være et effektivt redskab til
at hindre fysisk kontakt og gøre ofrene trygge samt give dem
hverdagen tilbage.
Udvalget konstaterer, at en evaluering i
Norge af fodlænkerne viser, at i ingen af de tilfælde,
hvor en gerningsmand havde fået lænken på, er
tilholdet mod offeret blevet brudt.
Udvalget ønsker at der
iværksættes en forsøgsordning med omvendt
fodlænke i Danmark, når de juridiske, praktiske og
økonomiske forhold tilsiger, at det kan ske.
Nye Borgerlige og Javnaðarflokkurin
havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 16.
marts 2023 og var til 1. behandling den 12. maj 2023.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag
på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Steffen Larsen
formand