Fremsat den 15. marts 2023 af Franciska Rosenkilde (ALT),
Helene Liliendahl Brydensholt (ALT) og Torsten Gejl (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om grøn valgmulighed i alle offentlige
køkkener
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2024 at tage de nødvendige administrative
skridt for at sikre, at alle offentlige køkkener giver
borgerne mulighed for at vælge et plantebaseret måltid,
som er mættende og nærende.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en delvis genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 45, folketingsåret 2020-21. Der
henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2020-21,
tillæg A, B 45 som fremsat, tillæg B, betænkning
over B 45, og tillæg F, møde 32, kl. 10:01, og
møde 128, kl. 12:11.
Formålet med beslutningsforslaget er at
sikre, at alle borgere kan vælge et mættende og
nærende måltid i de offentlige køkkener -
skoler, plejehjem, daginstitutioner, hospitaler, plejecentre osv. -
uanset om de er vegetarer, veganere, allergikere eller blot
ønsker at spise grønnere.
En grøn valgmulighed er et udbredt
ønske. Danskerne ønsker at spise grønnere.
I 2019 svarede 58 pct. af de adspurgte i en
stor meningsmåling, at de ønsker at spise mindre
kød - og blandt unge mellem 18 og 34 år er det hele 72
pct. (»Måling: 72 % af de unge vil spise mindre
kød«, pressemeddelelse fra Dansk Vegetarisk Forening,
den 21. oktober 2019). Og det er en udvikling i vækst.
En af måderne at imødekomme dette
på er ved at sikre grønne valgmuligheder i de
offentlige køkkener. Det efterspørger danskerne
også. 40 pct. af danskerne støtter, at der skal
være en helt plantebaseret valgmulighed i alle offentlige
køkkener, og kun et lille mindretal er imod
(»Måling: Danskerne vil have mere klimavenlig mad og
billigere frugt og grønt«, Jyllands-Posten, den 4.
juni 2019). På Randers Regionshospital, hvor den
grønne valgmulighed eksisterer, er det mellem en tredjedel
og en fjerdedel af borgerne, som vælger den (»På
hospitalet i Randers er grøntsager ikke kun for
vegetarer«, Altinget, den 5. december 2017).
Der er god samfundsøkonomi og
helbredsgevinst i det grønne måltid. Det vil gavne
samfundsøkonomien at give mulighed for at vælge
plantebaseret kost i de offentlige køkkener. Det er
veldokumenteret, at en mere plantebaseret kost reducerer
forekomsten af bl.a. hjerte-kar-sygdomme og visse former for
kræft og diabetes, som alle er en stor økonomisk
belastning for sundhedsvæsenet (»Vegetarisk og vegansk
kost - hvad er forskellen, og hvordan skal du spise? «,
Fødevarestyrelsen).
Forskere fra Oxford University vurderer, at
verden kan spare 700 mia. US dollar (USD) om året i
sundhedsudgifter (direkte og indirekte, inklusive tabte
arbejdsdage), hvis kosten følger WHO's anbefalinger, ca.
1.000 mia. USD om året, hvis kosten er vegetarisk, og ca.
1.100 mia. USD om året, hvis kosten er helt plantebaseret
(»Analysis and valuation of the health and climate change
cobenefits of dietary change«, Springmann et al., Proceedings
of the National Academy of Sciences of the United States of
America, den 21. marts 2016). Norges sundhedsmyndigheder vurderer,
at det norske sundhedsvæsen kan spare 12 mia. norske kroner
(NOK) om året, hvis kostrådene følges, og
yderligere 6 mia. NOK årligt i indirekte udgifter, som
skyldes tabt produktion på grund af sygdom, foruden 136 mia.
NOK årligt som den anslåede værdi af flere og
bedre leveår, jf. Miljø- og Fødevareudvalget, B
30 - bilag 1, folketingsåret 2017-18.
En plantebaseret valgmulighed i de offentlige
køkkener vil bidrage til, at Danmark høster
sådanne samfundsøkonomiske forbedringer. Desuden vil
det hjælpe Danmark med at nå klimamålet om 70
pct. reduktion af udledning af drivhusgasser inden 2030 og gavne
miljø og dyr både nationalt og globalt.
Forslaget sikrer det frie valg. Med
beslutningsforslaget vil forslagsstillerne sikre, at alle har
mulighed for at tage et frit valg om grøn kost. I dag lever
ca. 180.000 borgere vegetarisk, og 18 pct. af danskerne, svarende
til mere end 1 million danskere, spiser overvejende eller helt
vegetarisk. Tallene er mere end tredoblet fra 2010 til 2019, og
tendensen er endnu tydeligere blandt unge under 35 år, hvor
det er 30 pct., som lever fleksitarisk eller vegetarisk
(»Statistik om vegetarisk levevis i Danmark«, Dansk
Vegetarisk Forening).
Der er lige nu udfordringer med den
grønne, vegetariske mad i de offentlige køkkener.
Nogle steder er der et glimrende tilbud, andre steder er maden
næringsmæssigt utilstrækkelig. Kun 21 pct. af
kommunerne stiller krav om, at daginstitutionerne skal tage hensyn
til vegetarer (»Vi skal gøre vegansk og vegetarisk til
mulighedernes kost i børneinstitutionerne«, Vegetaren,
2016, nr. 3, side 8-10). Både Danske Seniorer og Ældre
Sagen støtter, at der naturligvis skal tages hensyn til
ældre borgere, som lever eller ønsker at leve
plantebaseret. Men kun 56 pct. af kommunerne siger, at de kan
garantere hensyntagen til ældre vegetarer, jf. Miljø-
og Fødevareudvalget, B 30 - bilag 1, folketingsåret
2017-18.
Det er problematisk, at tusindvis af borgere
enten må ernære sig utilstrækkeligt eller reelt
må give afkald på deres frie valg om at leve
plantebaseret, når de spiser i offentlige
køkkener.
FN's mål om ret til sund og
nærende mad
FN understreger i deres verdensmål nr.
2, stop sult, at alle børn og voksne skal kunne spise sig
mætte i sund og nærende mad (»Mål 2: Stop
sult«, Verdensmål.org). Dette gælder naturligvis
også i Danmark og for de borgere, der ønsker at leve
plantebaseret. Dermed bidrager beslutningsforslaget også til
indfrielsen af verdensmålet.
Skriftlig fremsættelse
Franciska
Rosenkilde (ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
grøn valgmulighed i alle offentlige køkkener.
(Beslutningsforslag nr. B 76)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.