B 74 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre bedstes første sygedag.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 10-05-2023

Afgivet: 10-05-2023

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 10. maj 2023

20222_b74_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 10. maj 2023

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M, DD, LA, KF og RV) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, EL, DF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialistisk Folkeparti

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker ikke at lægge sig fast på en bestemt model for udmøntningen af forslaget. SF har tidligere stillet forslag om at kompensere pårørende i lighed med reglerne på børneområdet, jf. servicelovens § 42, når det drejer sig om hjælp til familiemedlemmer, der er ramt af demens. SF har også stillet forslag vedrørende frihed til omsorg for døende familiemedlemmer. Nærværende beslutningsforslag lægger op til en bredere og mere generel regel omkring omsorgsdage for ældre familiemedlemmer. For SF er det vigtigt, at et forslag som dette forhandles og aftales med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Vedtagelsen af forslaget skal således være et ønske fra lønmodtagerne, hvis det skal gennemføres. Med de bemærkninger kan SF stemme for beslutningsforslaget.

Dansk Folkeparti

For Dansk Folkeparti er familien kernen i samfundet. Derfor skal vi sikre gode rammer om familielivet. Familierne løser en opgave, som velfærdssamfundet ikke vil kunne løse alene. F.eks. er familien det naturlige sted for rigtig mange at henvende sig, når man har brug for hjælp. Det er her, vi finder tryghed, og her, vi drager omsorg for hinanden - også når vi bliver syge. Derfor finder DF det helt naturligt, at den omsorg, man som forælder ønsker at drage for sine børn, når de er syge, også gælder, når ens gamle og svækkede mor, far eller bedstemor bliver syg og har behov for hjælp. Derfor mener DF, at der bør indføres en ret til bedstes første sygedag med samme rettigheder, som mange nyder på barnets første sygedag som følge af overenskomster eller individuelle ansættelseskontrakter - altså betalt fri. For bekymringer er der nok af, når ens kære bliver syge. I DF mener vi ikke, at privatøkonomi bør være en af dem.

DF respekterer og anerkender, at en eventuel indførsel af bedstes førte sygedag er et anliggende for arbejdsmarkedets parter, hvorfor DF konkret foreslår, at der skal indkaldes til trepartsforhandlinger om indførelsen af bedstes første sygedag.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 15. marts 2023 og var til 1. behandling den 13. april 2023. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslaget.

Bjarne Laustsen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S) Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Leif Lahn Jensen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver Jensen (S) Eva Kjer Hansen (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Hans Andersen (V) Anni Matthiesen (V) Jeppe Søe (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD) Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Helle Bonnesen (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Kim Edberg Andersen (NB) Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Astrid Carøe (SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Katrine Robsøe (RV) Torsten Gejl (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1