Fremsat den 14. marts 2023 af Jacob Mark (SF) og Charlotte Broman Mølbæk (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om frihed til alle folkeskoler
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag om at frisætte alle kommuner
på folkeskoleområdet inden udgangen af 2023, så
folkeskolerne er sat fri fra statslig og kommunal regulering ved
skolestart i 2024 i et tidsbegrænset 3-årigt
frihedsforsøg.
Bemærkninger til forslaget
I 2021 startede frihedsforsøg på
folkeskoleområdet i Holbæk og Esbjerg Kommune, hvilket
konkret har betydet, at alle folkeskoler i de to kommuner fritages
fra hovedparten af den statslige og kommunale regulering på
folkeskoleområdet i en 3-årig forsøgsperiode
(»Aftale om velfærdsaftaler på
folkeskoleområdet«, uvm.dk, den 9. december 2020).
I 2022 foreslog den socialdemokratiske
regering at udvide de såkaldte velfærdsaftaler og give
alle landets kommuner mulighed for at deltage i
frihedsforsøg på en række forskellige
velfærdsområder, dog sådan at kun en tredjedel af
kommunerne kunne få mulighed for at sætte folkeskolerne
fri (»Regeringen og KL vil styre fordeling af
frihedsforsøg«, Altinget.dk, den 14. juni 2022).
På nuværende tidspunkt har landets
folkeskoler fået forlænget de frihedsgrader, de har
opnået på enkelte områder. Det er frihedsgrader,
som blev indført i juni 2021 og siden ad flere omgange er
blevet forlænget: Skolerne må fravige kravet om fuld
kompetencedækning, kravet om udarbejdelse af udviklingsplan
er fjernet, og skolerne må fortsætte med at gøre
skoledagen kortere og konvertere timerne til f.eks. flere timer med
to lærere eller en lærer og en pædagog
(»Bredt flertal forlænger udvidede frihedsgrader i
folkeskolen«, uvm.dk, den 13. februar 2023). Det er
ifølge forslagsstillerne godt, men slet ikke nok, og det
går for langsomt.
Med baggrund i de gode erfaringer fra
frihedsforsøgene i Holbæk og Esbjerg Kommune mener
forslagsstillerne, at alle landets kommuner skal have mulighed for
at sætte folkeskolerne fri (»Skoler roser
frihedsforsøg: - Alle er mere glade, friske og åbne
for ny læring«, Tv2east.dk, den 23. maj 2022, og
»Eleverne trives bedre i folkeskolens frihed«, Esbjerg
Kommune, den 18. januar 2023).
Inden folketingsvalget i 2022 var der et bredt
flertal blandt Folketingets partier, der ønskede at give
frihed til folkeskolerne og lade alle kommuner blive en del af
frihedsforsøget på folkeskoleområdet.
Forslagsstillerne håber, at der fortsat er bred opbakning til
det, og at partierne derfor vil bakke op om, at regeringen skal
fremsætte lovforslag om frisættelse af alle folkeskoler
inden udgangen af 2023, således at alle folkeskoler i et
tidsbegrænset 3-årigt frihedsforsøg
frisættes fra hovedparten af den statslige og kommunale
regulering på folkeskoleområdet fra starten af
folkeskoleåret 2023/24. Holbæk og Esbjerg Kommune skal
fortsætte deres frihedsforsøg i samme periode.
Frihedsforsøget skal evalueres løbende, og efter
forsøgsperiodens udløb skal Folketingets partier
beslutte, hvilke frihedsgrader der skal permanentgøres.
Skriftlig fremsættelse
Jacob Mark
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om frihed
til alle folkeskoler.
(Beslutningsforslag nr. B 69)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.