B 66 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg, der skal udrede mænds og drenges ligestillingsudfordringer.

Udvalg: Ligestillingsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 24-05-2023

Afgivet: 24-05-2023

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 24. maj 2023

20222_b66_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 24. maj 2023

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M og LA) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, DD, KF, ALT, EL, RV og DF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (Lars Boje Mathiesen (UFG)) vil ved 2. (sidste) behandling redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget.

Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne

Socialdemokratiets, Venstres og Moderaternes medlemmer af udvalget er enige med forslagsstillerne i, at der er behov for at få mere viden om, hvilke ligestillingsproblemer drenge og mænd møder, og fremlægge løsninger på disse udfordringer. S, V og M konstaterer samtidig, at det er glædeligt, at der er bred anerkendelse i Folketinget af, at der findes kønnede udfordringer, forventninger og begrænsninger.

Partierne finder dog ikke, at nedsættelsen af et udvalg, der skal udrede mænds og drenges ligestillingsudfordringer, er en god løsning. Regeringen har allerede igangsat et arbejde om mænds og drenges ligestillingsudfordringer, herunder i form af dialogmøder med eksperter og interessenter, et tværministerielt arbejde med relevante ministerier, og der er desuden igangsat en undersøgelse af mænds risiko for marginalisering. S, V og M bemærker endvidere, at regeringen har nedsat en ekspertgruppe om betydningen af køn i dagtilbud og uddannelse, og noterer sig, at det er regeringens forventning, at arbejdet munder ud i en form for strategi eller handlingsplan omkring årsskiftet.

S, V og M finder, at et udvalg efter norsk forbillede vil indebære en mere langstrakt proces, hvor der først skal udarbejdes et kommissorium, udpeges medlemmer og afholdes møder over længere tid, før udvalget kan komme med anbefalinger, der kan spille ind i et politisk arbejde med mænds og drenges ligestilling. Nedsættelsen af et udvalg efter norsk forbillede vil derfor efter partiernes vurdering betyde, at det igangværende arbejde vil skulle sættes på pause og afvente et udvalgs anbefalinger. Nedsættelsen af et udvalg vil dermed være kontraproduktivt for arbejdet med mænds og drenges ligestilling. På den baggrund kan S, V og M ikke støtte beslutningsforslaget.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 14. marts 2023 og var til 1. behandling den 17. maj 2023. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

Camilla Fabricius (S) Birgitte Vind (S) Frederik Vad (S) Ida Auken (S) fmd. Tanja Larsson (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Sara Emil Baaring (S) Thomas Skriver Jensen (S) Trine Bramsen (S) Linea Søgaard-Lidell (V) Torsten Schack Pedersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Heidi Bank (V) Rasmus Lund-Nielsen (M) Rosa Eriksen (M) Susie Jessen (DD) Betina Kastbjerg (DD) Sólbjørg Jakobsen (LA) nfmd. Sandra Elisabeth Skalvig (LA) Mai Mercado (KF) Mette Abildgaard (KF) Lars Boje Mathiesen (UFG) Mikkel Bjørn (DF) Astrid Carøe (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Rosa Lund (EL) Samira Nawa (RV) Franciska Rosenkilde (ALT) Noah Sturis (ALT)

Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1