Fremsat den 14. marts 2023 af Søren Egge Rasmussen (EL),
Pelle Dragsted (EL), Jette Gottlieb (EL),
Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL),
Trine Pertou Mach (EL),
Søren Søndergaard (EL),
Victoria Velasques (EL) og Mai Villadsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af en statslig jordfond
Folketinget pålægger regeringen at
oprette en statslig jordfond efter samme model som Danmarks
Grønne Investeringsfond og med det formål at
opkøbe landbrugsejendomme og landbrugsjord for at styrke
Danmarks indsats mod både klima- og biodiversitetskrisen samt
øge det økologiske landbrugsareal.
Hovedprincipperne for
fondens opkøb af ejendomme og landbrugsjord skal være
følgende:
- Ejendommene skal
senest 1 år efter opkøbet overgå til
økologisk drift, skovrejsning eller natur, medmindre
arealerne er erhvervet med henblik på at indgå i
jordbytte.
- Ejendommene skal
bortforpagtes til landmænd på længerevarende
kontrakter.
- Ejendommene
bortforpagtes med nærmere klausuler, der imødekommer
ønsket om større balance mellem landbruget og det
øvrige samfund, herunder overordnede samfundshensyn som
f.eks. indfrielse af Danmarks klimamål, naturbeskyttelse,
grundvandssikring og økologisk drift.
- For de
opkøbte ejendomme skal det vurderes, hvor store arealer der
skal udlægges til naturarealer og skov, inden de
bortforpagtes.
Som grundlag for etableringen af en statslig
jordfond udarbejder regeringen en række beregningseksempler
på forskellige landbrugstyper og størrelser heraf, der
ved konkurser eller truende konkurser overtages af fonden og
bortforpagtes. Eksemplerne skal inddrage de økonomiske
forhold med og uden en landbrugsfond for de forskellige
aktører. Dette arbejde finansieres inden for Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeris reserver.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 59, folketingsåret 2016-17. Der
henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2016-17,
tillæg A, B 14 som fremsat, tillæg F, møde 66,
kl. 17:10.
Landbruget vil i
2030 stå for næsten halvdelen af Danmarks udledning af
drivhusgasser (»Landbruget skal reducere markant - ellers
får Danmark svært ved at nå sit
klimamål«, Concito.dk, den 25. august 2021). Samtidig
oplever vi i disse år en voldsom ændring i landbruget,
hvor færre og færre ejer mere og mere, og monokulturen
breder sig (»Dansk landbrugsjord kommer på færre
og færre hænder«, Agriwatch.dk, den 7. maj 2020).
Landbrugssektoren er hastigt på vej fra landbrug til
industri.
Lovforslag nr. L
51 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v. fra
folketingsåret 2022-23, 2 samling, viser i § 7, at man
kan fastlægge, at staten kan have en meget aktiv rolle i
klima-lavbundsprojekter (der henvises til www.folketingstidende.dk,
Folketingstidende 2022-23, 2. samling, tillæg A, L 51 som
fremsat, side 2). Oprettelsen af en statslig jordfond kan blive en
måde at organisere omstillingen af landbruget på.
Klimarådets rapport »Statusrapport 2023 - Danmarks
nationale klimamål og internationale forpligtelser« fra
2023 viser, at der er behov for flere virkemidler til at sikre
flere klimahandlinger i landbruget. Enhedslisten mener, at en
statslig jordbrugerfond kan bidrage til mere handling.
Med
liberalisering af landbrugsloven er der åbnet op for, at
(udenlandske) investorer kan overtage dansk landbrugsjord med de
følger, det på sigt kan have for hele den danske
landbrugssektor og arbejdspladserne. Det mener vi er en forkert
udvikling.
Enhedslisten er
grundlæggende imod, at udenlandske selskaber kan
opkøbe dansk landbrugsjord. Samtidig mener Enhedslisten, at
det er helt afgørende, at landbruget i endnu højere
grad bidrager til at indfri Danmarks klimamål og sikring af
miljø og natur. Det kan f.eks. ske ved opkøb og
udtagning af lavbundsjorde, opkøb og etablering af
boringsnære beskyttelsesområder samt skovrejsning.
En stor barriere
for en bæredygtig omstilling af landbruget er den enorme
gæld, som landbrugsbedrifterne er blevet lokket ud i ud fra
en hypotese om, at hvis bare man investerer nok, kommer der
overskud. Mange bedrifter har en uholdbar økonomi i form af
høj gæld og lav indtjening. SEGES vurderer, at 12 pct.
af bedrifterne har en uholdbar økonomi i form af høj
gæld (gældsprocent over 70 pct.) og negativ indtjening.
Derudover har 17 pct. af bedrifterne negativ indtjening, men med
lavere gæld. Københavns Universitet har tidligere
vurderet, at ca. 10 pct. af bedrifterne er insolvente, dvs. med en
gældsprocent over 100 (»Ekspertgruppe med fokus
på landbrugets økonomi«, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, maj 2021).
I dag er
gælden på ca. 297 mia. kr. (»Jordbrugets
gæld næsten uændret i 2021«, Nyt fra
Danmarks Statistik, den 1. november 2022). En stor del af
gælden er i korte variable lån, og store dele af
sektoren er derfor yderst følsom over for små
ændringer i renten.
En måde at
bryde denne onde cirkel på er at igangsætte en proces,
hvor ejerskabet til landbrugsjorden overtages af en jordfond, mens
driften overlades til landmændene, og samtidig dreje
produktionen i en økologisk retning for at skabe sund
økonomi i driften.
En række af
de landbrug, som går konkurs, ender i Finansiel Stabilitet,
og det vil derfor være naturligt, at en statslig jordfond
samarbejder med Finansiel Stabilitet om den videre skæbne for
disse landbrug, ikke mindst hvor grundvandsbeskyttelse og/eller
udlægning til naturarealer vil være relevant.
Gennem
forpagtningen af landbrugsjord skabes samtidig mulighed for en mere
demokratisk styring af landbrugsdriften, så den i
højere grad vil foregå i balance med det øvrige
samfund og under overordnede samfundshensyn som f.eks.
naturbeskyttelse, dyrevelfærd og grundvandssikring.
En jordbrugerfond
blev nærmere beskrevet af en arbejdsgruppe nedsat efter
vedtagelse af finansloven for 2001 (»Etablering af en
Jordbrugerfond - Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende
etablering af en Jordbrugerfond«, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Direktoratet for
FødevareErhverv, 2001). Arbejdsgruppen redegjorde for
mulighederne for etablering af en jordbrugerfond med det
formål at bidrage til opretholdelse af en alsidig og holdbar
landbrugsstruktur og fremme gårdforpagtninger i Danmark
gennem erhvervelse og bortforpagtning af landbrugsejendomme.
Rapportens anbefalinger blev aldrig brugt på grund af
regeringsskiftet i 2001, men det grundige forarbejde og materiale
kan stadig danne grundlag for etableringen af en
jordbrugerfond.
Danmarks
Grønne Investeringsfond blev oprettet som del af aftalen
»Et grønnere Danmark« (»Aftale mellem
regeringen, SF og Enhedslisten om et grønnere
Danmark«, indgået den 26. juni 2014 mellem regeringen
(Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti og
Enhedslisten. Fonden er en selvstændig statslig
lånefond, der har til formål at medfinansiere
investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske
samfund.
Fonden er med til
at bygge bro mellem traditionel bankfinansiering og egenkapital og
opererer både med et grønt og et kommercielt fokus.
Fonden blev i 2020 yderligere udvidet og rammesat med øget
kapacitet ved en aftale den 14. september 2020 mellem regeringen
(Socialdemokratiet) og aftalepartierne Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.
Enhedslisten foreslår, at oprettelsen af
en statslig jordfond etableres ud fra samme grundprincip, eventuelt
suppleret med »grønne obligationer«, som alle
kan købe.
Skriftlig fremsættelse
Søren Egge
Rasmussen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
oprettelse af en statslig jordfond.
(Beslutningsforslag nr. B 64)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.