Fremsat den 14. marts 2023 af Marlene Harpsøe (DD),
Karina Adsbøl (DD),
Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD),
Betina Kastbjerg (DD), Peter Skaarup (DD),
Inger Støjberg (DD) og Jens Henrik Thulesen-Dahl (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om at ophæve indkomstgrænsen for,
hvor meget studerende må tjene ved siden af deres su
Folketinget pålægger regeringen
senest i folketingsåret 2023-24 at fremsætte et
lovforslag, der ophæver
indkomstgrænsen for, hvor meget studerende må tjene ved
siden af deres su.
Bemærkninger til forslaget
Ledigheden i Danmark ligger på et
historisk lavt niveau. I december 2022 var der omkring 80.000
ledige i Danmark, hvilket betyder, at ledigheden er nede på
2,7 pct. (»Ledigheden steg med 2.700 i december«,
Danmarks Statistik, den 31. januar 2023). Det er godt for
samfundet, at vi har høj beskæftigelse. Men det
betyder også, at flere brancher har svært ved at
rekruttere den nødvendige arbejdskraft.
Mangel på arbejdskraft
Manglen på arbejdskraft er en af
samfundets største udfordringer. Både det offentlige
og erhvervslivet mangler fortsat stærke hænder og kloge
hoveder.
Når virksomhederne ikke kan
ansætte de medarbejdere, de har brug for, betyder det i
praksis, at virksomhederne ikke kan leve op til de ordrer, som de
får. Tabte ordrer betyder tab af vækst, velstand og
velfærd, og det går derfor ud over os alle sammen.
Rekrutteringsundersøgelsen fra STAR fra
december 2022 viser, at virksomheder og arbejdsgivere i perioden
marts til august 2022 forgæves har forsøgt at
rekruttere arbejdskraft omkring 124.000 gange på landsplan. I
sundheds- og socialvæsenet var der omkring 15.000 stillinger,
der ikke blev besat i perioden, og i industrien var det omkring
11.000 stillinger (»Rekrutteringssurvey. Rapport, december
2022«, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, december
2022).
Forslagsstillerne mener, at det er et
alvorligt problem, som der skal gøres noget ved.
Indkomstgrænsen for su
I 2022 blev su-fribeløbet hævet
med 4.000 kr. om måneden. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2021-22, tillæg
A, L 205 som fremsat, tillæg B, betænkning over L 205,
og tillæg F, møde 125, kl. 13:50, møde 126, kl.
09:14, og møde 127, kl. 09:26. Det er positivt, fordi det
bidrager til, at flere studerende vil arbejde ved siden af deres
studier. Forslagsstillerne er dog af den overbevisning, at der kan
gøres endnu mere.
Derfor vil forslagsstillerne ophæve
indkomstgrænsen for su helt. Ved at ophæve
indkomstgrænsen for su giver vi studerende mulighed for at
arbejde mere ved siden af studiet uden at blive modregnet i su'en.
Det giver et økonomisk incitament til at yde mere på
arbejdsmarkedet. Samtidig hjælper vi trængte brancher
som hjemmeplejen og hospitalssektoren, da de studerende dermed har
mulighed for at tage arbejde, som brancherne ikke kan skaffe
tilstrækkeligt med arbejdskraft til.
Samtidig er det en fordel for de studerende,
at de sideløbende med studierne opnår kompetencer
på arbejdsmarkedet, som de kan drage nytte af, når de
skal starte i job efter deres studier.
Finansiering
En afskaffelse af
fribeløbsgrænsen skønnes at medføre
merudgifter for ca. 150 mio. kr. årligt (Uddannelses- og
Forskningsudvalget, alm. del - svar på spørgsmål
63, folketingsåret 2022-23, 2. samling). Forslagsstillerne
vil finansiere det ved at genindføre opholdskravet for ret
til dagpenge, som giver 150 mio. kr. i årligt provenu
(Beskæftigelsesudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 446, folketingsåret 2020-21).
Skriftlig fremsættelse
Marlene
Harpsøe (DD):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
ophæve indkomstgrænsen for, hvor meget studerende
må tjene ved siden af deres su.
(Beslutningsforslag nr. B 61)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.