Fremsat den 14. marts 2023 af Astrid Carøe (SF),
Sofie Lippert (SF) og Jacob Mark (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en ny karakterskala i uddannelsessystemet
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2023 at indkalde til forhandlinger om en ny
karakterskala i uddannelsessystemet.
Bemærkninger til forslaget
Den nuværende 7-trinsskala blev taget i
brug på de gymnasiale uddannelser i 2006, og i løbet
af 2007 blev den indført i de øvrige dele af
uddannelsessystemet. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) evaluerede
skalaen i 2013 og igen i 2018 og fandt behov for flere
ændringer. Allerede tilbage i 2013 pegede nogle
bedømmere f.eks. på, at de gerne ville kunne give mere
nuancerede bedømmelser, hvilket de store spring i skalaen
ikke gav mulighed for, og endvidere på, at karakteren -3
sendte et unødigt negativt signal. Evalueringen fra 2018
pegede ligesom i 2013 på problemerne med de store spring
mellem karaktererne, fra 4 til 7 og fra 7 til 10, og på
problemet med karakteren -3. Udfordringerne med den nuværende
skala kan bidrage til det karakterpres, som mange elever og
studerende oplever, og som er uhensigtsmæssigt i et
læringsperspektiv (»Evaluering af
7-trins-skalaen«, Danmarks Evalueringsinstitut, 2019).
Derudover viste evalueringen fra 2018 bl.a.
også, at 7-trinsskalaens trinbeskrivelser har fokus på
fejl og mangler. Det kan bidrage til, at børn og unge
lærer, at de ikke må begå fejl, ikke være
nysgerrige og fordybe sig, men bare skal lære pensum udenad
og have færrest fejl.
På baggrund af evalueringen nedsatte den
tidligere regering en ekspertgruppe for ændring af
karakterskalaen, som kom med deres rapport »Modeller for en
ændret karakterskala« i september 2020 (»Modeller
for en ændret karakterskala«, www.uvm.dk, september
2020).
De seneste 2½ år er der
imidlertid ikke indkaldt til forhandlinger, på trods af at
baggrundstæppet for forhandlingerne må siges at have
været på plads længe.
Inden folketingsvalget i 2022 ønskede
et bredt flertal blandt Folketingets partier at ændre
karakterskalaen. Det daværende oppositionsparti Venstre
udtrykte utålmodighed efter et udspil fra regeringen
(»V: En moderniseret karakterskala skal imødekomme
studerendes mistrivsel«, Altinget.dk, den 23. marts 2022).
Desværre har den nuværende regering ikke tilkendegivet
i regeringsgrundlaget, at den vil prioritere arbejdet med en ny
karakterskala. SF håber, at der fortsat er et bredt flertal,
der vil bakke op om, at der inden udgangen af 2023 skal være
startet forhandlinger om en ny karakterskala.
SF har tidligere foreslået en skala med
0-2-4-6-8-10-12, så den stadig indeholder syv trin, men
springene mellem karaktererne er ens. Det er et bud på en ny
skala, som også ekspertgruppen har foreslået, og som
forslagsstillerne vil tage med, når regeringen indkalder til
forhandlinger (»Modeller for en ændret
karakterskala«, www.uvm.dk, september 2020).
SF anerkender, at vi med en ændring af
karakterskalaen ikke kommer nulfejlskulturen og karakterpresset til
livs. En sådan ændring kan ikke gøre det alene.
SF ser eksempelvis gerne, at vi også skruer ned for
mængden af karakterer i uddannelsessystemet og sikrer mere
feedback. Dette ligger dog ud over nærværende
beslutningsforslag.
Finansiering
Det konkrete finansieringsbehov afhænger
af den valgte model for en ny karakterskala.
Skriftlig fremsættelse
Astrid
Carøe (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en ny
karakterskala i uddannelsessystemet.
(Beslutningsforslag nr. B 60)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.