B 59 Forslag til folketingsbeslutning om stop for optagelse af muslimske lande i EU.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 17-03-2023

Fremsat: 17-03-2023

Fremsat den 17. marts 2023 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF), og Nick Zimmermann (DF)

20222_b59_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. marts 2023 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF), og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om stop for optagelse af muslimske lande i EU

Folketinget pålægger regeringen at nedlægge veto mod optagelse i Den Europæiske Union af lande med muslimsk flertal eller betydelige muslimske mindretal og blokere for igangsættelse af optagelsesforhandlinger med lande med muslimske flertal eller betydelige muslimsk mindretal, som fremtidigt ønsker optagelse i Den Europæiske Union.

Bemærkninger til forslaget

Den Europæiske Union forhandler i øjeblikket om optagelse med tre lande med muslimsk flertal eller store muslimske mindretal. Derudover har to lande med muslimsk flertal ansøgt EU om at blive medlemmer af Unionen.

Tyrkiet ansøgte den 14. april 1987 om at blive optaget i EU. Tyrkiet blev anerkendt som kandidatland i 1999, og optagelsesforhandlingerne indledt i 2005. 98 pct. af Tyrkiets knap 85 millioner store befolkning er muslimer. Men Tyrkiet er ikke det eneste land med en befolkningsmajoritet af muslimer eller et stort muslimsk mindretal, som søger at komme ind i Den Europæiske Union.

Den 22. marts 2004 søgte Nordmakedonien om optagelse i EU. Den 18. juli 2022 enedes EU's medlemslande om at indledte optagelsesforhandlinger med landet. En tredjedel af landets indbyggere er muslimer ifølge opslagsværket Den Store Danske.

Den 28. april 2009 søgte Albanien om optagelse i EU. Optagelsesforhandlingerne med landet indledtes som i tilfældet Nordmakedonien den 18. juli 2022. Muslimer udgør omkring 80 pct. af befolkningen i landet (»Table: Muslim Population by Country«, Pew Research Center, den 27. januar 2011).

Derudover har to lande med muslimsk flertal anmodet om optagelse i EU. Bosnien-Hercegovina anmodede om optagelse i EU den 15. februar 2016 og fik tildelt kandidatstatus den 13. december 2022. 51 pct. af indbyggerne i Bosnien-Hercegovina er muslimer ifølge opslagsværket Den Store Danske.

Kosovo ansøgte om optagelse i EU den 15. december 2021. Sammensætningen af befolkningen i Kosovo er ikke fuldstændig klar, idet de serbiske ortodokse boykottede folketællingen i 2011, hvilket resulterede i, at 95,6 pct. af befolkningen blev opgjort som muslimer. Mellem 70 pct. og 95,6 pct. af befolkningen skønnes at være muslimer (»Kosovo - people and society«, The World Factbook, CIA). Der er ikke indledt optagelsesforhandlinger med hverken Bosnien-Hercegovina eller Kosovo endnu.

I 1987 søgte Marokko samtidig med Tyrkiet om optagelse i EU. EU afviste anmodningen om medlemskab til Marokko med henvisning til, at landet ikke var europæisk. EU har altså dermed erfaring med at afvise medlemslande, der søger om optagelse. Efter Dansk Folkepartis opfattelse burde Tyrkiet ved samme anledning være blevet afvist som medlem, eftersom det alene er den thrakiske del af Tyrkiet, som ligger på det europæiske kontinent. Dette område udgør lidt over 3 pct. af Tyrkiets landareal. Resten er en del af det asiatiske kontinent.

Lande som Albanien, Bosnien-Herzegovina og Kosovo er reminiscenser efter det osmanniske forsøg på at erobre det europæiske kontinent. Erobringstogterne førte til tvangskonvertering af indbyggerne i de pågældende områder og i et begrænset omfang muslimsk bosætning i områderne. Landene er således ikke en del af den europæiske, kristne civilisation.

Ifølge et svar fra Europa-Kommissionen til Europa-Parlamentet var Albanien det land i verden, hvorfra niendeflest krigere tilsluttede sig Islamisk Stat (Europa-Parlamentet, forespørgsel til skriftlig besvarelse på E-010453/2015 til Kommissionen). Fra Kosovo tilsluttede 355 jihadister sig Islamisk Stat (»Why is Kosovo Taking Home Islamic State Members? «, Extremism Watch, den 15. januar 2020). Ca. 300 krigere fra Bosnien-Herzegovina tilsluttede sig Islamisk Stat (»Bosnia struggles with return of ISIS widows«, Politico, den 6. novmeber 2018). Ca. 130 jihadister fra Nordmakedonien tilsluttede sig Islamisk Stat (»North Macedonia: 7 Plead Guilty to Joining ISIS«, Asharq Al-Awsat, den 20. marts 2019). Forestillingerne om, at muslimerne i lande, der er placeret på det europæiske kontinent, nødvendigvis er mindre radikaliserede end muslimer uden for Europas grænser, er således ikke nødvendigvis korrekte. Der findes fundamentalistiske lommer i flere af disse lande (»Introducing Political Islam among the Albanian Muslims«, Rigels Lenja, Tirana Observatory, den 30. november 2021; »Muslims and Islamic Fundamentalism in Macedonia«, Marko Babic, Politeja, 11 (30/2014), side 387-398; »Jihadism in Kosovo: islamized radicalism or radical Islam? , Alexander Konrad Steurenthaler, 2018, master thesis, Norwegian University of Life Sciences; »The Coming Balkan Caliphate: The Threat of Radical Islam to Europe and the West«, Christopher Deliso, Praeger Security International, 2007).

Såfremt de pågældende lande optages i EU, vil de blive omfattet af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det betyder, at indbyggere fra Tyrkiet, Kosovo, Albanien osv. vil få samme adgang til at flytte til Danmark for at arbejde som indbyggere fra andre medlemslande.

Dansk Folkeparti modsætter sig indvandring af muslimer. Historisk har Danmark haft endog meget store integrationsmæssige problemer med personer fra muslimske lande, både for så vidt angår overrepræsentation i kriminalitets- og ledighedsstatistikkerne og udfordringer med at klare sig i uddannelsessystemet og i forhold til religiøs ekstremisme.

Såfremt disse muslimske lande optages i EU, vil integrationsudfordringerne i Danmark forstærkes. Desuden vil optagelsen af de pågældende lande økonomisk være en stor byrde for EU, idet landene i sammenligning med de fleste af EU's nuværende medlemslande er økonomisk tilbagestående (»BNP per indbygger 2021«, Globalis, FN-Forbundet).

På ovennævnte baggrund ønsker Dansk Folkeparti, at regeringen forpligtes til i EU at tilkendegive, at Danmark vil nedlægge veto mod optagelsen af Tyrkiet, Nordmakedonien og Albanien i EU, at den danske regering forpligtes til at blokere for indledning af optagelsesforhandlinger med Bosnien-Hercegovina og Kosovo, og at regeringen fremadrettet vil blokere for det, hvis andre lande med overvejende muslimske befolkninger eller en betydelig muslimsk repræsentation i befolkningen (defineret som mere end en tredjedel) søger at opnå status af kandidatland.

Skriftlig fremsættelse

Morten Messerschmidt (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om stop for optagelse af muslimske lande i EU.

(Beslutningsforslag nr. B 59)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.