B 43 Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe lagerbeskatning for iværksættere og investorer, der børsnoterer deres virksomheder, og i stedet indføre realisationsbeskatning.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2023

Fremsat: 01-03-2023

Fremsat den 1. marts 2023 af Mona Juul (KF), Søren Pape Poulsen (KF), Betina Kastbjerg (DD), Lars-Christian Brask (LA), Katrine Robsøe (RV), Nick Zimmermann (DF), Sascha Faxe (ALT) og Pernille Vermund (NB)

20222_b43_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2023 af Mona Juul (KF), Søren Pape Poulsen (KF), Betina Kastbjerg (DD), Lars-Christian Brask (LA), Katrine Robsøe (RV), Nick Zimmermann (DF), Sascha Faxe (ALT) og Pernille Vermund (NB)

Forslag til folketingsbeslutning

om at afskaffe lagerbeskatning for iværksættere og investorer, der børsnoterer deres virksomheder, og i stedet indføre realisationsbeskatning

Folketinget pålægger regeringen at fremlægge forskellige modeller, der muliggør en afskaffelse af lagerbeskatning for iværksættere og investorer, der børsnoterer deres virksomheder, og i stedet indfører realisationsbeskatning.

Modellerne skal forelægges Folketingets partier inden udgangen af folketingsåret 2022-23 med henblik på fremsættelse af et lovforslag i folketingsåret 2023-24.

Bemærkninger til forslaget

De nuværende beskatningsregler for iværksættere, der ønsker at notere deres virksomhed på børsen, er uhensigtsmæssige. Reglerne indebærer, at iværksættere, som ejer ejerandele ved børsnoteringen, ofte beskattes af urealiserede gevinster fra den dag, virksomheden går på børsen. Det giver problemer, fordi ejere i børsnoterede virksomheder ofte indgår lockupaftaler, hvor de ikke må sælge deres aktier lige efter noteringen. Lockupaftaler er almindelige og indgås af hensyn til noteringens troværdighed over for nye ejere.

Når iværksættere ikke kan sælge deres aktier, men samtidig skal betale skat af gevinsten, så har de ikke pengene til at kunne betale skatteregningen. De kan i stedet være tvunget til at optage dyre lån.

Reglerne om lagerbeskatning hæmmer dermed et velfungerende børsmarked i Danmark. Iværksættere har dårligere vilkår for at rejse kapital til at skabe vækst, end de burde have.

I stedet for at lagerbeskatte iværksættere ved noteringstidspunktet bør beskatningen ske ved realiseringstidspunktet. Det sikrer, at beskatningen først falder, når iværksætterne har pengene i hånden.

Målgruppen for forslaget

Når et selskab er modent til at blive børsnoteret, vil de oprindelige iværksættere ofte eje under 10 pct. af deres virksomhed. Et ejerskab af unoterede aktier på under 10 pct. betyder, at iværksætteren bliver lagerbeskattet frem for realisationsbeskattet af kursgevinster fra noteringstidspunktet.

Danmark har færrest børsnoteringer i Norden

Ud af 55 børsnoteringer i Norden i 2022 var der kun én enkelt i Danmark. 2022 var ikke noget særligt år, men følger derimod et velkendt mønster. De sidste 5 år har Danmark været det land i Norden med færrest børsnoteringer. (»55 børsnoteringer i Norden - 1 i Danmark«, Christian Kjær, shareholders.dk, den 20. januar 2023.) Tallene understreger, at små og mellemstore virksomheder ikke anser Danmark som et attraktivt land at rejse kapital i gennem børsnoteringer. Det er et stort problem for den fremtidige vækst og velstand.

Der skal gøres langt mere for at forbedre iværksætteres rammevilkår, og en omlægning af lagerbeskatning til realisationsbeskatning er en del af løsningen.

Provenumæssige konsekvenser af forslaget

Da beskatningen blot udskydes nogle år, vurderes forslaget ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser. Der henvises til Skatteministeriets overvejelser om de provenumæssige konsekvenser i en lignende sag om fantomskatten, jf. Skatteudvalget, B 13 - svar på spørgsmål 2, folketingsåret 2020-21. Skatteministeriet skal i forlængelse af drøftelser med partierne i Folketinget fremlægge forskellige modeller for at indføre realisationsbeskatning, herunder en provenuneutral model.

Skriftlig fremsættelse

Mona Juul (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at afskaffe lagerbeskatning for iværksættere og investorer, der børsnoterer deres virksomheder, og i stedet indføre realisationsbeskatning.

(Beslutningsforslag nr. B 43)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.