B 38 Forslag til folketingsbeslutning om id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug.

Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 25-05-2023

Afgivet: 25-05-2023

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 25. maj 2023

20222_b38_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 25. maj 2023

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V og M) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, LA, KF, EL, RV, DF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (DD) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Et tredje mindretal i udvalget (NB) vil ved 2. (sidste) behandling redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialistisk Folkeparti

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget skal beklage, at statsminister Mette Frederiksen løber fra sit løfte i valgkampen 2019 om et id-kort til udsatte stofbrugere, som gør, at de ikke skal have konfiskeret deres stoffer med den følge, at de dels straffes, dels skal ud og skaffe nyt stof igen. Trods enighed i forståelsespapiret fra 2019 - og dermed et flertal for at indføre det - i den tidligere regeringsperiode er der stadig intet sket.

SF skal ligeledes beklage, at den tidligere social- og ældreminister Astrid Krag heller ikke har holdt sit løfte om at finde løsninger på problematikken, som hun ellers tilkendegav i beretningen over B 32, forslag til folketingsbeslutning om id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug, folketingsåret 2021-22.

Den arbejdsgruppe, som ministeren med beretningen lovede at nedsætte, forekom ifølge SF som en ren skinproces, og af høringssvar til rapporten, som kom ud af det, kan man læse, at organisationerne end ikke mente, der var tale om en arbejdsgruppe. Det nu skrinlagte arbejde betyder, at en række organisationers bidrag og løsninger er blevet hældt ned ad brættet.

Rapporten viser, at myndighederne ikke ville diskutere konkrete forslag, men i stedet hældte organisationernes forslag ned ad brættet uden at komme med andre forslag. Myndighederne har ikke villet konkretisere id-kortet eller præcisere lovteksten, og det er efter gentagne anmodninger ikke lykkedes at få en dialog med Justitsministeriet.

SF havde derfor gerne set, at der kunne afholdes en høring inden afstemning af forslaget, så vi kunne have fået belyst organisationernes ønsker til ændringer på området, men et flertal i udvalget tillod ikke dette på grund af tidspresset. Høringen er således skubbet til efter sommer. Det mener SF er ærgerligt, da dette kunne have bidraget med vigtig viden, inden partierne skulle have taget stilling til beslutningsforslaget.

SF har igennem en række spørgsmål til beslutningsforslaget forsøgt at afklare, hvad social- og boligministeren vil løse ved at parkere diskussionen i et udvalg. Social- og boligministeren kan hverken redegøre for, hvilke problemer hun vil løse for de udsatte stofbrugere, eller hvad der skal til for at kunne løse dem. Dermed er det uklart, om der kommer en løsning, og hvad den skal indeholde. Ministeren skriver følgende i svaret på spørgsmål 2 til beslutningsfolaget B 38:

»Jeg mener derfor også, at der er brug for en bredt funderet løsning - en løsning, der ikke kun fokuserer på målgruppens møde med politiet i forbindelse med stofbesiddelse, men som også sikrer borgeren bedre og mere fleksibel hjælp i forhold til eksempelvis sociale og sundhedsmæssige indsatser.«

SF frygter, at et simpelt id-kort er gjort mere kompliceret, end godt er, og at der derfor er lange udsigter til en løsning.

SF mener ikke, at vi kan straffe os ud af afhængighed. Derfor bør vi ikke jagte mennesker, der er afhængige af deres stoffer, men politiet skal i stedet koncentrere sig om at gå efter bagmændene. Udsatte stofbrugere bør mødes med hjælp i stedet for straf.

SF mener, at det er en skandale, at vi i 16 år har ventet på, at det system, som faktisk lovgivningsmæssigt kan undtage udsatte stofbrugere hos politiet fra straf og konfiskation, bliver rettet op. I al den tid har vi troet, at politiet faktisk vidste, hvordan de skulle give advarsler, indtil de i et svar til Retsudvalget, jf. REU alm. del - svar på spørgsmål 1618, folketingsåret 2020-21, har forklaret, at de hverken har den sociale eller sundhedsmæssige viden, som sætter dem i stand til det. Derfor har vi brug for id-kortet eller en anden løsning, så vi kan sikre, at vi ikke jager udsatte mennesker rundt i manegen. Deres hverdag er udfordret nok.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 22. februar 2023 og var til 1. behandling den 11. april 2023. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 5 spørgsmål til social- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Annette Lind (S) Birgitte Vind (S) Camilla Fabricius (S) Kasper Sand Kjær (S) Matilde Powers (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Maria Durhuus (S) Sara Emil Baaring (S) Anni Matthiesen (V) Peter Juel-Jensen (V) Preben Bang Henriksen (V) Hans Andersen (V) Rosa Eriksen (M) fmd. Nanna W. Gotfredsen (M) Karin Liltorp (M) Marlene Harpsøe (DD) Karina Adsbøl (DD) Katrine Daugaard (LA) nfmd. Alexander Ryle (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Mette Abildgaard (KF) Kim Edberg Andersen (NB) Mette Thiesen (DF) Theresa Berg Andersen (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Peder Hvelplund (EL) Lotte Rod (RV) Torsten Gejl (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1