B 32 Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde at opføre stormoskéer.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 21-02-2023

Fremsat: 21-02-2023

Fremsat den 21. februar 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20222_b32_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 21. februar 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at forbyde at opføre stormoskéer

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2022-23 at fremsætte et lovforslag, der forbyder alle opførelser af nye stormoskéer.

Bemærkninger til forslaget

Danmark er et kristent land med en mere end 1.000 år lang historie, men i takt med indvandringen fra muslimske lande har samfundet forandret sig på negativ vis, hvor der gennem tiden har været en markant række af udfordringer i forhold til indvandringen og heraf en række religiøse og kulturelle særkrav, som udfordrer vores samfund og sammenhængskraft.

Helt grundlæggende mener forslagsstillerne ikke, at indvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika siden slutningen af 1960'erne har været en succes for det danske samfund på et eneste parameter. Der er derfor behov for, at vi nu sætter ind med lovgivning for at sikre, at de negative konsekvenser ikke bliver større, end de allerede er. Forslagsstillerne mener således, at der skal indføres et forbud mod at bygge stormo‍skéer i Danmark.

Ønsker man i dag at opføre en stormoské, skal tilladelsen gives af den lokale kommune, hvor stormoskéen søges opført. Forslagsstillerne mener ikke, at det er en beslutning, man skal kunne træffe lokalt, da stormoskéer ikke udelukkende er et lokalt anliggende, men lige så meget vil præge det omkringliggende samfund og andre kommuner. For med en stormoské tilgodeser man ikke kun de lokale borgere, men derimod bliver en stormeské ligeledes et sted, der har til hensigt at samle borgere fra de omkringliggende kommuner.

I stedet ønsker forslagsstillerne, at stormoskéer gennem lovgivning i Folketinget helt skal forbydes. Forslagsstillerne mener, at folk skal have lov til at dyrke den religion, de ønsker, men det betyder ikke, at de skal have lov til at bygge stormoskéer, som ikke hører til i det danske samfund og landskab.

I grundlovens § 67 står der:

»Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at det ikke vil være grundlovsstridigt at forbyde store islamiske monumenter, som en stormoské er, da man fortsat har mulighed for at dyrke sin religion på andre lokaliteter, som på anden vis tilgodeser ens behov.

Skriftlig fremsættelse

Pia Kjærsgaard (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde at opføre stormoskéer.

(Beslutningsforslag nr. B 32)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.