B 111 Forslag til folketingsbeslutning om Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget.

Af: Statsminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh/Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-03-2023

Fremsættelse: 22-03-2023

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2023)

20222_b111_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2023)

Statsministeren (Mette Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget

(Beslutningsforslag nr. B 111)

Regeringen anmoder om Folketingets samtykke til, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim kan modtage årpenge uden for riget.

Efter grundlovens § 11, 1. pkt., kan der for medlemmer af kongehuset ved lov fastsættes årpenge. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er ved lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer tildelt årpenge. For Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er fastsat årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 2.258.000 kr. Årpengebeløbet til Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er på finansloven for 2022 budgetteret til 3,8 mio. kr.

Det følger af § 2 i lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer, at så længe Hans Kongelige Højhed oppebærer årpenge, kan han ikke modtage vederlag for statstjeneste.

Det følger endelig af grundlovens § 11, 2. pkt., at årpenge ikke uden Folketingets samtykke kan modtages uden for riget.

Folketinget har tidligere ved beslutningsforslag nr. B 184 af 11. juni 2020 givet samtykke til, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim kan modtage årpenge uden for riget. Samtykket omfatter ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget Hans Kongelige Højhed Prins Joachims ophold uden for riget som led i hans åremålsansættelse i stillingen som forsvarsattaché på Danmarks ambassade i Paris, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, B 184 som fremsat.

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim har i marts 2023 opnået ansættelse som forsvarsindustriattaché på Danmarks ambassade i Washington D. C. Stillingen besættes med virkning fra 1. september 2023 for 3 år med mulighed for forlængelse. Hans Kongelige Højhed vil fra dette tidspunkt tage fast bopæl i USA. Det vil i den forbindelse være en betingelse for Hans Kongelige Højhed Prins Joachims fortsatte modtagelse af de ved lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer fastsatte årpenge, at Folketinget meddeler sit samtykke hertil, jf. grundlovens § 11, 2. pkt.

Kongehuset har oplyst, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim fortsat vil varetage visse opgaver for kongehuset, i det omfang arbejdet som forsvarsindustriattaché tillader det. Forsvarsministeriet har oplyst, at idet Hans Kongelige Højhed Prins Joachim modtager årpenge, vil han ikke samtidig oppebære vederlag for sin statstjeneste som forsvarsindustriattaché eller dækning i øvrigt for andre udgifter til husstanden, jf. § 2 i lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med senere ændringer.

Der anmodes under henvisning til grundlovens § 11, 2. pkt., om Folketingets samtykke til Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget. Samtykket omfatter Hans Kongelige Højhed Prins Joachims ophold uden for riget som led i hans åremålsansættelse i stillingen som forsvarsindustriattaché på Danmarks ambassade i Washington D. C. inklusive eventuelle forlængelser.

Idet jeg i øvrigt henviser til beslutningsforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale beslutningsforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.