Fremsat den 17. marts 2023 af Marianne Bigum (SF) og Carl Valentin (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om et styrket og aktivt tilsyn på
miljø- og naturområdet
Folketinget
opfordrer regeringen til at udarbejde en redegørelse for det
nuværende tilsyn på miljø- og
naturområdet. Redegørelsen bør indeholde en
oversigt over de instanser, som har tilsynsforpligtelsen over for
myndigheder, forsyningsselskaber og virksomheder, og en oversigt
over tilsynenes sanktionsmuligheder og muligheder for at sikre
gennemførelse af afgørelser. Redegørelsen
bør endvidere gennemgå, hvordan tilsynene rapporterer
og offentliggør deres aktiviteter og afgørelser.
Redegørelsen sendes i ekstern høring hos kommuner,
relevante interesseorganisationer og grønne foreninger som
Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og
Dansk Sportsskytte Forbund.
Folketinget
opfordrer endvidere regeringen til på baggrund af
redegørelsen og høringssvarene at udarbejde forslag
til ny struktur for tilsynet på miljø- og
naturområdet med henblik på at skabe et mere aktivt,
effektivt og kompetent tilsyn. Det nye tilsyn skal sikre, at
opgaver på miljøområdet bliver varetaget korrekt
og til tiden, og at der eksisterer passende sanktionsmuligheder,
hvis dette ikke er tilfældet.
Forslaget til ny struktur for tilsynet
på miljø- og naturområdet forelægges
Folketinget senest i folketingsåret 2024-25.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 8,
folketingsåret 2022-23, 1. samling. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2022-23 (1. samling),
tillæg A, B 8 som fremsat.
Da
vandområdeplanernes tredje planperiode i henhold til
vandrammedirektivet var i offentlig høring i foråret
2022, viste det sig, at en lang række opgaver, som skulle
udføres af kommunerne i anden planperiode (2015-2021) endnu
ikke var udført, på trods af at de har været
kendte i 6 år. En del af opgaverne stammer endda helt tilbage
fra første planperiode (2009-2015) og fra lovgivning fra
før første planperiode. Den manglende opfyldelse af
forpligtelserne kommer først for en dag, når
næste planperiode skal tilrettelægges, og det uden
sikkerhed for, at de bliver udført i denne periode
(vandområdeplanerne kan findes på
Miljøstyrelsens hjemmeside, mst.dk).
Efter
forslagsstillernes opfattelse er der derfor brug for et mere aktivt
tilsyn med kommunernes opgavevaretagelse på miljø- og
naturområdet.
Det mangelfulde og
ineffektive tilsyn på miljø- og naturområdet
dokumenteres endvidere af tidligere miljøminister Lea
Wermelins svar på Miljø- og Fødevareudvalget,
alm. del - spørgsmål 1033, folketingsåret
2020-21. Svaret er foranlediget af en sag, hvor TV SYD har
dokumenteret, at spildevandsudledninger har fundet sted,
- uden at
udløbene er indberettet af kommunen og registreret i
Miljøstyrelsens database,
- uden at de
konkrete overløbshændelser er blevet korrekt
indberettet i en årrække, og
- uden at kommuner
har reageret på henvendelser om manglende
udledningstilladelser og anmodninger om som myndighed at udarbejde
sådanne tilladelser.
(»Spildevand hældes i bæk og ender i beskyttet
område - kommune glemte at indberette det i
årevis«, www.tvsyd.dk, den 3. marts 2021, og flere
efterfølgende artikler).
TV SYD
dokumenterede, at sagen langtfra var enestående.
Tværtimod gjorde op mod halvdelen af kommunerne i
området sig skyldige i lignende mangelfulde registreringer og
indberetninger.
Den
daværende minister medgiver i svaret på
spørgsmål 1033, at »kommunerne i denne sag ikke
har løftet deres ansvar for, at vi får et bedre
vandmiljø«. Og ministeren anfører, at
»Miljøministeriet har ikke mulighed for at sanktionere
kommunerne ift. indberetninger af overløb.«
Den
daværende minister angiver, at »Det er Ankestyrelsen,
der fører tilsyn med, at kommuner og regioner overholder
lovgivningen.« Men den daværende minister drager ikke
nogen konklusioner, på baggrund af at det åbenlyst ikke
er sket i denne sag.
Efter
forslagsstillernes opfattelse er Ankestyrelsen ikke velegnet til at
varetage denne opgave. Ankestyrelsen har ingen kompetencer på
miljø- og naturområdet, og man fører, så
vidt det er oplyst, intet aktivt tilsyn med miljø- og
naturområdet. Ankestyrelsen har mulighed for at gennemtvinge
afgørelser, men må søge viden og kompetence
andre steder, hvis nogen beder dem forholde sig til en sag. Det
sker i øvrigt, så vidt vides, kun sjældent, da
kun ganske få ved, at Ankestyrelsen fører tilsyn
på miljø- og naturområdet, når det
angår kommunerne.
Konklusionen er,
at der mangler tilsyn med kommunernes opgavevaretagelse, når
det handler om tilladelser, indberetning af data og
udførelse af opgaver på miljø- og
naturområdet.
Det manglende
aktive tilsyn og de manglende sanktioner over for kommunerne er et
problem for retsfølelsen på miljø- og
naturområdet. Når en landmand eller en virksomhed
overtræder loven eller undlader at opfylde sin
indberetningspligt, kan man meget vel risikere strenge sanktioner.
Det bør også gælde kommunerne, hvis der skal
være en opfattelse af retfærdighed på
miljø- og naturområdet.
Hertil kommer, at
de indberettede oplysninger er grundlaget for kommende indsatser
på f.eks. vandmiljøområdet. Vandplaner bliver
udformet på et utilstrækkeligt grundlag, hvis der ikke
foreligger korrekte og tilstrækkelige oplysninger om de
forskellige påvirkninger. Hvis spildevandsudledninger bliver
underrapporteret, vil indsatsen mod spildevandspåvirkning af
vandløb og søer blive utilstrækkelig.
Af svaret
på spørgsmål 1033 fremgår det endvidere,
at Miljøstyrelsen har tilsyn med spildevandsselskaber. Dette
tilsyn sker på basis af udledningstilladelser, som
altså i mange tilfælde ikke findes. Og
Miljøstyrelsen følger ikke op på egne
afgørelser og på konstatering af manglende
indberetninger. Derfor bør Miljøstyrelsen
pålægges at følge sine sager til dørs og
have mulighed for at føre et mere aktivt tilsyn.
Konsekvensen af
det mangelfulde tilsyn på miljø- og naturområdet
er endelig, at grønne ngo'ere skal bruge tid og sparsomme
ressourcer på at holde øje med overholdelse af landets
lovgivning og med myndighedernes indsats. Det burde være en
opgave, som styrelser, kommuner og myndigheder varetog fuldt
ud.
Der er derfor efter forslagsstillernes
opfattelse brug for en gentænkning og en styrkelse af
tilsynet på miljø- og naturområdet.
Skriftlig fremsættelse
Marianne Bigum
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om et
styrket og aktivt tilsyn på miljø- og
naturområdet.
(Beslutningsforslag nr. B 105)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.