Fremsat den 17. marts 2023 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF),
Theresa Berg Andersen (SF) og Astrid Carøe (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af en partnerdrabskommission
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2023 at fremsætte et lovforslag, der skal
sikre, at der indføres en partnerdrabskommission, der har
til formål at igangsætte udredninger og indsamle viden
om partnerdrab for at forebygge partnerdrab og partnervold.
Bemærkninger til forslaget
Ved årsskiftet 2022-2023 var der i det
forløbne år 10 menneskeliv, der var gået tabt
grundet partnerdrab. Årligt begås der i gennemsnit 12
partnerdrab i Danmark, og partnerdrab er i langt de fleste
tilfælde en kulmination på psykisk partnervold
(»Partnerdrab er kulminationen på massiv psykisk
vold«, danner.dk). Det anslås, at omkring 38.000
kvinder og 19.000 mænd blev udsat for fysisk partnervold i
2017, mens tallet er højere, hvad angår psykisk vold,
og ofte ses der nogle mønstre med fysisk eller psykisk vold
forud for et partnerdrab (»Viden om vold«,
levudenvold.dk).
Ifølge jurist og kriminolog Nell
Rasmussen forekommer partnerdrab tre gange så ofte som
bandedrab. Det har en række lande allerede taget konsekvensen
af. I England og Wales har man siden 2011 udarbejdet lovpligtige
såkaldte domestic homicide reviews. Her skal myndighederne
kortlægge forbrydelsen og forløbet op til et drab.
Efterfølgende skal de komme med anbefalinger til
myndighederne, så man kan undgå lignende tilfælde
fremover (»Eksperter og politifolk: Danmark bør
nedsætte en havarikommission for partnerdrab«,
Politiken.dk, den 3. oktober 2022).
I Norge tog man i 2012 initiativ til en
forsøgsordning, hvor man fik kortlagt omfanget af
partnerdrab og omstændighederne ved partnerdrab. Det
førte til, at den norske regering efterfølgende tog
initiativ til at nedsætte en egentlig partnerdrabskommission.
På baggrund af en gennemgang af 19 partnerdrabssager fra
2014-2017, hvor der havde været kontakt til politi,
socialvæsen eller sundhedspersonale, skulle kommissionen
undersøge, om myndighederne havde svigtet deres ansvar, og
hvad man fremover kunne gøre for at undgå partnerdrab.
Denne indsats har bidraget til, at Norge har sænket det
årlige antal af partnerdrab fra otte til syv drab i
gennemsnit om året, og det øgede fokus på
partnerdrab har været med til at fremme indsatsen mod
partnervold, jf. artiklen fra Politikken.dk som omtalt ovenfor.
Det var netop en lignende indsats, der fandt
sted efter skyderiet i Field's. Her undersøgte man de
forskellige myndigheders indsats, f.eks. i politiet og i
psykiatrien, og man nedsatte en særlig taskforce til
afdækning af forløbet op til den tragiske
hændelse i et forsøg på at blive klogere
på, hvor man kunne have gjort noget anderledes og forebygget
hændelsen. Den form for videnindsamling er der også
brug for i relation til partnerdrab og
partnerdrabsforsøg.
Det vigtigste er, at partnerdrabskommissionen
skal igangsætte partnerdrabsudredninger for at
undersøge, hvad der er gået forud for et partnerdrab,
og afdække forløb hos f.eks. politiet, kommunen,
sociale myndigheder og sundhedsmyndigheder i den konkrete sag.
Dernæst skal viden fra udredningerne indsamles og analyseres
for at finde eventuelle mønstre, der på længere
sigt kan medføre bedre forebyggende indsatser fra de
relevante myndigheder for at undgå de tragiske
hændelser.
SF forestiller sig, at
partnerdrabskommissionen samtidig vil fungere som en slags
videncenter, som man kender det fra Norge og Sverige, og som
følger anbefalinger fra FN til på nationalt niveau at
registrere drab på kvinder i et såkaldt femicide watch,
hvilket FN beskriver som »en systematisk og detaljeret
registrering« med henblik på at »udvikle
forebyggende foranstaltninger og vejlede politikudviklingen
på området« (»9 partnerdrab i 2022 er
mange. Og året er endnu ikke forbi - ny database skal
gøre en forskel«, Politiken.dk, den 1. oktober
2022).
Finansiering
SF anslår, at der ikke vil være
væsentlige udgifter forbundet med forslaget, da det
forudsættes, at udredninger og indsamling og analyser m.v. i
regi af partnerdrabskommis-sionen kan gennemføres inden for
rammerne af Justitsministeriets Forskningskontor.
Skriftlig fremsættelse
Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
oprettelse af en partnerdrabskommission.
(Beslutningsforslag nr. B 100)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.