Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 30. maj 2023
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, DD, LA, IA og SP) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal i
udvalget (SF, KF, DF, EL, RV, ALT og SIU) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Nye Borgerlige og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at der ifølge justitsministerens
svar på spørgsmål 13 ikke findes studier, der
indeholder en systematisk gennemgang af partnerdrab og ofrenes
kontakt til myndighederne forud for et drab. Med andre ord findes
den viden, som forslaget om partnerdrabskommissionen skal
frembringe, ikke i en dansk kontekst.
SF forstår derfor ikke, hvorfor der
ikke nedsættes en partnerdrabskommission, som i hvert
tilfælde af partnerdrab og partnerdrabsforsøg
analyserer dette for at finde ud af, hvor vi kunne lære
noget, som kan forebygge andre tilfælde af partnerdrab eller
forsøg herpå. Det er den største
enkeltstående kategori af drab herhjemme, og dermed kan mange
liv potentielt reddes, hvis vi bliver klogere på
området.
I sagen om skyderiet i Fields, hvor tre
mennesker blev dræbt, førte det til en massiv
granskning af, hvor det gik galt. Alle sejl blev sat til for at se,
hvor - og om - vi kunne have fanget signalerne og forebygget, at
tre mennesker blev dræbt. Sagen førte til konkrete
anbefalinger til myndighederne, og SF mener, at metoden også
kan og bør anvendes i forbindelse med partnerdrab.
I Norge, Sverige og England gennemgår
myndighederne systematisk partnerdrab for at tage ved lære og
forebygge både alvorlig vold og drab.
I England og Wales har det siden 2011
været lovpligtigt at lave et såkaldt domestic homicide
review. Her skal myndighederne efter et drab i hjemmet
kortlægge både forbrydelsen og forløbet op til,
og derefter kommer de med anbefalinger til myndighederne om,
hvordan lignende sager kan undgås i fremtiden.
»Jeg oplever, at domestic homicide
reviews har tvunget professionelle til at tage vold i nære
relationer alvorligt, forstå, hvad der på spil, og
lære af det«, siger Frank Mullane, der er
repræsentant for en pårørendeorganisation i
England, i Politikens artikel »Eksperter og politifolk:
Danmark bør nedsætte en havarikommission for
partnerdrab« fra den 3. oktober 2022.
I Sverige har Socialstyrelsen siden 2012
lavet lovpligtige dødsfaldsudredninger. Her gennemgår
man forløbet flere år forud for drabssagerne for at
fastslå, om der var myndighedskontakt, og om der kunne have
været gjort noget for at forhindre drabet. I den seneste
udredning blev der peget på 33 svagheder i myndighedernes
håndtering. Det er f.eks. blevet afdækket, at
myndighederne ofte var de eneste, en voldsudsat havde kontakt til,
men at man sjældent spurgte ind til volden.
I Norge nedsatte man en
partnerdrabskommission, som gennemgik, hvor der havde været
kontakt med eksempelvis politi, socialvæsen eller
sundhedspersonale. Kommissionen skulle undersøge, om
myndighederne havde svigtet deres ansvar over for borgeren, og hvad
man fremover kunne gøre for at forhindre partnerdrab.
Efterfølgende kom de med en række anbefalinger, som er
ved at blive implementeret. Den norske regering har netop besluttet
at oprette en permanent partnerdrabskommission, som træder i
kraft fra 2023.
SF konstaterer, at der også er
kræfter i politiet, som anbefaler en partnerdrabskommission,
jf. ovennævnte artikel i Politiken, hvor en analytiker fra
Nordsjællands Politi udtaler sig positivt om den. Han
arbejder i det daglige med at kortlægge mønstre i
anmeldelser om vold i nære relationer.
SF ærgrer sig over, at et anmeldt
samråd ikke blev afholdt på grund af behandlinger i
folketingssalen, der trak ud, og at det tidsmæssigt ikke var
muligt at beramme et nyt samråd inden afstemning om
forslaget. SF mener, det havde været gavnligt med dialog om,
hvordan en partnerdrabskommission kan supplere det arbejde,
som igangsættes med SSA-forhandlingerne og partnerskabet
på området, men også at få illustreret, at
med regeringens afvisning af forslaget kommer forskningen til at
have en blind vinkel.
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget
mener, at partnervold og partnerdrab er et stigende problem i
Danmark, som skal tages meget alvorligt.
Derfor anerkender DD, at der er et behov
for, at vi får undersøgt, hvad vi kan gøre for
at komme partnervold og partnerdrab til livs. I en sådan
undersøgelse vil det være hensigtsmæssigt at
afdække årsagerne til partnervold og partnerdrab,
så der på længere sigt kan udformes nogle
konkrete initiativer, der kan medføre bedre forebyggende
indsatser fra de relevante myndigheder for at undgå
partnervold og partnerdrab.
I starten af marts 2023 blev der afsat 136
mio. kr. til 14 initiativer, der skal indgå i en ny
handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, hvilket skete som led
i aftalen om fordelingen af reserven til foranstaltninger på
social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (SSA-reserven).
DD mener, at det er meget positivt og mener derfor ikke, at der er
yderligere behov for en kommission på nuværende
tidspunkt. På den baggrund støtter DD ikke forslaget,
selv om partiet anerkender intentionen. For vi skal sikre, at der
sker færre partnerdrab og mindre partnervold i Danmark.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 17.
marts 2023 og var til 1. behandling den 12. maj 2023.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 1
samrådsspørgsmål til justitsministeren og
ministeren for ligestilling til mundtlig besvarelse. Samrådet
blev aflyst. Ministrene har efterfølgende sendt udvalget
deres talepapir, der skulle have dannet grundlag for ministrenes
besvarelse af spørgsmålet, jf. svar på
spørgsmål 18.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
17 spørgsmål til justitsministeren og 1
spørgsmål til justitsministeren og ministeren for
ligestilling til skriftlig besvarelse, som ministrene har
besvaret.
Bjørn Brandenborg (S) Fie
Hækkerup (S) Frederik Vad (S) Kasper Sand Kjær (S)
Rasmus Prehn (S) Rasmus Stoklund (S) Trine Bramsen (S) Preben Bang
Henriksen (V) Morten Dahlin (V) Jan E. Jørgensen (V) Henrik
Rejnholt Andersen (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda
Høegh-Dam (SIU) Aaja Chemnitz (IA) Anna Falkenberg (SP)
Betina Kastbjerg (DD) Peter Skaarup (DD) Steffen Larsen (LA) fmd. Sólbjørg Jakobsen
(LA) Mai Mercado (KF) nfmd. Niels
Flemming Hansen (KF) Mikkel Bjørn (DF) Peter Kofod (DF)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Astrid
Carøe (SF) Rosa Lund (EL) Zenia Stampe (RV) Torsten Gejl
(ALT)
Nye Borgerlige og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |