Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 73:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for forsætligt drab på flere personer og gravide.

Af Peter Kofod (DF) m.fl.

(Fremsættelse 15.03.2023).

Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt, vil begrunde forslaget. Værsgo.

Tak, formand. Den 15. november 2019 blev min lillesøster slået ihjel af sin kæreste, som kort tid efter kørte i sin bil for også at slå sin ekskæreste ihjel. Han begik således på kort tid to overlagte og forsætlige manddrab på to fuldstændig forsvarsløse piger.

Det står for sig. Derefter åbnede der sig et juridisk mareridt, hvor familien sad fængslet tilbage i retslokalet uden nogen egentlig retsstilling og med ængstelse kunne se på, hvordan retssystemet udfoldede sig. Ved byretsdommen i Næstved valgte man at idømme gerningsmanden en tidsbegrænset fængselsstraf på 16 års fængsel, det vil sige med mulig prøveløsladelse efter omkring 10 år. Det betragter vi i min familie og også i mit parti, Dansk Folkeparti, som fuldstændig utilstedeligt. Heldigvis ankede anklagemyndigheden, og landsretten traf den afgørelse, som i min optik helt åbenlyst var den rigtige afgørelse, altså at der selvfølgelig i den situation med to manddrab skal gives livstidsfængsel.

Desværre er det her ikke et enkeltstående tilfælde, og derfor vil vi i Dansk Folkeparti godt ændre den praksis, sådan at begår man flere mord, herunder mord på en gravid kvinde og foranlediger dermed også fosterets død, så kan der selvfølgelig aldrig – aldrig – gives andet end livstidsfængsel, og i øvrigt skal livstid være livstid. Tak, formand.

Tak for begrundelsen. Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Jeg vil starte med endnu en gang – også jævnfør den begrundelse, som hr. Morten Messerschmidt indleder debatten med – at udtrykke den allerstørste sympati og medfølelse for den situation, både hr. Morten Messerschmidt og hele familien har været i siden den forfærdelige forbrydelse. Det er også noget, jeg har sagt til ordføreren før, men han skal bare vide, at det gør et kæmpestort indtryk, både når han deler sin historie, men jo også at høre den type historier i særdeleshed.

Derfor vil jeg også komme med en tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Lad mig bare starte med at sige, at jeg er fuldstændig enig med Dansk Folkeparti i, at der skal være mulighed for at idømme meget, meget strenge straffe i drabssager, også fængsel på livstid. Drab er den ultimative forbrydelse, som har voldsomme konsekvenser, selvsagt for offeret, men også for de efterladte. Det gælder selvfølgelig ikke mindst i sager, hvor der er tale om flere ofre eller et offer, der er gravid, altså de sager, som beslutningsforslaget omhandler.

Med beslutningsforslaget foreslår Dansk Folkeparti, at straffen for forsætligt drab på to eller flere personer skærpes til fængsel på livstid. Det samme skal ske i sager, hvor drabsofferet var synligt gravid, eller hvor gerningsmanden havde kendskab til, at offeret var gravid, og hvor det ufødte foster ikke overlever.

Strafferammen for drab er fængsel mellem 5 år og livstid. Der skal ved straffens fastsættelse lægges vægt på overtrædelsens grovhed, herunder den skade, fare og krænkelse, der er forbundet med overtrædelsen. Det er derfor allerede i dag en skærpende omstændighed, hvis et drabsoffer er synligt gravid. Der skal desuden udmåles en fælles skærpet straf, hvis der er begået flere strafbare handlinger, f.eks. flere drab.

Der er således allerede i dag mulighed for at idømme lovens strengeste straf, altså fængsel på livstid, ved drab på flere personer eller på en person, som er synligt gravid. Det kan i princippet betyde livslang afsoning. Hvis der ikke foreligger formildende eller skærpende omstændigheder i en sag om drab på en person, vil der efter fast retspraksis blive idømt en fængselsstraf på 12 år. Straffen på de 12 års fængsel er en straf i den høje ende; der kan som udgangspunkt ikke udmåles tidsbestemt fængselsstraf på mere end 16 års fængsel.

Retspraksis viser, at der almindeligvis idømmes en straf på 16 års fængsel for drab på to eller flere personer, men der er også en række sager, hvor den tiltalte er idømt livstid. Derfor synes jeg heller ikke, at der er grundlag for at gøre det til et fast udgangspunkt, at drab på flere personer og synligt gravide skal medføre fængsel på livstid. Så på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, om end vi meget gerne drøfter videre, hvad strafferammerne skal være, for det skal ikke ses som udtryk for, at regeringen generelt er imod strafskærpelser for alvorlig personfarlig kriminalitet.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen gennemføre en strafreform, hvor der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet, og regeringen vil som en del af strafreformen investere i en styrkelse af straffesagskæden, så vi skaber forudsætningerne for at kunne føre den retspolitik, vi rent faktisk også mener er rigtig. Her vil alvorlig personfarlig kriminalitet være et af de områder, hvor vi skal sikre, at straffen står mål med forbrydelsens grovhed.

I første omgang ser jeg frem til at modtage betænkningen fra det udvalg, der på nuværende tidspunkt er ved at afdække forholdet mellem strafniveauer og strafferammer. Betænkningen vil give et solidt grundlag for en politisk drøftelse af strafniveauerne. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Hvad er det for nogle formildende omstændigheder, justitsministeren tænker på, som skulle godtgøre, at man ikke skal have livstidsstraf, hvis man dræber to mennesker? Altså, hvad er det, ministeren overhovedet har i sine tanker, der kan være formildende under de omstændigheder? Jeg forstår det simpelt hen ikke. En ting er, at man i kådhed eller på anden måde kan slå ét menneske ihjel, men at man kan slå to mennesker ihjel og så alligevel få en tidsbegrænset straf i Danmark, betragter jeg som en fuldstændig hån, især mod offeret, men også mod de efterladte og retsbevidstheden. Så hvad er det for nogle formildende omstændigheder, justitsministeren tænker på?

Ministeren.

Jeg gør mig ikke på forhånd nogen tanker om, at der skal være nogle bestemte typer af formildende omstændigheder, for jeg deler sådan set både hr. Morten Messerschmidts indignation over det og ønske om retfærdighed i den mest udstrakte grad. Det er jo også derfor, at vi netop har nedsat et udvalg til at se på både strafferammer og strafudmåling, og det er selvfølgelig en betænkning, som regeringen agter at følge op på.

Spørgeren.

Men har justitsministeren ikke selv en holdning? Altså, har justitsministeren måske mødtes med nogle af de ofre, der sidder tilbage efter nogle af de her drab? For så tror jeg egentlig, at han selv ville blive påvirket og ikke behøve at sidde og læse lange betænkninger. Det her handler jo om noget helt elementært. Det handler om retssikkerhed, retfærdighed og rimelighed, og jeg kan slet ikke forstå, hvad det er for nogle hensyn blandt de strafformildende omstændigheder i straffeloven, der skal tilgodese en voldsforbryder, som slår to mennesker eller derover ihjel. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ministeren.

Jeg har fuldstændig respekt for det synspunkt, og jeg har også tidligere mødtes med efterladte efter bl.a. drabsofre, og det er rigtigt, at det gør et stort, stort indtryk på. Det er jo også derfor, at regeringen har det som en klar målsætning, at vi gerne vil skærpe straffene for grov personfarlig kriminalitet.

Tak til ministeren. Så er det første ordfører i ordførerrækken, og det er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Beslutningsforslaget lægger op til, at straffen for forsætligt drab på en eller to personer sættes op til fængsel på livstid, og forslaget nævner specifikt, at det samme skal gælde, hvis et drabsoffer var synligt gravid eller gerningsmanden havde kendskab til graviditeten, hvis det viser sig, at det ufødte foster ikke skulle overleve.

Drab er en af de absolut mest alvorlige forbrydelser, vi har, og derfor skal vi også reservere nogle af de tungeste sanktioner, vi har i kataloget, til de gerningspersoner, som slår et andet menneske ihjel. Det er vigtigt, at straffen afspejler alvoren af forbrydelsen, og derfor er vi også enige med forslagsstillerne så langt, at domstolene skal have mulighed for at idømme de strengeste straffe for de alvorligste forbrydelser.

Som justitsministeren allerede har været inde på i dag, er der mulighed for at idømme livstidsstraf i de konkrete tilfælde, som beslutningsforslaget nævner, og ministeren har også redegjort for retspraksis på området – en praksis, som viser, at domstole idømmer høje straffe for de her forbrydelser, og at retssystemet skal have og kan have den nødvendige fleksibilitet til at fastsætte straffe, der er passende for den konkrete sag.

Så vi kan ikke støtte forslaget, som vil gøre det til en fast regel, at drab på flere personer eller synligt gravide altid skal medføre en livstidsstraf, men som sagt har vi forståelse for forslagsstillernes intention, og vi er på ingen måde afvisende over for strafskærpelser for personfarlig kriminalitet, tværtimod. Derfor er det godt, at ministeren også nævner, at det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil arbejde for en strafreform, hvor der bliver sat hårdt ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet. Det arbejde ser vi frem til. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Bare for at det her ikke kun kommer til at handle om strafhensynet, vil jeg sige, at det jo i vidt omfang også handler om de efterladte. Hvis der f.eks. er tale om partnerdrab, vil de efterladte jo ofte sidde tilbage med børn, altså børnenes børn, den dræbtes børn, dvs. børnebørn. Der er det af enormt stor betydning, hvornår morderen kommer ud af fængslet igen. Får man en tidsbegrænset fængselsstraf på 16 år, kan man jo søge om prøveløsladelse efter to tredjedele afsonet fængselstid, dvs. efter 10 år. Får man en livstidsstraf, kan man tidligst søge om prøveløsladelse efter minimum 12 års afsoning, og det betyder jo ganske meget. Hvis man forestiller sig, at børnene måske er en 2-3 år, da den ene, mor eller far, bliver slået ihjel og den anden så ryger i fængsel, betyder det jo enormt meget, om de børn er 13-14 år, eller om de er 15-16 år, når morderen kommer fri igen. Så kan hr. Bjørn Brandenborg godt forstå, at det er et hensyn, der er væsentligt, og at vi derfor har brug for, når folk begår flere drab, at man selvfølgelig idømmer dem livstid?

Ordfører.

Det er jeg meget, meget enig i at der også er nødt til at være et hensyn til. Det var også det, jeg forsøgte at redegøre for i min tale. Men det er også derfor, der netop er og skal være mulighed for at idømme den allerstrengeste straf til nogen, der begår de her forbrydelser, og heldigvis er det også noget, som vi jo ser at vores domstole gør. Så ja, det er jeg enig i at der selvfølgelig skal være mulighed for.

Spørgeren.

Nu har jeg så selv stået i den situation ved en byret, hvor det, at en morder havde slået to piger ihjel, ikke var nok til, at man fik livstid. Det er lidt af en øjenåbner – ikke at jeg ønsker det for nogen. Men måske skulle vi sige, at slår man to mennesker ihjel, så er der ikke nogen kattelem – altså, så er det livstid. Det er helt fint, hvis regeringen og Socialdemokratiet mener, der kan være nogle formildende omstændigheder, hvis man kun slår ét menneske ihjel. Det er jo et synspunkt. Men kunne vi i det mindste ikke sige, at slår man to mennesker ihjel, så er det livstid?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at først og fremmest gør det stort indtryk på mig, når hr. Morten Messerschmidt her vælger at dele sin egen historie.

Jeg deler ambitionen om, at vi skal have mulighed for at kunne idømme folk, der begår drab, en meget, meget hård straf. Det er min egen holdning, det er også regeringens holdning. Vi kigger lige nu på, hvordan vi kan gøre det i videre udstrækning. Ja, så langt er jeg enig i, at man skal have mulighed for at kunne idømme den allerallerhårdeste straf.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Drab straffes efter straffelovens § 237 med op til livstid. Inden for dette interval, altså fra de 5 år op til livstid, dømmer retten ifølge straffelovens §§ 80, 81 og 82 fængsel på livstid. Det er det samme som livsvarigt fængsel, og det er en tidsubestemt straf. Der er rigtig mange drab, der udløser fængsel på livstid.

Det er jo altså sådan, at det er domstolen, der i den konkrete sag afgør, hvilken straf der skal udmåles, herunder også om det er livstid, eller om det er 16 år eller 12 år. Det er fuldstændig korrekt, som hr. Morten Messerschmidt siger, at der ved de 16 år i hvert fald er en mulighed for at søge om at blive prøveløsladt efter de 12 år. Spørgsmålet er, om der er behov for ændringer i det her. Ja, jeg understreger jo altså, at vi har en strafferamme på livstid, så vi kan jo efter min opfattelse ikke komme højere op, i hvert fald ikke i Danmark – det er jo noget, man bruger i USA – så derfor mener jeg sådan set ikke, der er brug for ændringer. Det, som hr. Morten Messerschmidt sådan i realiteten appellerer til, er, at der skal være en fast straf – som er vedtaget af Folketinget – med fængsel på livstid, hvis man har ombragt to personer, og det er da, det må jeg rose, et forslag, der er til at forstå.

Men det er jo så også til at forstå, at vi så her i Folketinget i langt højere grad end hidtil begynder at fastsætte minimumsstraffe – jeg ved ikke, om man kan bruge det udtryk; det kan man vist godt – eller at vi i hvert fald her i Folketinget fastsætter straffen, og der fratager vi altså domstolene den vurdering, som domstolene kan have. Og jeg skal ikke kunne sige, hvilke momenter der kan spille ind, men her er vi jo så heldige, at domstolene har den tiltalte foran sig, og at de har alle mulige personundersøgelser og mentalerklæringer, som de kan gå ind i. Jeg er i hvert fald meget betænkelig ved, at vi her i Folketinget fastsætter straffen for forbrydelser i forhold til nogle retssager, som vi ikke kender, og under nogle omstændigheder, som vi ikke kender.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jo, vi har jo allerede minimumsstrafferammen i § 237, hvis man begår manddrab. Og en start kunne jo være, at vi så siger, at vi tæller det pr. drab, altså således at det, hvis man slår to ihjel, så i hvert fald skal være det dobbelte af, hvis man havde slået en ihjel. Og jeg synes egentlig også, at vi især i forhold til det med, hvornår man kan søge prøveløsladelse, bør operere med, at man kan få flere gange livstid.

Jeg er sådan set med på, at det er svært for et almindeligt menneske at afsone livstid mere end en gang, men eftersom livstid jo meget, meget sjældent er livstid og man i dag, hvis man får livstid, kan søge om prøveløsladelse efter 12 år, ville det jo være naturligt, at man, hvis man havde slået to mennesker ihjel, så fik dobbelt livstid, og at man således først kunne søge om prøveløsladelse efter 24 år. Kan hr. Preben Bang Henriksen måske gå ned ad den vej?

Ordføreren.

Det er svært lige at stå og tage stilling til her. For nu kommer vi over i et andet aspekt, der handler om prøveløsladelser, og der er jo nogle helt andre kriterier, der gør sig gældende for, om man kan blive prøveløsladt, men det står jo selvfølgelig en frit for at ændre på de kriterier. Jeg har nu ikke umiddelbart nogen planer om det, og det er også, fordi jeg, når jeg kigger på, hvad der er retspraksis – og der tror jeg da, hr. Morten Messerschmidt kan finde en vis trøst i det, og jeg har i hvert fald ikke set et bevis for det modsatte – så vil sige, at den langt, langt overvejende del af dommene i de sager, hvor der er ombragt to mennesker, har givet fængsel på livstid. Jeg kan her inden for de senere år finde to domme, hvor det ikke er tilfældet, men jeg tror ikke, der er behov for forslaget, fordi dommerne allerede dømmer fængsel på livstid.

Spørgeren.

Det tror jeg hr. Preben Bang Henriksen har ret i. Men han glemmer desværre, at det typisk er ved landsretssagen, og at det altså for de pårørende til ofrene er en ekstremt smertefuld proces først at skulle igennem en byretssag, hvor man så siger, at det klarer landsretten, og man derfor giver en tidsbegrænset fængselsstraf, hvorefter de så skal gå og vente 14 dage på, om anklagemyndigheden vil anke eller den ikke vil anke, og de så først ved landsretten får den endelige og dermed den – det tror jeg er vi enige om – rigtige afgørelse.

Ville det ikke af hensynet til ofrene – her tænker jeg ikke kun på dem, der er døde, men også deres pårørende – være rimeligt at sige, at slår man to mennesker ihjel, skal man have livstid?

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt har ret i, at det er landsrets- og højesteretsdommene, som jeg har kigget på, hvilket måske også skyldes, at de stammer fra en tid, hvor sagerne begyndte i landsretten, hvis de var så alvorlige som her. Men det skal vi nu ikke diskutere nærmere. Jeg synes – og det er jo sådan set det grundlæggende i det her – at det er domstolene, der skal ind og vurdere straffen i den konkrete sag. Det skal vi ikke gøre her i Folketinget.

Dermed tak til ordføreren. Den næste på talerstolen er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak til forslagsstillerne for at fremsætte B 73 om skærpet straf for forsætligt drab på flere personer og gravide. Med forslaget vil forslagsstillerne skærpe straffen for forsætligt drab på flere personer og gravide.

Jeg tror vel, de fleste kender til eller husker sagen om den 29-årig kvinde Louise Borglit, der blev dræbt på brutal vis i Elverparken i Herlev i 2016. Det var en frygtelig sag, det er en frygtelig sag, og vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at den type forbrydelser ikke sker. At tage et andet menneskes liv er en af de værste forbrydelser, nogen kan begå, og der er det vigtigt, at man fra samfundets side sætter hårdt og konsekvent ind over for den type kriminalitet.

Forslaget, som vi behandler her i dag, vil så sende et klart signal om, at drab på flere personer og gravide ikke vil blive tolereret, og at de ansvarlige vil blive straffet hårdere. Hvis man begår så alvorlige forbrydelser, skal det efter Danmarksdemokraternes opfattelse have en passende straf, som er den absolut hårdest mulige, man kan finde. Vi har brug for at sende et stærkt signal til samfundet og til gerningsmændene om, at vi ikke vil acceptere sådan nogle forbrydelser, at vi ikke vil tolerere det i et retssamfund som det danske, og at der skal være alvorlige konsekvenser for dem, der vælger at begå dem. Ved at skærpe straffen for forsætligt drab på flere personer og gravide gør vi netop det, og derfor kan Danmarksdemokraterne støtte forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, og så går vi til fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Dansk Folkeparti har fremsat et overordentlig godt beslutningsforslag, så mange tak for det. Det består af to dele. Den første del er, at straffen for forsætligt drab på to eller flere skærpes til fængsel på livstid. Til det kan jeg sige, at det erklærer vi os enige i. Der er nok, hvis man tager hele retssystemet, et behov for at man, når man ændrer på straffens længde og laver strafskærpelser, så lige sikrer, at der også er plads i fængslerne, og at der også er fængselsbetjente til det. Men det er jo praktik, og her diskuterer vi politik og politiske holdninger og ideologi. Jeg vil bare sige, at det er vi enige i.

Det andet er at øge straffen for forsætligt drab til fængsel på livstid, hvis en gerningsmand forsætligt slår en synligt gravid kvinde ihjel, eller hvis vedkommende har kendskab til, at offeret er gravid – dermed skal forbrydelsen også vurderes som to drab. Jeg forstår det til fulde og er helt enig i ønsket om hårdere straffe til gerningsmænd, som slår gravide ihjel, for de frarøver jo ikke kun en kommende mor livet, de frarøver også barnet livet.

Hvis man tager de forfærdelige hændelser i Snøde på Langeland tilbage i 2016, er det er jo et eksempel herpå – en jaloux ekskæreste, som slår en synligt gravid kvinde og hendes nye kæreste ihjel. Jeg tror faktisk, at vi alle godt kan huske det, og jeg tror, at vi alle sammen får det sådan lidt skidt af at tænke på det. Det skal vi som samfund straffe hårdt, og vi bakker fuldt op om, at det skal føre til en strafskærpelse, hvis gerningsmanden har været bekendt med, at offeret var gravid.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak for det. Ligesom foregående ordførere forstår jeg fuldt ud baggrunden for, at man har fremsat det her beslutningsforslag i Dansk Folkeparti. Det er jo også et beslutningsforslag, som vi har diskuteret før her i Folketingssalen, og sidst vi diskuterede det, kunne Enhedslisten ikke støtte forslaget, og det kan vi stadig væk ikke.

Det er der flere grunde til at vi ikke kan. Den ene grund er, at jeg og vi i Enhedslisten synes, at det skaber lidt forvirring om, hvem der er den udøvende magt, og hvem der er den dømmende magt, fordi beslutningsforslaget jo lægger op til, at der skal være en minimumsstraf, altså at der skal være en fastsat straf for den her type kriminalitet. Det næste problem er så spørgsmålet om akkumuleret straf. I Danmark betragter vi en forbrydelse som ét handlingsforløb, og der kan jo så i den handling være mange forskellige forbrydelser. F.eks. kan et indbrud jo både være hærværk og tyveri, men det straffer vi ikke som to separate forløb – vi ser det som én handling og straffer det så derefter.

Så det er ligesom det, jeg synes er problemerne ved det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti og grunden til, at vi ikke kan støtte det.

Det næste er så, at et drab på en kvinde, som er gravid, oftest vil være et partnerdrab, og da er vi jo sammen herinde i Folketingssalen mødtes om at lave en handlingsplan, som skal forebygge partnerdrab, og som skal forebygge kvindedrab – og det er noget, som jeg er virkelig glad for. Og det tænker jeg også vil forebygge den her slags kriminalitet – det håber jeg i hvert fald – for det er jo altid forfærdeligt at slå et menneske ihjel, men det er på en eller anden måde det laveste af det lave, man kan komme i tanke om, at slå en gravid kvinde ihjel. Og derfor skal det forebygges.

Men jeg mener ikke, at det, som Dansk Folkeparti foreslår her, er den rigtige vej, selv om jeg hundrede procent forstår intentionen. Jeg tror hellere, vi herinde fælles skal finde ud af – og det håber jeg at Dansk Folkeparti vil være med til – at finde varig finansiering til en indsats mod partnervold og mod partnerdrab.

Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Vi vil meget gerne være med til at forebygge. Men jeg tror, at karakteren af de fleste af de sager om manddrab, der er, nok er sådan, at det er svært, og derfor tror vi mere på både den individualpræventive og den generalpræventive effekt ved at straffe hårdt. Det er trods alt sjældent, at folk begår alvorlige, samfundsskadelige forbrydelser, når de sidder i fængsel, så der sidder de her mennesker jo nok bedst. Men når Enhedslisten siger, at man er imod minimumsstraffe og det, at Folketinget ligesom griber ind i forhold til det skøn, som jo almindeligvis ligger hos domstolene, betyder det så også, at Enhedslisten faktisk ønsker at ændre den 5-årsminimumsgrænse, der i dag ligger i straffeloven, for manddrab?

Ordføreren.

Nej, det er ikke et beslutningsforslag, som jeg lige er på vej med, hr. Morten Messerschmidt. Men jeg synes, at det er godt, at det er domstolene, der laver skønnet. Det synes jeg er bedst; det synes jeg klæder en retsstat bedst. Det synes jeg helt bestemt. Og jeg synes egentlig, at hr. Morten Messerschmidt understreger meget godt med det spørgsmål, at straffen for manddrab jo er rigtig høj i dag, og det er en god ting. Det kommer vi ikke med forslag om at ændre på.

Spørgeren.

Det tror jeg ikke at der er ret mange af de pårørende der synes. Alene det at skulle leve i en måske årelang uvished om, hvorvidt en gerningsmand, der altså ikke har ét, men hele to liv på samvittigheden, skal have en livstidsdom eller forvaring for den sags skyld, er ubærligt. Og det er jo derfor, at vi sådan set gerne vil være på både offerets, men også på offerets families side og sige: Findes man skyldig i forsætligt manddrab, er der ingen vej uden om at få livstid. Og jeg har forstået budskabet, og der danner sig jo også nogle, hvad kan man sige, sådan symptomatiske meldinger i rød og blå blok her. Men jeg håber alligevel, at fru Rosa Lund i sit arbejde vil tænke på ikke bare offeret og den eventuelle sådan individualpræventive effekt, altså om man kan få ham til ikke at slå ihjel igen, men også vil tænke på offerets familie og de efterladte.

Ordføreren.

Hr. Morten Messerschmidt kan være helt rolig. Enhedslisten og jeg selv tænker altid også på de efterladte og på familien. Derfor synes jeg f.eks., at det er så afgørende, at der er et værn for børnene, når en mor bliver slået ihjel. Hvor er det dog pinligt, at når en mor bliver slået ihjel, så bliver børnene efterladt af systemet. Det synes jeg da vi skal lave om. Det må da være det første. Så det er sådan set ikke der, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er uenige. Det, jeg er optaget af, er at finde ud af, hvordan vi sikrer, at nogen ikke slår ihjel i første omgang, og det er derfor, jeg er så optaget af, at vi får en bedre indsats mod kvindedrab.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Vi kan ikke umiddelbart støtte forslaget i dag, men vi synes, der bliver stillet nogle relevante spørgsmål, altså f.eks. hvorvidt et drab på en gravid skal tælle som to drab. Det synes vi er et relevant og meget passende spørgsmål. Så er der også spørgsmålet om livstid. Jeg ved ikke helt – det kan forslagsstilleren måske forklare – om det er et forsøg på at undgå, at folk kommer ud efter de der 17 år, eller om det handler om selve dommen, for det er jo sådan et paradoks, i forhold til at vi siger, vi har livstid, men det er det jo så egentlig sjældent, medmindre det er en forvaringsdom.

Så vi kan ikke umiddelbart støtte beslutningsforslaget, men det er ikke, fordi vi er afvisende over for at se på nogle af de problemstillinger, der bliver nævnt. Jeg synes så, at de vil passe rigtig fint ind i det udvalg, som regeringen også har tænkt sig at tage initiativ til i forhold til en strafreform. Jeg ved ikke helt, om vi kommer til at være med hele vejen, for det er jo en kendt sag, at vi ikke just er begejstrede for for mange strafskærpelser. Det kan jo være på sin plads med nogle, og det er også derfor, jeg siger, at jeg ikke vil afvise, at vi kan være med på noget af det her, især det her perspektiv, der handler om gravide og ufødte børn.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for den positive tilkendegivelse. Det er bestemt noteret. Der var jo sådan flere elementer i det. Det lader til, at vi kan være enige om, at et ufødt barn også skal takseres som et menneske, og at det dermed også skal takseres som drab, i hvert fald hvis gerningsmanden er bekendt med, at han – det er jo typisk en mand – slår to mennesker ihjel ved sin ugerning.

Det, der er tanken i forhold til strafudmålingen, er for det første, at der i dag er eksempler på, at gerningsmænd slår to, typisk kvinder, ihjel og alligevel får en tidsbegrænset fængselsstraf. Det vil vi gerne gøre op med, og så vil vi gerne gøre op med, at der er den her lineære sammenhæng, i forhold til hvornår man kan søge om prøveløsladelse. Altså, hvis man forestiller sig, at børnene er ret små, kan det for familiens tryghed være ret afgørende, at gerningsmanden ikke kan søge om prøveløsladelse og så være ude, når de måske er 11-12 år. Ved at give en livstidsdom forlænger man så tiden og muligheden for, hvornår gerningsmanden kan søge om prøveløsladelse.

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, det lyder som vigtige, kloge overvejelser, og jeg vil bare sige, uden at det skal blive for personligt, at det faktisk rører mig, når der er et forslag, der netop handler om at anerkende ufødte børn som børn. For jeg var selv så uheldig at føde et barn, der nåede at dø, lige inden jeg fødte hende, og hun var et menneske for mig. Jeg har slet ikke nået at tænke på det, for normalt prøver man jo at holde sådan noget væk fra politik, men det slår mig, når jeg står her. Det er jo også en anerkendelse af det, og det vil jeg bare sige tak for. Det sætter jeg stor pris på. Det tror jeg alle der har oplevet noget lignende kan skrive under på. Det er jo ultimativt det allerværste: nogen, der mister en partner eller en datter, som så tilmed havde et ufødt barn i maven. En anerkendelse af det er vi meget positivt indstillet over for.

Til det andet vil jeg sige, at selv om vi ikke er meget for de her meget, meget lange straffe og egentlig synes, at det er fint, at vi har den praksis, vi har i dag, så er jeg slet ikke afvisende i forhold til at kigge på det, især ikke af hensyn til de børn, som er derude, for dem tænker vi selvfølgelig også på.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte forslaget. I Nye Borgerlige er vi meget optaget af, at vi får hævet straffen – ikke bare strafferammen, men også normalstraffene – for personfarlig kriminalitet og ikke mindst for de grove personfarlige forbrydelser. Det var noget af det, vi diskuterede i sidste valgperiode med alle borgerlige partier. Det er noget, som jeg er glad for at regeringen også sætter fokus på.

Jeg synes, at vi også i den sammenhæng skylder at sige, at det kommer med en pris. Det er ikke prisen for forbryderen; den er jeg sådan set ligeglad med. Men det kommer med en pris, i forhold til at vi er nødt til at sørge for, at der er fængselspladser. Jeg er med på, at lige det her forslag – det er gudskelov begrænset, hvor mange der begår den type forbrydelser – nok kan rummes inden for den aftale, der tidligere var lavet for kriminalforsorgen, selv om vi har et meget stramt budget. Men når vi laver den større operation, kommer det med en pris.

Noget af det, vi i Nye Borgerlige har foreslået, er, at når vi har udvisningsdømte kriminelle udlændinge, vil vi gerne have dem ud af landet, og vi vil også gerne sørge for, at de ikke kommer tilbage til Danmark efterfølgende. Der er jo i den tidligere kriminalforsorgsaftale lavet en aftale om, at de skal sendes til Kosovo, så vidt jeg husker, og herfra kan de så komme tilbage til Danmark, når de er færdige med at afsone deres straf. Det kommer også med en pris. Det kommer med en pris, der handler om, at de skal kunne få besøg, at der skal være forskellige forhold, når de er i Kosovo, og at de har nogle rettigheder, når de så kommer tilbage.

Hele det her bliver vi set fra Nye Borgerliges synspunkt nødt til at se på. Altså, hvordan prioriterer vi midlerne, hvis vi erkender, at vi ikke bare kan bygge nye fængselspladser, uden at det koster, og hvis vi tilsvarende erkender, at der også skal personale osv. til? Så hele den store diskussion vil vi meget gerne være med til at tage, og vi er også villige til at finde de penge, der skal til for at finansiere det. For det er vigtigt for os, at vi får større fokus på at øge straffen for grove personfarlige forbrydelser.

I forhold til det konkrete bakker vi også op om forslaget. Vi er som udgangspunkt imod minimumsstraffe. Jeg kan godt forstå argumenterne, der kommer fra andre partier, og som handler om, at man skal adskille den lovgivende og den dømmende magt. Omvendt må jeg også bare spørge: Hvis ikke man får reel livstid for at have begået et overlagt drab på to personer, hvornår får man det så? Altså, hvornår får man det så? Hvis ikke det er sådan – og det er det jo åbenlyst ikke i dag – er der jo et eller andet galt. Og hvordan vi kan skubbe til systemet og skubbe til vores retssystem og lovgive os ud af det her, hvis det vitterlig er det, vi ønsker, uden at indføre minimumsstraffe, har jeg simpelt hen ikke svaret på.

Og når man ikke har svaret på det, synes jeg også, at man indimellem skylder at sige, at så må man bakke op om den næstbedste løsning og så indgå det kompromis, som det for mig og for Nye Borgerlige er at sige, at lige præcis på det her område ser vi at det er okay og legitimt, fordi man begår et tilsigtet drab på to personer, og det er det selvfølgelig også i forhold til en, som er synligt gravid, eller som man er bevidst om er gravid, som der står i forslaget. Det der med, om man er synligt gravid, kan være enormt følsomt for mange kvinder, og jeg synes ikke, det er særlig sjovt at blive spurgt, om man venter sig eller ikke venter sig. Men helt alvorligt er der jo en reel diskussion, som handler om, at det barn, som er et ufødt barn, også har en far og nogle pårørende, som har en relation til det ufødte barn, som kan være lige så stærk som den relation, som jeg kan have til mine sønner, som har levet i mange år, eller som vi kan have til vores søskende eller vores forældre.

Så vi bakker op om forslaget og erkender også, at lige præcis her går vi på kompromis med et synspunkt, som vi har på andre områder, og som handler om, at vi egentlig ikke bryder os om minimumsstraf.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Jeg kan starte med at berolige fru Pernille Vermund med, at det skam også gør ondt på os mænd, når vi bliver spurgt, om vi er gravide.

Men vi skal her diskutere beslutningsforslaget om skærpet straf for forsætligt drab på flere personer og gravide. Det er et forslag, som jeg intuitivt forstår. Som en mand og en familiefar kan jeg ikke forestille mig noget værre end det, at en gravid kvinde dør, og slet ikke, hvis det er på grund af drab. Gravide bærer jo vores håb og vores tro på fremtiden. Så jeg forstår så udmærket hr. Morten Messerschmidts holdning. Jeg er selv for hårde straffe, og jeg har på min egen krop også mærkerne fra et liv, hvor jeg har stået for civilisationens opretholdelse og de svages beskyttelse over for voldelige og kriminelle barbarer. Så mit engagement i strenge og direkte straffe er ikke til at tage fejl af.

Et drab på en gravid kvinde eller et drab på flere mennesker er dog i min forståelse allerede en skærpende omstændighed. Vi kan derfor i Liberal Alliance ikke være med til at lave lovgivningen om, som forslagsstillerne ønsker det. For enhver dommer i dette rige burde jo være enig i, at drab på flere og drab på gravide er voldsomt skærpende omstændigheder under den nuværende lovgivning. Det her vil altså virke som en art detailstyring af domstolene, som vi i Liberal Alliance ikke ser som hensigtsmæssig.

Så jeg forstår hr. Morten Messerschmidts tilgang til tingene, og jeg støtter også den intention, hr. Morten Messerschmidt er fortaler for, men det er vigtigt, at dommerne gør det, de er gode til, i retsvæsenet, og at vi her i Folketinget gør det, vi er gode til som lovgivere. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Altså, jeg forstår sagtens det principielle synspunkt, at selv om man har slået et par kvinder ihjel, så kan der være nogle formildende omstændigheder, som gør, at man ikke skal have livstidsstraf. Jeg forstår ikke, at man kan indtage det synspunkt, men jeg forstår, at der er nogle, der gør det.

Så vil jeg bare gerne høre, om hr. Steffen Larsen vil nævne nogle af de formildende omstændigheder, han i den situation synes taler for, at man ikke skal have livstidsstraf.

Ordføreren.

Jeg skal ikke stå her og nævne nogle formildende omstændigheder. Som jeg sagde, tror jeg nærmere, at det er skærpende omstændigheder, hvis man slår flere ihjel. Det er sådan, jeg ser det, og det er også sådan, jeg håber at retsvæsenet ser det.

Spørgeren.

Nej, det er det jo ikke, for der er sager, hvor det ikke ender med livsvarigt fængsel, selv om man har slået to ihjel. Det er jo det, der er pointen. For hvis det var sådan, var der jo ingen grund til at fremsætte det her forslag. Vi vil gerne hjælpe domstolene på vej til det, som vi betragter som det rimelige, det retfærdige og det rigtige resultat. Og der siger hr. Steffen Larsen, at det vil han også gerne, men han vil bare ikke stemme for forslaget. Det må jo så betyde, at der er et eller andet uoverensstemmende mellem hr. Steffen Larsens ønske om, hvordan virkeligheden skal være, og så den virkelighed, der er derude.

Hvis hr. Steffen Larsen ikke vil stemme for det her forslag, hvad agter han så at gøre for at sikre det, vi tilsyneladende er enige om, nemlig at hvis man slår flere mennesker ihjel, herunder myrder en gravid kvinde, så skal man have livstid?

Ordføreren.

Det er netop principperne, der skal være det bærende her, når vi foretager os ting fra Folketingets side. Og helt grundlæggende er det sådan, at jeg som sagt forventer, at vores dommere gør det, de er gode til, og at vi her i Folketinget skal tage os af lovgivningen. Jeg er ikke særlig glad for minimumsstraffe. Man kan jo lave betænkninger til lovforslag, hvor man angiver, hvad man forventer, og hvad man tænker, som ligger ud over, hvad man skriver direkte i loven, og det skal domstolene jo trods alt også forholde sig til.

Så man kan jo sige, at det i hvert fald med garanti skal være en skærpende omstændighed i det tilfælde, men ikke skal gøres til en lov, for vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden af ting. Vi ved ikke, hvilke retssager der kommer. Vi kan ikke forestille os alle eventualiteter.

Godt. Der er ikke flere bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt. Velkommen.

Tak, formand. Vi forventer, at dommerne gør det, de er gode til, siger hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Nej, altså, det, der står i grundloven, er, at dommerne har i deres kald ene at følge loven. Det er det, vi forventer af dem. De følger loven, og i dag er loven jo indrettet sådan, at man ved manddrab idømmer 5 års fængsel eller op til livstid. Men så er der en række formildende omstændigheder i straffelovens § 82, som gør, at man i en række sager ikke når livstid, end ikke i sager, hvor gerningsmanden har slået flere ihjel, herunder sager, hvor dobbeltdrabet består i, at gerningsmanden er bekendt med, at ofret er en gravid kvinde. Vi taler her om vel nok den mest alvorlige forbrydelse, man kan begå, og Folketinget har allerede taget stilling til, at der er en minimumsstraf, nemlig 5 år. Det har jeg egentlig heller ikke hørt andre end måske lidt Enhedslistens fru Rosa Lund sætte spørgsmålstegn ved. Vi vil altså ikke have domme for manddrab under 5 år.

Allerede der har Folketingets meget, meget brede flertal jo bevæget sig ind på dommernes domæne og er begyndt at blande sig i strafudmålingen. Det ansvar kan man jo ikke bare løbe fra. Altså, hvis man har sagt, at Folketinget kan blande sig i strafudmålingen, så må det også forventes, at man kan have en holdning videre ud over det. Jeg har ikke hørt nogen heroppefra sige, at man kan angive, hvad det er for nogle af de i § 82 nævnte anliggender, som retfærdiggør, at man efter at have slået to personer ihjel skulle have en anden straf end livstid. Alligevel er det det, der sker. Der vil vi i Dansk Folkeparti derfor gerne hjælpe Folketinget med at få bragt ønsket, man har, i overensstemmelse med virkeligheden.

Det paradoksale er, at det er så enkelt, at hvis man bare vedtog et beslutningsforslag – eller hvis regeringen fremsatte et, skulle vi nok også gerne stemme for det – så kunne man slå det fast. Så på overfladen er vi altså enige, men i den praktiske verden er vi uenige, fordi man ikke vil blande sig i domstolenes strafudmåling, samtidig med at man gerne vil blande sig i domstolenes strafudmåling. Nogle gange kan jeg godt forstå, at vælgerne bliver en lille smule mismodige.

Man kan jo spørge sig selv, hvorfor vi som samfund overhovedet straffer. Der er jo det sådan traditionelle princip, talionsprincippet: øje for øje og tand for tand osv., og det er noget med gengældelsesfølelsen og retsfølelsen osv. Det er vigtigt; det er vigtigt.

Så er der spørgsmålet om at sende et signal, et individualpræventivt signal, som gør, at gerningsmanden, inden han realiserer gerningen, lige tænker sig om og tænker, at samfundets straf ikke står mål med det her, og bremser sig selv. Man kan sige, at der også er en vis form for præventiv effekt i at sætte folk i fængsel. Det er meget få manddrab, der bliver begået i fængslerne. Der er fængselsbetjente, som flere har talt om, som er en knap ressource – det er jeg med på – trods alt gode til at forhindre den slags. Så det kunne være det andet hensyn.

Det tredje hensyn er hensynet til de efterladte, og det gælder selvfølgelig ved almindelig personfarlig forbrydelse, men det gælder i særklasse, når man helt mister et familiemedlem, en ven, en bekendt eller en nabo – når et menneske forsvinder fra jordens overflade. I den situation synes vi i Dansk Folkeparti, at der i udbredt grad er årsag til at tænke på familien og børnene, som blev nævnt ad flere omgange, og som i dag har en fuldstændig horribel retsstilling.

Jeg hader egentlig at bruge mit eget eksempel, men tillader mig det alligevel, fordi jeg var bragt i den barokke situation, synes jeg i hvert fald, for 4 år siden efter at have mistet min søster, og efter at en anden familie også havde mistet deres datter, søster, at morderen kunne begære forældremyndigheden over sine biologiske børn opretholdt og ovenikøbet fik fri proces, mens min familie måtte bruge rigtig meget tid og mange ressourcer på at kæmpe for det, der åbenlyst var det rigtige, nemlig at en mand, der slår både sin kæreste og tidligere kæreste ihjel og heldigvis skal sidde i fængsel, efter at byretsdommen var underkendt, på livstid, selvfølgelig ikke skal have forældremyndigheden og slet ikke, når familien er i stand til at håndtere det internt. Det er vigtigt. Tak for at nævne familien, fru Zenia Stampe.

Men der er altså nogle ting i hele det her system, både i forhold til det strafferetlige, i forhold til at sende det rigtige signal og sikre, at folk, der slår to ihjel, selvfølgelig skal have livstid, men også i forhold til det, der måske er det allerallermest vigtige, når vi, hvad det synes vi er enige om, så får buret vedkommende inde: et stærkere hensyn til familien. Og der betyder fængselsstraffen altså noget, medmindre vi vil tage et opgør – det vil jeg gerne gå ind i, hvis det er den vej, regeringen vil gå – med den automatiske mekanik, der ligger i, at man kan søge om prøveløsladelse, efter to tredjedele af straffen er afsonet. For får man en dom på 16 år, altså en tidsbetinget dom, kan der søges prøveløsladelse efter 10 år. Får man en tidsubegrænset dom, livstid, kan der først søges efter 12 år. Og der kan man jo godt sidde og sige: Hvad gør de 2 år? Det gør enormt meget. Hvis børnene er 3-4 år, når moren bliver slået ihjel, gør det enormt meget for deres selvstændighed og for, hvor meget skade morderen kan gøre som far på deres børn, hvis han kommer ud af fængslet, om de er 13-14 år, eller om de er 15-16 år.

Derfor handler det her ikke kun om talionsprincippet og øje for øje. Det handler ikke kun om at forhindre, at folk begår drab, ved at have nogle stærke straffe. Det handler også om, at de børn, der sidder tilbage, efterladt uden mor, fordi hun er død, og uden far, fordi han sidder i fængsel, får nogle stærke rammer. Og det er hele den tænkning, som ligger til grund for en del af det her forslag, ud over det lige så væsentlige, vil jeg sige, som er, at vi i hvert fald nu har fået en debat om, hvorvidt vi anerkender, at man kan være et menneske med rettigheder, også inden man er født? Det synes jeg i sig selv er ekstremt vigtigt – en ekstremt vigtig principiel stillingtagen. Selvfølgelig skal det betragtes som dobbelt manddrab, hvis man slår en person ihjel, vidende at hun bærer et andet menneske i sit skød.

Så tak for, synes jeg, den velvillige modtagelse af forslaget, vi har fået. Jeg havde lige håbet, at vi kunne sige, at her var noget, blå blok kunne stå samlet om, efter at hr. Peter Skaarup, fru Pernille Vermund og fru Mai Mercado var gået på talerstolen. Og så kom hr. Steffen Larsen, og det gav jo lidt skår i den blå glæde. Det må vi arbejde lidt på. Men nu har vi i hvert fald taget hul på den her debat. Og det, at vi har et åbenlyst flertal imod forslaget, håber jeg ikke forhindrer, at regeringen arbejder videre med det her – ikke på grund af mig og min familie, for vi har ressourcerne til at klare os. Det skal nok gå. Jeg tillader mig bare en sjælden gang at bruge det som eksempel for også at give lys til alle dem derude, som ikke selv har ressourcerne. Tak for ordet.

Tak. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning, og det er fra fru Pernille Vermund.

Tak for det, og igen tak for at fremsætte forslaget; Nye Borgerlige bakker som sagt op om det. Når jeg trykker mig ind nu, er det kun, fordi ordføreren sagde, at der var noget vigtigt her i forbindelse med at anerkende, at et ufødt barn er et menneske med rettigheder, også inden barnet er født. Det er måske et af de områder, hvor man kan spørge, hvor grænsen går. Vi diskuterer jo i øjeblikket abortgrænsen. Vi har en abortgrænse på 12 uger i dag, og der er diskussioner om, hvorvidt den skal hæves til 16 uger. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, hvor Dansk Folkeparti står i forhold til at vurdere, hvornår et foster er et barn med rettigheder, altså inden det er blevet født.

Ordføreren.

Vi synes bestemt ikke, at man skal hæve abortgrænsen. Vi synes, at den ligger, hvor den ligger, og at der ligger den fint. Så i den debat, der kører i øjeblikket, har vi meldt klart ud, at det kommer vi ikke til at gå ind i.

I relation til det her er der jo to elementer i det, for én ting er selve undfangelsen så at sige, men der er jo så også det med, hvornår forsættet indtræder, altså hvornår gerningsmanden ved, at det så at sige er to personer i den samme krop, der er tale om. Så anerkendelsen er jo den samme, men sammenhængen er forskellig. Det er i min optik to forskellige debatter. Der er abort, og så er der spørgsmålet om drab.

Spørgeren.

Bare for at forstå det rigtigt: Er det det faktum, at man er vidende om det? Hvis en kvinde er gravid i 8. uge og barnet bliver dræbt, svarer det til et drab på et individ, et menneske med rettigheder uden for moderens livmoder. Er det sådan, man skal forstå Dansk Folkepartis syn på et foster?

Ordføreren.

Vi tager jo i strafferetten udgangspunkt i gerningsmandens forståelse af sine gerninger, og hvis gerningsmanden ikke ved, at kvinden er gravid, må det i bedste fald blive opfattet som uagtsomt manddrab, og det har jo sin selvstændige bestemmelse i straffeloven.

Så er det fru Zenia Stampe.

Det var faktisk til lige præcis det sidste, som hr. Morten Messerschmidt sagde, for jeg tænkte bare, at hvis man går ind på tankegangen, nemlig hvordan man opfatter det ufødte barn – og der er der selvfølgelig en eller anden grænsedragning, som kan være vanskelig, men slet ikke umulig, tror jeg – kan man vel stadig væk anvende netop betegnelsen uagtsomt manddrab i et sådant tilfælde, så det nemlig ikke handler om, om man vidste det eller ej, men at det så kunne være uagtsomt. Så det er i virkeligheden bare en gentagelse af det, som hr. Morten Messerschmidt selv har sagt.

Ordføreren.

Ja, og det er jo derfor, vi har forsøgt at ramme det ind i forslaget ved at sige, at det skal være synligt, at offeret er gravid. Og jeg er helt med på, at der kan være forskellige måder, kvindekroppen er indrettet på. Nogle er det meget synligt på, og andre er det ikke så synligt på, som fru Pernille Vermund også var inde på tidligere. Men det er jo sådan et grundprincip i dansk strafferet, at man tager udgangspunkt i gerningsmandens forståelse af sine gerninger og altså har sådan en subjektiv tilgang til det, og derfor er jeg enig i, at er det på et stadie, hvor gerningsmanden ikke kunne gøre sig bekendt med det eller havde vidst noget om det, må det så ud fra den logik, vi almindeligvis arbejder med, kaldes uagtsomt manddrab.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.