Tak for det. »Et godt liv starter med et godt børneliv.« Sådan skriver regeringen i sit regeringsgrundlag, og de siger videre:
»Alle børn skal gives en tro på egne evner, livsmod og karakteregenskaber, som sætter dem i stand til at forme deres eget liv såvel som at præge de fællesskaber, de indgår i. Det forudsætter gode rammer for børn og unge – i familien, fritidslivet, lokalsamfundet og i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.«
Nu er det tid til at sætte handling bag de fine ord, der står i regeringsgrundlaget, og jeg har fremsat det her forslag, fordi vi ikke bare kan blive ved med at vente. Jeg vil gerne have, at regeringen nedsætter den her trivselskommission i år, altså inden udgangen af 2023, og så vil jeg gerne have, at den ud over at have et blik bare på psykiatrien også kigger på betingelserne for børn og unges liv og betydningen af de pædagogiske rammer.
Statsministeren har sagt:
»Hvis Socialdemokratiet danner regering efter næste valg, så er der en ting, der er vigtigere end alt andet: Vores børn skal have en bedre barndom.«
Det var ikke i den her valgkamp, det blev sagt – det var faktisk tilbage i sidste valgkamp. Og så sent som for 2 dage siden kunne man så læse på statsministerens facebookside:
»Jeg hørte om for mange timer på skærmen, lange skoledage og mangel på fællesskaber. Men mobning fyldte mest. Og fraværet af voksne, der siger fra og gør noget ved det.«
Altså: Mangel på fællesskaber og fravær af voksne.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har sagt, at han er – og jeg citerer – »skide bekymret«, da han bliver spurgt til det her med, at hvert syvende barn har været i behandling i psykiatrien, inden de fylder 18 år, og at der er en markant øget mistrivsel blandt børn, som der bliver fortalt om fra PPR. Han siger, at det lægger et massivt pres på PPR og på de unge, og derfor er mistrivsel et af de temaer, Venstre vil sætte fokus på og forsøge at løse.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt:
»Alt for mange unge ender i dyb krise, uden psykiatrien har tilstrækkelig muskelkraft til at kunne tilbyde dem hjælp. ... Men i virkeligheden skal vi arbejde for at skabe et samfund, hvor langt færre overhovedet får behov for psykiatri. De letteste patienter at behandle er nu engang dem, der aldrig bliver syge. Vi bør derfor tænke trivslen ind i langt mere politik, på samme måde som vi klogt har gjort det med den grønne omstilling.«
Det er faktisk ret mange kloge ting, der er blevet sagt, og siden jeg fremsatte det her beslutningsforslag, har vi jo så også haft et samråd, hvor børne- og undervisningsministeren lagde til – og det synes jeg var virkelig rigtigt sagt – at mange flere børn skal mødes af mere pædagogik og af mindre psykiatri. Når vi godt ved alt det her, tænker alt det her og taler om det, skal vi jo også sætte handling bag ordene. Og som jeg derfor også nævnte i mit spørgsmål til ministeren før, så var de 1.000 psykologer i deres opråb jo meget klare, i forhold til at hvis ikke der skabes bedre rammer og vilkår fra pædagoger, lærere og fagpersonale, er der intet håb for at vende den negative udvikling.
Derfor vil jeg gerne lave en lille krølle på det, som ministeren selv fremhævede, nemlig foreningslivet. Jeg elsker vores frivillige foreninger. Jeg var spejder, fra jeg fik mit allerførste dolkeduelighedstegn og helt op til, at jeg var søspejder, og lige nu tilbringer jeg mine lørdage på fodboldbanen med min 5-årige. Der er virkelig meget godt i vores frivillige foreninger, men det må bare ikke blive en undskyldning – regeringen skal tage politisk ansvar for at sikre de økonomiske rammer, der gør, at vi har pædagoger og lærere nok, for det er hele forudsætningen for at lave god pædagogik.
Det er ikke det samme at være en frivillig mor eller far i fodboldklubben og så at have et stærkt klubtilbud, hvor der måske er en pædagog, der har indrettet et musiklokale eller et kreaværksted eller arrangeret rollespil, og hvor man, når man er fordybet og er sammen om noget og er en del af noget større end en selv, jo netop får nogle snakke med den pædagog, hvilket kan være noget af det, der faktisk forandrer ens liv. Derfor synes jeg ikke, at vi må gøre det til et enten-eller, altså at det enten er pædagoger og lærere, eller også er det vores foreningsliv, for det er begge dele, og det kræver, at vi tager politisk ansvar for rent faktisk at investere i vores daginstitutioner og skoler.
Efter i dag står regeringen jo på en eller anden måde sådan en lille smule vingeskudt tilbage. Man har ikke tid til at lave et nyt karaktersystem, og man ved nu heller ikke engang, om man når at nedsætte den trivselskommission, man selv har skrevet om i sit regeringsgrundlag, et år efter man er tiltrådt som regering. Jeg undrer mig i virkeligheden en lille smule over, hvorfor det skal tage så lang tid. Når nu det her var det store tema i valgkampen, er det da en lille smule mærkeligt, at man ikke allerede har lavet trivselskommissionen. Derfor tænker jeg, at vi måske kan rette op på det i fællesskab, og derfor vil jeg, ligesom flere ordførere før mig også har sagt, sige, at i stedet for at det bliver sådan noget med alle os i oppositionen mod regeringen, kunne vi måske lande en tekst i fællesskab, og derfor vil jeg gerne arbejde videre med at lave en beretning, for det vigtigste for børn og unge er jo, at arbejdet kommer i gang.