Miljø- og Fødevareudvalget modtog den 5. september 2023 en række komitésager om anvendelse af OPE, NPE, TCE, chromtrioxid, natriumdichromat og 1,2-dichlormethan. Vil ministeren med afsæt i komitésagerne, jf. MOF alm. del – bilag nr. 537-549, besvare følgende spørgsmål:
1) Vil regeringen fremover i sager vedrørende forlængelse af foreslåede frister til anvendelse af problematiske stoffer redegøre for:
- Hvad producenten pålægges at gennemføre med henblik på substitution af det anvendte stof og dermed dets nedbrydningsprodukter i god tid inden fristens udløb?
- Hvor store mængder af stoffet, der anvendes i Europa og gældende frister for eventuel anvendelse efter solnedgangsdatoen?
- Hvilke planer og virkemidler, der eksisterer på europæisk plan for at reducere og eliminere tilførslerne til miljøet af stoffet, og hvornår udfasningen forventes afsluttet?
2) Vil ministeren herudover med afsæt i MOF alm. del – bilag nr. 537, 538, 539 og 542 forholde sig til følgende spørgsmål:
- Hvad agter producenten at foretage sig for at gennemføre alternativet indenfor de hhv. 7, 12 og 12 års tilladelsesperiode, altså at gøre det teknisk og økonomisk muligt?
- Hvor store mængder af OPE og NPE anvendes i Europa, og hvor stort er tabet af hormonforstyrrende nedbrydningsprodukter til miljøet fra denne produktion?
- Hvilke planer er der for at gennemføre fuldt producentansvar for udledning, emission og tab af farlige stoffer fra denne produktion i Europa, f.eks. gennem gebyrer, afgifter og lignende til f.eks. at dække det offentliges udgifter ifm. vandrensning m.v., og hvilken størrelse skal disse have for at sikre, at alternativerne til stoffer, der danner hormonforstyrrende nedbrydningsprodukter, gøres teknisk og økonomisk gennemførlige sådan, at tilførslerne til miljøet reduceres og elimineres?
- Findes der en bagatelgrænse for tab af hormonforstyrrende nedbrydningsprodukter som nonyl- og octylphenoler, eller skal der gribes ind overfor alle kilder, fordi der ikke findes en nedre grænse for den hormonforstyrrende effekt?
Dato: 11-09-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
affald og kemikalier, komitésager