Kulturudvalget (KUU) Alm. del

Samling: 2022-23 (2. samling)

Spørgsmål 20

Kildeskovshallen i Gentofte er et hovedværk i dansk arkitektur, ligesom dens omgivelser er i landskabsarkitektonisk særklasse. Slots- og Kulturstyrelsen har derfor ønsket at udvide den gældende fredning fra kun at omfatte selve bygningen til også at gælde for hele anlægget – Kildeskoven. Fredningen blev gennemført i 2019, men er blevet påklaget af Gentofte Kommune, der ønsker at opføre en yderligere tilbygning til svømmehallen i forlængelse af den første tilbygning fra 2000. Slots- og Kulturstyrelsen er i den mellemliggende periode indgået i forhandlinger med Gentofte Kommune med henblik på, at Gentofte Kommune skal fremlægge et byggeprojekt, som Slots- og Kulturstyrelsen vil kunne godkende, på trods af fredningen. Denne proces er nu så fremskreden, at Slots- og Kulturstyrelsen i et høringssvar til forslaget til lokalplan for området har skrevet til Gentofte Kommune, at ”det helt åbenlyst er lykkedes at finde frem til en løsning, der både tilgodeser kommunens byggeønsker og Kildeskovshallens samlede fredningsværdier.” I den samme høringsproces er der imidlertid kommet høringssvar fra Akademiraadet, foreningen Danske Landskabsarkitekter, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, docomomo Danmark (International Committee for Documentation and Conservation of Buildings, Sites and Neighborhoods of the Modern Movement), Danmarks Naturfredningsforening m.fl. Danske Landskabsarkitekter skriver, at udvidelsen vil ”tilsidesætte omgivelsesfredningen”, så svømmehallens ”landskabelige kvaliteter forsvinder for altid”. Derudover lægger de et mere arkitektonisk argument til grund for deres holdning, idet de skriver, at ”Udvidelsen lukker for 2002-tilbygningens kontakt til uderummet. Opholdet og svømmeturen i det eksisterende 50 meter bassin mister i væsentlig grad udsigten til beplantning og himmel.” Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur skriver, at udbygningen vil ”spolere oplevelsen af Kildeskovshallen som en arkitektonisk helhed af bygninger og landskab, der er beliggende i en skov”. Derudover mener foreningen ikke, at de bærende fredningsværdier vil kunne blive opretholdt, hvis man gennemfører udbygningen. Endelig har et usædvanligt stort antal borgere i Gentofte protesteret, ligesom Gentofte Sogns Grundejerforening, i hvis område svømmehallen er placeret, har insisteret på respekt for fredningen. På denne baggrund skal jeg anmode kulturministeren om at spørge Slots- og Kulturstyrelsen om, hvordan styrelsen er kommet frem til en vurdering, der er så forskellig fra, hvad samtlige høringssvar til dette projekt siger og spørge, om ministeren herefter vil sikre, at Slots- og Kulturstyrelsen lever op til sin mission om at beskytte kulturarven ved at gennemføre fredningen af Kildeskovshallens omgivelser uden at dispensere for yderligere byggeri på arealet?
Dato: 21-02-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne: kulturarv og bygningsbevaring

Endeligt svar

Dokumentdato: 14-03-2023
Modtaget: 14-03-2023
Omdelt: 15-03-2023

KUU alm. del - svar på MFU spm. 20 om at sikre, at Slots- og Kulturstyrelsen lever op til sin mission om at beskytte kulturarven ved at gennemføre fredningen af Kildeskovshallens omgivelser uden at dispensere for yderligere byggeri på arealet

KUU alm. del - svar på spm. 20 (pdf-version)
Html-version

Udvalgsspørgsmål

Dokumentdato: 21-02-2023
Modtaget: 03-10-2022
Omdelt: 21-02-2023

MFU spm. om at sikre, at Slots- og Kulturstyrelsen lever op til sin mission om at beskytte kulturarven ved at gennemføre fredningen af Kildeskovshallens omgivelser uden at dispensere for yderligere byggeri på arealet

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version