Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2022)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Dan Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
varmeforsyning (Overførsel af CO2-kvoter til statsstøttede CO2-fangstenheder og undtagelse af opvarmet
vand fra geotermiske anlæg fra prisreguleringen)
(Lovforslag nr. L 36)
Lovforslaget har til formål at
implementere dele af Klimaaftale for energi og
industri mv. 2020, dele af En
køreplan for fangst, transport og lagring af CO2 af 14. december 2021 og Opfølgende aftale om prisregulering af
geotermisk varme af 21. december 2021, i lov om
varmeforsyning (varmeforsyningsloven)
Lovforslaget
indeholder to ændringer af varmeforsyningsloven.
For det
første foreslås, at overskydende gratis tildelte
CO2-kvoter, hvor den eller de
overskydende CO2-kvoter er
opstået ved statslig støttet CO2-fangst, skal overføres til den
statsstøttede CO2-fangstenhed, som skal lade værdien
af den eller de overskydende CO2-kvoter indgå i beregningen af
støttebeløbet.
Forslaget skal
bidrage til at sikre, at der ikke udbetales ulovlig
statsstøtte i forbindelse med bl.a. CCUS-puljen. Uden
forslaget ville overskydende gratiskvoter skulle overføres
til varmekunderne, hvilket ville medføre, at den statslige
støtte til CO2-fangstanlæg ville gå til at
nedsætte varmeprisen i strid med
statsstøttereglerne.
For det andet foreslås det at give
Forsyningstilsynet mulighed for at undtage levering af fjernvarme
fra et geotermisk anlæg fra prisreguleringen i
varmeforsyningsloven, når en række betingelser er
opfyldt. Blandt andet skal parternes aftale om levering af
geotermisk varme indeholde den fornødne forbrugerbeskyttelse
og friholde forbrugerne fra de risici, der er forbundet med forhold
i undergrunden. Med forslaget vil Forsyningstilsynet ikke kunne
gribe ind i priser og betingelser for fjernvarme, der undtages fra
prisreguleringen.
Forslaget har til hensigt at øge
incitamentet for udnyttelse af geotermi i stor skala i Danmark.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft d. 1. januar 2023.
Da lovforslaget indebærer
erhvervsrettet lovgivning ønskes lovforslaget vedtaget
senest 4 uger før den 1. januar 2023.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.