Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2022)
Beskæftigelsesministeren (Peter
Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (Udmøntning af
Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens
Hovedorganisations aftale om principper for justering af
Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede m.v.)
(Lovforslag nr. L 23)
Lovforslaget giver Arbejdsmarkedets Fond
for Udstationerede (AFU) en udvidet mulighed for at inddrive
fagretlig bod fra sager om overenskomstbrud mod udstationerende
virksomheder på vegne af faglige organisationer. Denne del af
lovforslaget udmønter Aftale om
principper for justering af Arbejdsmarkedets Fond for
Udstationerede, som blev indgået mellem Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation
(FH) i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det
private arbejdsmarked i 2020. Forslaget understøtter
effekten af fagretlig bod og styrker samtidig inddrivelse af
lønmodtagernes løntilgodehavender som fastslået
fagretligt. Således bidrager forslaget til
håndhævelsen af kollektive overenskomster i relation
til udstationeringsområdet, og til at de fagretlige
afgørelser kan fuldbyrdes over for udstationerende
arbejdsgivere.
Lovforslaget sikrer desuden en beskyttelse
af fortroligheden af lønmodtagerens identitet ved, at
oplysninger om lønmodtagerens identitet som altovervejende
hovedregel ikke uden lønmodtagerens udtrykkelige samtykke
bliver videregivet til arbejdsgiveren i forbindelse med fondens
behandling af et løntilgodehavende m.v. Det er
formålet at afskære en eventuel risiko for, at
lønmodtageren udsættes for repressalier fra
arbejdsgiveren. For at kunne tage højde for særlige
situationer, f.eks. hvor oplysning om lønmodtagers identitet
er nødvendig for at arbejdsgiveren kan undgå
dobbeltbetaling af et løntilgodehavende foreslås det,
at beskæftigelsesministeren efter inddragelse af
arbejdsmarkedets parter kan fastsætte regler om, at fonden i
nærmere angivne situationer kan videregive oplysninger om
lønmodtagerens identitet til arbejdsgiveren, selvom
lønmodtageren ikke har givet samtykke hertil.
Det bemærkes, at et udkast til
reglerne om en særlig tavshedspligt vedrørende
lønmodtagerens identitet har været i ekstern
høring i ugerne op til fremsættelsen grundet behov for
afklaring af principielle spørgsmål.
Endvidere indfører lovforslaget en
ordning med obligatorisk remonstration (genvurdering) af AFU's
afgørelser. Forslaget medfører en effektiv proces ved
klager over fondens afgørelser og medvirker til at skabe en
mere smidig proces ud fra et teknisk og administrativt
synspunkt.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.