Fremsat den 5. oktober 2022 af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om et midlertidigt
børnetilskud til visse forsørgere
(Forlængelse af det midlertidige
børnetilskud for 2023)
§ 1
I lov nr. 1550 af 27. december 2019 om et
midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere, som
ændret ved § 19 i lov nr. 1558 af 27. december 2019, lov
nr. 781 af 4. maj 2021, lov nr. 225 af 15. februar 2022 og lov nr.
877 af 21. juni 2022 foretages følgende ændringer:
1. I
§ 7, stk. 1, 3. pkt., ændres
»den 28. februar 2023« til: »den 29. februar
2024«.
2. I
§ 17, 3. pkt., ændres
»2019-2022« til: »2019-2023«.
3. I
§ 19, stk. 2, ændres
»den 31. december 2022« til: »den 31. december
2023«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2023.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | Indholdsfortegnelse | 1. | Indledning | 2. | Forlængelse af
perioden for det midlertidige børnetilskud | 2.1. | Gældende
ret | 2.2 | Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | 3. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 3.1 | Økonomiske
konsekvenser af det midlertidige børnetilskud | 3.2 | Implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 6. | Klimamæssige
konsekvenser | 7. | Miljø- og
naturmæssige konsekvenser | 8. | Forholdet til
EU-retten | 9. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 10. | Sammenfattende
skema | | | | |
|
1. Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet), Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og
Kristendemokraterne indgik den 14. juni 2022 aftale om et nyt
kontanthjælpssystem med plads til børnene. Det
fremgår af aftalen, at aftalepartierne er enige om at
videreføre det midlertidige børnetilskud i form af et
børnetillæg og et fritidstillæg, som
målrettes børnene. Det fremgår også af
aftalen, at de nye regler træder i kraft snarest muligt og
senest den 1. januar 2024, og at det midlertidige
børnetilskud forlænges indtil ikrafttrædelsen af
de nye regler.
Lov om et midlertidigt børnetilskud til
visse forsørgere trådte i kraft den 1. januar 2020 og
fik virkning fra den 1. august 2019 til og med den 30. juni 2021.
Udbetalingen af det midlertidige børnetilskud er sidenhen
blevet forlænget tre gange og er senest blevet
forlænget til og med den 31. december 2022.
Det midlertidige børnetilskud er et
skattefrit tilskud og ydes til forældre, som er berørt
af kontanthjælpsloftet og/eller modtager
selvforsørgelses- og hjemrejse- eller overgangsydelse. Det
midlertidige børnetilskud ydes til forældre med
børn i alderen 0-14 år og skal sikre familierne bedre
økonomiske vilkår og bedre mulighed for at være
en del af fællesskabet. Tilskuddet udgør i 2022 718
kr. pr. barn månedligt af ydelsesmodtagere på de
laveste ydelser - det vil sige modtagere af
selvforsørgelses-, hjemrejseydelse eller modtagere af
overgangsydelse samt uddannelsesparate
uddannelseshjælpsmodtagere, 616 kr. månedligt pr. barn
af enlige, og 564 kr. månedligt pr. barn af øvrige
personer i målgruppen. Derudover får enlige
forsørgere et supplerende tilskud på 666 kr.
månedligt i 2022. Der er dog et loft for midlertidigt
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere,
idet det maksimale børnetilskud ikke kan overstige det
beløb, som den enkelte børnefamilie har mistet som
følge af kontanthjælpsloftet og som følge af
indførelsen af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse
og overgangsydelse.
Regeringen nedsatte i december 2019 en
ydelseskommission til at gentænke kontanthjælpssystemet
og finde en afløser for kontanthjælpsloftet uden, at
det ville blive muligt at modtage offentlige ydelser i
ubegrænset omfang.
Ydelseskommissionen afleverede sine
anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem den 31. maj 2021,
og den 14. juni 2022 blev der indgået aftale om et nyt
kontanthjælpssystem med plads til børnene. Det
fremgår af denne aftale, at det midlertidige
børnetilskud skal forlænges indtil
ikrafttrædelsen af de nye regler. Det forventes, at de nye
initiativer i aftalen træder i kraft senest den 1. januar
2024 og på den baggrund foreslås det at forlænge
det midlertidige børnetilskud til og med den 31. december
2023.
2. Forlængelse af perioden for det
midlertidige børnetilskud til visse
forsørgere
2.1. Gældende
ret
Lov om et midlertidigt børnetilskud til
visse forsørgere blev vedtaget den 20. december 2019 og
trådte i kraft den 1. januar 2020 med virkning fra den 1.
august 2019 til og med den 30. juni 2021.
En forlængelse af udbetalingen af det
midlertidige børnetilskud blev indført ved lov nr.
781 af 4. maj 2021. Ved lov nr. 225 af 15. februar 2022 blev det
midlertidige børnetilskud yderligere forlænget til og
med den 30. juni 2022. Senest blev det midlertidige
børnetilskud forlænget til og med den 31. december
2022 ved lov nr. 877 af 21. juni 2022.
Det fremgår af de gældende regler,
at ordningen har virkning fra og med den 1. august 2019 til og med
den 31. december 2022.
For forsørgere med børn i
alderen 0-14 år, der er berørt af
kontanthjælpsloftet og/eller indførelsen af
integrationsydelse - det vil sige modtager selvforsørgelses-
og hjemrejseydelse eller overgangsydelse - udgør det
midlertidige børnetilskud følgende forskellige
satser:
Det midlertidige børnetilskud
udgør 616 kr. månedligt pr. barn (2022-niveau) for
enlige personer, der forsørger eget barn under 15 år i
hjemmet og modtager uddannelseshjælp med
aktivitetstillæg, uddannelseshjælp med
barselstillæg, uddannelseshjælp med satsen for gravide
kvinder, der har passeret 12. svangerskabsuge,
uddannelseshjælp med satsen for personer, der har en
dokumenteret psykisk lidelse som nævnt i lov om aktiv
socialpolitik og har forsørgelsespligt over for et barn,
eller kontanthjælp. Den enkelte skal være berørt
af kontanthjælpsloftet og skal således have fået
nedsat en eller begge af disse ydelser: 1) boligstøtten
efter lov om individuel boligstøtte og 2) særlig
støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.
Det midlertidige børnetilskud
udgør 718 kr. månedligt pr. barn (2022-niveau) for
personer, der forsørger eget barn under 15 år i
hjemmet og modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse,
eller overgangsydelse, eller som modtager uddannelseshjælp
eller kontanthjælp og er gift eller samlevende med en person,
der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse, og derfor får beregnet deres hjælp,
således at begge i parret mindst modtager det beløb,
de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus. Det
midlertidige børnetilskud udgør samme beløb
(718 kr. månedligt pr. barn) for personer, der
forsørger eget barn under 15 år i hjemmet, og som
modtager uddannelseshjælp som uddannelsesparat og er
berørt af kontanthjælpsloftet, og således
får nedsat en eller begge af disse ydelser: 1)
boligstøtten efter lov om individuel boligstøtte og
2) særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv
socialpolitik.
Det midlertidige børnetilskud
udgør 564 kr. månedligt pr. barn (2022-niveau) for
gifte eller samlevende personer, der forsørger eget barn
under 15 år i hjemmet og modtager uddannelseshjælp med
aktivitetstillæg, uddannelseshjælp med
barselstillæg, uddannelseshjælp med satsen for gravide
kvinder, der har passeret 12. svangerskabsuge,
uddannelseshjælp med satsen for personer, der har en
dokumenteret psykisk lidelse som nævnt i lov om aktiv
socialpolitik og har forsørgelsespligt over for et barn,
eller kontanthjælp. Den enkelte skal være berørt
af kontanthjælpsloftet og skal således have fået
nedsat en eller begge af disse ydelser: 1) boligstøtten
efter lov om individuel boligstøtte og 2) særlig
støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.
Samtidig modtager enlige forsørgere et
særligt tillæg - tillæg til enlige
forsørgere - på 666 kr. pr. måned (2022-niveau),
som er uafhængigt af antallet af børn under 15
år i hjemmet.
Det betyder, at personer, der modtager
uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og som i den
gældende virkningsperiode har fået nedsat
boligstøtten eller den særlige støtte efter
§ 34 i lov om aktiv socialpolitik, er omfattet i de hele
kalendermåneder, hvor deres boligstøtte eller
særlig støtte bliver reduceret som konsekvens af
kontanthjælpsloftet. Kontanthjælpsloftet beregnes alene
på hele kalendermåneder, og betingelserne skal
være opfyldt fra den første dag i måneden.
Modtagere af selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22 i lov om
aktiv socialpolitik er tilsvarende omfattet af loven i de hele
kalendermåneder, hvor de opfylder betingelserne for at
modtage midlertidigt børnetilskud og eventuelt tillæg
til enlige forsørgere den første dag i
måneden.
Det betyder blandt andet, at personkredsen for
det midlertidige børnetilskud også omfatter
revalidender, som modtager selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22 i lov om
aktiv socialpolitik i stedet for revalideringsydelse efter §
71 i samme lov, fordi de ikke opfylder betingelserne om ophold her
i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år og
ordinær beskæftigelse svarende til
fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder inden
for de seneste 10 år, jf. § 11, stk. 3 og 8, i lov om
aktiv socialpolitik. Disse personer er dog ikke omfattet af
reglerne om kontanthjælpsloftet i § 25 b, stk. 1-5, jf.
stk. 11, i lov om aktiv socialpolitik. Det samme gør sig
gældende for personer, der har nået
efterlønsalderen som fastsat i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. og ikke kan få social
pension på grund af betingelserne om optjening, og som kunne
have modtaget hjælp efter § 27 i lov om aktiv
socialpolitik, hvis de opfyldte betingelserne om ophold og
beskæftigelse i § 11, stk. 3 og 8, i lov om aktiv
socialpolitik, men derfor modtager selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Det er således en betingelse for
modtagere af uddannelseshjælp og kontanthjælp, at den
enkelte forsørger er omfattet af kontanthjælpsloftet
for at kunne få udbetalt midlertidigt børnetilskud og
eventuelt tillæg til enlige forsørgere. Heroverfor
skal modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse (integrationsydelsesmodtagere indtil 1. januar
2020) dog ikke være berørt af
kontanthjælpsloftet, men skal alene modtage
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
efter § 22 i lov om aktiv socialpolitik for at kunne modtage
midlertidigt børnetilskud og eventuelt tillæg til
enlige forsørgere.
Der gælder
følgende betingelser for retten til det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere:
- at personen har
den privatretlige forsørgelsespligt over for barnet,
- at personen og
barnet er bopælsregistreret i CPR på samme adresse,
og
- at barnet ikke er
fyldt 15 år.
Alle betingelser skal være opfyldt den
første dag i den måned, som den enkelte udbetaling af
det midlertidige børnetilskud og eventuelt tillæg til
enlige forsørgere vedrører.
Der gælder et maksimum for, hvor meget
den enkelte person samlet kan få udbetalt af det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere.
Beløbet kan sammenlagt ikke overstige det beløb,
hvormed boligstøtte efter lov om individuel
boligstøtte og/eller særlig støtte efter §
34 i lov om aktiv socialpolitik til den enkelte forsørger er
nedsat efter reglerne om kontanthjælpsloftet i §§
25 b-25 d i lov om aktiv socialpolitik. Ved omfanget af
nedsættelsen ses der på den nye beregning for
nedsættelse af den samlede hjælp
(kontanthjælpsloftet) efter § 25 c, stk. 1 og 2, jf.
stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, som Udbetaling Danmark
foretager samtidig med, at Udbetaling Danmark genberegner
boligstøtten for den pågældende måned
på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret og
kommunen.
For modtagere af selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse kan der ud over
beløbet, hvormed den enkelte forsørger er nedsat som
følge af kontanthjælpsloftet, udbetales yderligere
midlertidigt børnetilskud og eventuelt tillæg til
enlige forsørgere op til et grænsebeløb.
Grænsebeløbet udgør 1.940 kr. (2022-niveau)
månedligt for en enlig modtager af selvforsørgelses-
og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og 4.267 kr. (2022-niveau)
månedligt for en modtager af selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse, der anses for gift eller
samlevende.
Vurderingen af, om en person er gift eller
samlevende, følger den afgørelse, som kommunen
træffer efter lov om aktiv socialpolitik forud for
indplaceringen på loftsstørrelsen for den enkelte jf.
§ 25b, stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik. Det vil sige den
afgørelse, som kommunen træffer om, hvorvidt en person
i relation til kontanthjælpsloftet kan anses for samlevende
eller enlig, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag.
Det fremgår af § 25 b, stk. 10, i
lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager
ordinært børnetilskud efter lov om børnetilskud
og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, anses for enlige
ved indplacering på loftstørrelsen for den enkelte. En
person, der indplaceres som enlig forsørger i forhold til
kontanthjælpsloftet, anses som enlig forsørger i
lovens forstand og kan dermed modtage midlertidigt
børnetilskud som enlig samt tillæg til enlige
forsørgere, når de øvrige betingelser er
opfyldt.
Revalidender, som ville have modtaget
hjælp efter § 71 i lov om aktiv socialpolitik, hvis de
havde opfyldt betingelserne om ophold her i riget i sammenlagt 9
år inden for de seneste 10 år og ordinær
beskæftigelse svarende til fuldtidsbeskæftigelse i 2
år og 6 måneder inden for de seneste 10 år, jf.
§ 11, stk. 3 og 8, i lov om aktiv socialpolitik, men som
modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse efter § 22 i lov om aktiv socialpolitik i
stedet for revalideringsydelse efter § 71, stk. 5, i samme
lov, bliver anset som enlige, hvis de modtager
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
som enlig forsørger, idet disse personer ikke er omfattet af
reglerne om kontanthjælpsloftet i lov om aktiv socialpolitik.
Det samme gælder for personer, der har nået
efterlønsalderen som fastsat i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. og ikke kan få social
pension på grund af betingelserne om optjening, og som ville
have modtaget hjælp efter § 27 i lov om aktiv
socialpolitik, hvis de havde opfyldt betingelserne om ophold og
beskæftigelse i § 11, stk. 3 og 8, i lov om aktiv
socialpolitik, og derfor modtager selvforsørgelses- og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Der kan ydes ét midlertidigt
børnetilskud pr. barn, mens tillæg til enlige
forsørgere udbetales som et fast månedligt
tillæg uanset antallet af børn. Det betyder, at
modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse eller uddannelsesparate
uddannelseshjælpsmodtagere, der tillige er enlige
forsørgere, kan modtage midlertidigt børnetilskud
på 718 kr. månedligt pr. barn og samtidig modtage
ét tillæg på 666 kr. månedligt som enlig
forsørger. Øvrige enlige forsørgere på
højere ydelser modtager et midlertidigt børnetilskud
pr. barn på 616 kr. månedligt, samtidig med
tillægget på 666 kr. De anførte satser er for
2022.
Er barnets forældre gift eller
samlevende, sker udbetaling af det midlertidige børnetilskud
til den registrerede moder. Forældre med fælles
børn kan dog sammenlægge deres maksimale udbetaling,
det vil sige det beløb, som det midlertidige
børnetilskud ikke kan overstige, til brug for deres
fælles børn ved udbetaling af det midlertidige
børnetilskud. Således sammenlægges hver
forælders beløb, når forældre, der anses
for gifte eller samlevende, har fælles bopæl og
fælles børn.
Når gifte og samlevende forældre
har forsørgelsespligt over for både
særbørn og fælles børn, som er
registreret i CPR med bopæl på samme adresse som
personen, anvendes denne forælders maksimale beløb for
udbetaling først på det midlertidige
børnetilskud til personens særbørn og derefter
på forældrenes fælles børn. Der er fastsat
nærmere regler om fordeling af midlertidigt
børnetilskud i bekendtgørelsen nr. 948 af 22. juni
2022 om et midlertidigt børnetilskud til visse
forsørgere.
Udbetaling Danmark er en offentligt reguleret,
selvejende institution med myndighedsansvar. Rammevilkårene
for myndigheden er reguleret i lov om Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark varetager de opgaver, der tillægges
Udbetaling Danmark i henhold til lov om Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark administrerer ud over det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere
blandt andet boligstøtte, herunder beregningen af
nedsættelsen som følge af kontanthjælpsloftet og
en række familieydelser, og indsamler således i vidt
omfang de nødvendige oplysninger om borgerne til at
administrere det midlertidige børnetilskud og
tillægget til enlige forsørgere. Derudover
administrerer Udbetaling Danmark en lang række andre ydelser
og tilskud, der primært afgøres på et objektivt
grundlag. Det vil sige, at der træffes afgørelser uden
skøn, og som primært er baseret på oplysninger
fra registre.
Det fremgår af de gældende regler,
at Udbetaling Danmark udbetaler det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere
uden ansøgning. Der er tale om en automatisk udbetaling,
hvor borgerne som udgangspunkt ikke selv skal henvende sig til
myndighederne og søge om udbetaling og indsende
dokumentation for, at betingelserne er opfyldt. Personer, der ikke
har modtaget en automatisk afgørelse fra Udbetaling Danmark
efter loven, kan rette henvendelse til Udbetaling Danmark, der kan
træffe afgørelse om, hvorvidt en person er berettiget
til at modtage midlertidigt børnetilskud og tillæg til
enlige forsørgere, hvis personen selv ansøger om det,
jf. lovens § 7, stk. 1. Ansøgningen skal være
modtaget hos Udbetaling Danmark senest den 28. februar 2023.
Administrationen af det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere er
underlagt de generelle regler, der i øvrigt gælder for
Udbetaling Danmarks administration, jf. § 1 i lov om
Udbetaling Danmark.
2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Formålet med det midlertidige
børnetilskud er at sikre børn med forældre i
kontanthjælpssystemet rimelige vilkår og lige
muligheder, indtil nye regler i kontanthjælpssystemet kan
træde i kraft. Lovens virkningsperiode blev senest
forlænget med lov nr. 877 af 21. juni 2022 til og med den 31.
december 2022.
Den 14. juni 2022 indgik regeringen
(Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre,
Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne en aftale om et
nyt kontanthjælpssystem med plads til børnene. Det
forventes, at de nye initiativer i aftalen træder i kraft
senest den 1. januar 2024
Med lovforslaget foreslås det, at loven
ændres, så det midlertidige børnetilskud kan
ydes til og med den 31. december 2023, indtil aftalen om et nyt
kontanthjælpssystem med plads til børnene forventes at
træde i kraft 1. januar 2024. December 2023 bliver dermed den
sidste måned, som det midlertidige børnetilskud og
tillæg til enlige forsørgere kan ydes for. Det
midlertidige børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere for december 2023 udbetales i februar 2024.
Med lovforslaget foreslås det
også, at loven ændres, så det bliver muligt at
indgive en ansøgning om midlertidigt børnetilskud
indtil 29. februar 2024, hvis man ikke har modtaget en automatisk
afgørelse fra Udbetaling Danmark. Med lovforslaget
foreslås det desuden, at loven konsekvensrettes
således, at den årlige regulering af
satsbeløbene fradrages procentsatsen for finansåret
2023.
3. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser af det midlertidige
børnetilskud
Forlængelsen af det midlertidige
børnetilskud forventes at medføre statslige
merudgifter til udbetaling af tilskuddet på ca. 343 mio. kr.
i 2023, svarende til ca. 264 mio. kr.
efter tilbageløb. I skønnet er der indeholdt
merudgifter til det midlertidige børnetilskud som
følge af lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Skønnet er baseret på markant usikkerhed som
følge af, at situationen i Ukraine udvikler sig
løbende.
Det midlertidige børnetilskud er
skattefrit.
Samlet set skønnes forlængelsen
at medføre offentlige merudgifter i 2023 på ca. 373
mio. kr. før skat og tilbageløb svarende til ca. 314
mio. kr. i 2023 efter skat og tilbageløb, jf. tabel 1. Heri
indgår administrationsudgifter samt ydelses- og
aktiveringsudgifter som følge af en negativ
beskæftigelseseffekt, jf. nedenstående afsnit.
| | Tabel
1. Økonomiske konsekvenser af
lovforslaget (2023-pl) | | | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | I alt statslige
udgifter | 351,3 | 1,4 | 0,0 | 0,0 | Heraf til det midlertidige
børnetilskud | 342,6 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til kontanthjælp -
adfærd | 3,1 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til uddannelseshjælp -
adfærd | 0,3 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til selvforsørgelses og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse - adfærd | 1,7 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til aktiveringsudgifter -
adfærd | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til administration i Udbetaling
Danmark | 3,6 | 1,4 | 0,0 | 0,0 | I alt kommunale
udgifter | 21,3 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til kontanthjælp -
adfærd | 10,7 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til uddannelseshjælp -
adfærd | 1,1 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til selvforsørgelses og
hjemrejseydelse eller overgangsydelse - adfærd | 5,1 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | Heraf til aktiveringsudgifter -
adfærd | 4,4 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | I alt (inklusiv
adfærd) før skat og tilbageløb | 372,6 | 1,4 | 0,0 | 0,0 | I alt (inklusiv
adfærd) efter skat og tilbageløb | 314,4 | 1,4 | 0,0 | 0,0 | Anm. : Udbetaling
Danmark skønner, at forlængelsen af det midlertidige
børnetilskud vil medføre administrative merudgifter
på samlet set 3,6 mio. kr. i 2023 og 1,4 mio. kr. i
2024. I de 3,6 mio. kr. er der
indeholdt 0,7 mio. kr., som Udbetaling Danmark blev kompenseret for
i forbindelse med lov nr. 877 af 21. juni 2022 om ændring af
lov om midlertidigt børnetilskud til visse
forsørgere, hvorfor merbevillingsbehovet til administration
i Udbetaling Danmark i 2023 er 2,9 mio. kr. | | | | | |
|
Udbetalingen af det midlertidige
børnetilskud skønnes at indebære, at den
enkelte modtager i gennemsnit vil afgå langsommere til
beskæftigelse end i en situation uden midlertidigt
børnetilskud. Samlet skønnes forlængelsen med
betydelig usikkerhed at indebære en negativ
beskæftigelseseffekt på omkring 200 fuldtidspersoner i
2023. Den forventede svækkelse af beskæftigelsen
indebærer offentlige merudgifter til kontanthjælp
på 13,8 mio. kr., uddannelseshjælp på 1,4 mio.
kr. og selvforsørgelses og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse på 6,8 mio. kr. i 2023. Som følge
heraf forventes afledte merudgifter til aktivering på 4,4
mio. kr. i 2023.
Det midlertidige børnetilskud udbetales
af Udbetaling Danmark. Det estimeres, at forlængelsen vil
medføre merudgifter på 3,6 mio. kr. i 2023 og 1,4 mio.
kr. i 2024 til administration af det midlertidige
børnetilskud i Udbetaling Danmark.
Administrationsomkostningerne afholdes af staten.
De økonomiske konsekvenser af
lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter for så
vidt angår ydelses- og aktiveringsudgifterne.
3.2. Implementeringsmæssige konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget medfører ikke
implementeringskonsekvenser for det offentlige, da der er tale om
en videreførelse af eksisterende arbejdsgange, der ikke
kræver etablering af nye enheder eller administrative
strukturer.
Nærværende lovforslag
følger de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning
- som de første tre forlængelser - helt svarende til
det lovforslag, der indførte midlertidigt
børnetilskud til visse forsørgere, lovforslag nr. L
45, Folketingsamlingen 2019-20, se nærmere hertil i
bemærkningerne til lovforslag nr. L 45 om forslag til lov om
et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere,
jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 45 som fremsat, side 18.
Ordningen vil efter lovforslagets indhold
blive forlænget yderligere med et år og i øvrigt
fortsætte uændret. Det vil betyde, at der i den
forlængede periode fortsat vil kunne udbetales midlertidigt
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere,
når betingelserne er opfyldt. Udbetaling af ydelsen vil
fortsat ske automatisk og dermed uden ansøgning fra
borgeren. Retten til tilskuddet er baseret på objektive
kriterier, og udbetalingen sker alene på baggrund af genbrug
af data fra kommunerne og data, som i forvejen er
tilgængelige i Udbetaling Danmark. Dataunderstøttelsen
i Udbetaling Danmark baserer sig til dels på Udbetaling
Danmarks eksisterende it-systemer.
Det er derfor ministeriets vurdering, at
lovforslaget er i overensstemmelse med principperne nr. 3-7 fra den
politiske aftale om digitaliseringsklar lovgivning. Ministeriet
vurderer endvidere, at princip nr. 2 om digital kommunikation
fortsat ikke er relevant for nærværende lovforslag,
idet ydelsen bliver beregnet og udbetalt automatisk uden behov for
forudgående kontakt fra borgerne til Udbetaling Danmark.
4. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Forslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Forslaget har ingen klimamæssige
konsekvenser
7. Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Forslaget har ingen miljø- og
naturmæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Denne forlængelse af det midlertidige
børnetilskud vurderes - svarende til de tre første
forlængelser - ikke at være omfattet af forordning nr.
883/2004/EF om koordinering af de sociale sikringsordninger, idet
det midlertidige børnetilskuds intention er at
tilføre ekstra økonomiske ressourcer til
bopælsforælderes økonomiske situation som
følge af kontanthjælpsloftet og indførelsen af
integrationsydelsen (nu selvforsørgelses- og hjemrejseydelse
og overgangsydelse). Ydelser i kontanthjælpssystemet kan
alene udbetales til personer med ophold her i landet og er ikke en
social sikringsydelse omfattet af forordning nr. 883/2004/EF om
koordinering af de sociale sikringsordninger.
Endvidere vurderes det midlertidige
børnetilskud at være i overensstemmelse med
ligebehandlingsprincippet i forordning 492/2011/EU om
arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, da
kravet om, at barnet skal være bopælsregistreret i Det
Centrale Personregister (CPR) hos modtageren af det midlertidige
børnetilskud, gælder for såvel danske
statsborgere som for øvrige statsborgere, herunder
EU/EØS statsborgere.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 23. august til den 6. september 2022 kl. 12 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Ankestyrelsen, ATP,
Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende
(ASE), Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Business
Danmark, Børnerådet, Børns Vilkår, DAK,
Danmarks Frie Fagforening, Danske Advokater, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Danske
Regioner, Dansk Retspolitisk Forening, Danske Revisorer,
Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, Det faglige hus,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af kommunale
social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Forhandlingsfællesskabet, Frie
Funktionærer, Institut for Menneskerettigheder,
Jobrådgivernes Brancheforening, KL, Landsforeningen af
nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP), Kristelig
Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse,
Mødrehjælpen, Red Barnet, Rigsrevisionen, Rådet
for Psykisk Sårbare på arbejdsmarkedet, Rådet for
Socialt Udsatte, SAND - De hjemløses landsorganisation,
Udbetaling Danmark og Ældresagen.
| 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | | | | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Lovforslaget medfører samlet set
merudgifter før skat og tilbageløb på: Staten vil i 2023 have merudgifter
på 351, 3 mio. kr. Kommunerne vil i 2023 have merudgifter
på 21, 3 mio. kr. Regionerne vil ikke have merudgifter som
følge af lovforslaget. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Midlertidigt børnetilskud vurderes
ikke at være en social sikringsydelse omfattet af forordning
nr. 883/2004/EF om koordinering af de sociale
sikringsordninger. Kravet om, at barnet skal være
bopælsregisteret i CPR hos modtageren af det midlertidige
børnetilskud gælder for såvel danske som for
øvrige statsborgere, herunder EU/EØS-statsborgere.
Midlertidigt børnetilskud vurderes således at
være i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet i
forordning 492/2011/EU. Der henvises til pkt. 8 om forholdet til
EU-retten. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering /Går videre
end minimumskrav i EU-regulering | JA | NEJ | | X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det fremgår af den gældende §
7, stk. 1, i lov om et midlertidigt børnetilskud til visse
forsørgere, at Udbetaling Danmark udbetaler det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere
uden ansøgning til personer, der er berettiget, efter lovens
§§ 1-5. Der er tale om en automatisk udbetaling, hvor
borgerne som udgangspunkt ikke selv skal henvende sig til
myndighederne og søge om udbetaling og indsende
dokumentation for, at betingelserne er opfyldt.
Det fremgår endvidere af samme
bestemmelses stk. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning kan
træffes afgørelse om, hvorvidt en person er omfattet
af den berettigede personkreds for midlertidigt børnetilskud
og tillæg til enlige forsørgere, selvom personen ikke
har modtaget en afgørelse fra Udbetaling Danmark. Det
betyder, at hvis en person ikke har modtaget en automatisk
afgørelse fra Udbetaling Danmark efter lovens § 7, stk.
1, 1. pkt., kan personen rette henvendelse til Udbetaling Danmark,
som på baggrund af ansøgningen kan træffe
afgørelse om, hvorvidt en person er berettiget til at
modtage midlertidigt børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere. Det fremgår videre af bestemmelsens stk.
1, 3. pkt., at ansøgningen skal være modtaget hos
Udbetaling Danmark senest 28. februar 2023. Baggrunden for denne
frist er et hensyn til, at der er tale om administration af en
midlertidig ordning med midlertidigt børnetilskud, som efter
lovens indhold ydes månedsvis.
Det foreslås at ændre lovens § 7, stk. 1, 3. pkt., så fristen
for ansøgninger ændres fra den 28. februar 2023 til
den 29. februar 2024.
Forslaget vil betyde, at fristen for at
få adgang til at indgive en ansøgning vil blive
forlænget i overensstemmelse med forlængelsen af
virkningsperioden for udbetalingen af det midlertidige
børnetilskud, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Det vil
betyde, at ansøgningen vil skulle være modtaget hos
Udbetaling Danmark senest den 29. februar 2024.
Til nr. 2
Det fremgår af den gældende §
17, 1. pkt., at de beløb, der er nævnt i §§
1-3, § 4, stk. 1 og § 6, stk. 2, reguleres en gang
årligt den 1. januar med 1,7 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der er tale om de
beløb, som er nævnt i §§ 1-3 om de
månedlige beløb for det midlertidigt
børnetilskud, § 4, stk. 1, om det månedlige
beløb for tillæg til enlige forsørgere og
§ 6, stk. 2, om de to grænsebeløb for henholdsvis
enlige og gifte/samlevende selvforsørgelses- og
hjemrejseydelses eller overgangsydelsesmodtagere. Det fremgår
af § 17, 2. og 3. pkt., at ved den årlige regulering af
beløbene fradrages reguleringen for det
pågældende finansår med en procentsats. For
finansårene 2019-2022 udgør procentsatsen 0,75.
Det foreslås i § 17, 3. pkt., at 2019-2022 ændres
til 2019-2023.
Det vil betyde, at der ved den årlige
regulering af beløbene vil blive anvendt
reguleringsprocenten på 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten
for det pågældende finansår på samme
måde som for ydelserne i kontanthjælpssystemet.
Reguleringen vil blive fradraget en procentsats for det
pågældende finansår. For finansårene
2019-2023 svarende til den foreslåede virkningsperiode for
midlertidigt børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere (fra og med 1. august 2019 til og 31. december
2023) vil procentsatsen udgøre 0,75.
Til nr. 3
Det fremgår af den gældende §
19, stk. 2, i lov om et midlertidigt børnetilskud til visse
forsørgere, at §§ 1-18 har virkning i perioden fra
og med den 1. august 2019 til og med den 31. december 2022.
Det foreslås at ændre § 19, stk. 2, i lov om et midlertidigt
børnetilskud til visse forsørgere således, at
virkningsperioden for lovens §§ 1-18 fortsætter til
og med den 31. december 2023.
Forslaget vil betyde, at §§ 1-18 vil
få virkning i perioden fra og med den 1. august 2019 til og
med den 31. december 2023. Dermed vil det midlertidige
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere
kunne udbetales for yderligere et år, mens betingelserne for
tildeling og udmåling i øvrigt vil være
uændret. Det betyder, at der vil kunne udbetales midlertidigt
børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere
for månederne januar 2023 til og med december 2023, når
betingelserne er opfyldt. December 2023 vil dermed blive den sidste
måned, som det midlertidige børnetilskud og
tillæg til enlige forsørgere kan ydes for. Det
midlertidige børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere for december 2023 vil blive udbetalt i februar
2024.
Efter lovforslagets indhold vil det
midlertidige børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere fortsat kunne udbetales fra lovens
ikrafttrædelse den 1. januar 2023.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2023.
Loven vil ikke gælde for
Færøerne og Grønland, idet lov om et
midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere ikke
gælder for disse dele af riget og ikke indeholder hjemmel til
at sætte loven i kraft for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I lov nr. 1550 af 27. december 2019 om
et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere,
som ændret ved § 19 i lov nr. 1558 af 27. december 2019,
lov nr. 781 af 4. maj 2021, lov nr. 225 af 15. februar 2022 og lov
nr. 877 af 21. juni 2022, foretages følgende
ændringer: | | | | § 7 Stk. 1. Udbetaling Danmark udbetaler
uden ansøgning det midlertidige børnetilskud og
tillæg til enlige forsørgere efter denne lov til
personer, der er berettiget, efter §§ 1-5. Der kan dog
efter ansøgning træffes afgørelse om, hvorvidt
en person er omfattet af den berettigede personkreds for
midlertidigt børnetilskud og tillæg til enlige
forsørgere, selv om personen ikke har modtaget en
afgørelse fra Udbetaling Danmark. Ansøgning skal
være modtaget hos Udbetaling Danmark senest den 28. februar
2023. | | 1. I § 7, stk. 1, 3. pkt., ændres
»den 28. februar 2023« til: »den 29. februar
2024«. | | | | §
17 De beløb, der er nævnt i
§§ 1-3, § 4, stk. 1 og § 6, stk. 2, reguleres
en gang årligt den 1. januar med 1,7 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. lov om en satsreguleringsprocent. Ved den årlige
regulering af beløbene i §§ 1-3, § 4, stk. 1
og § 6, stk. 2, fradrages reguleringen for det
pågældende finansår en procentsats. For
finansårene 2019-2022 udgør procentsatsen 0,75.
Beskæftigelsesministeren bekendtgør størrelsen
af de regulerede beløb. Der afrundes til nærmeste hele
kronebeløb. | | 2. I § 17, 3. pkt., ændres
»2019-2022« til: »2019-2023«. | | | | §
19--- Stk. 2.
§§ 1-18 har virkning for perioden fra og med den 1.
august 2019 til og med den 31. december 2022. | | 3. I § 19, stk. 2, ændres »den
31. december 2022« til: »den 31. december
2023«. | | | |
|