Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2022)
Skatteministeren
(Jeppe Bruus):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
kildeskatteloven og selskabsskatteloven (Indførelse af
begrænset skattepligt ved udøvelse af visse
aktiviteter i Danmarks eksklusive økonomiske zone)
(Lovforslag nr. L 12)
Lovforslaget har til formål at
indføre hjemmel til indkomstbeskatning af visse aktiviteter,
der udøves af fysiske og juridiske personer
hjemmehørende i udlandet, når disse aktiviteter
udøves i Danmarks eksklusive økonomiske zone, dvs.
uden for 12-sømilegrænsen.
Lovforslaget har sammenhæng med den
aftale om energi og industri m.v. (Klimaaftale 2020) af 22. juni
2020 med efterfølgende tillægsaftale af 4. februar
2021, og de aftaler af 30. juni og 14. december 2021 om
køreplan for lagring af CO2,
som blev indgået imellem Regeringen (Socialdemokratiet),
Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og
Alternativet.
Det indgår bl.a. i dette
aftalekompleks, at der skal etableres en energiø med
tilhørende havvindmøllepark i Nordsøen, at
energiøen skal konstrueres som en inddæmmet ø
ca. 80 km. fra kysten, og at der bl.a. i Nordsøen skal
etableres faciliteter til lagring af CO2.
Den med lovforslaget foreslåede
hjemmel til indkomstbeskatning skal efter forslaget omfatte
aktiviteter, der vedrører etablering og benyttelse af
kunstige øer, installationer og anlæg. Omfattede
aktiviteter vil eksempelvis være aktiviteter knyttet til
etablering og drift af havvindmølleparker og
energiøer og aktiviteter knyttet til lagring af CO2.
Det foreslås, at reglerne om
udenlandske selskabers og fysiske personers begrænsede
skattepligt ved udøvelse af erhverv med fast driftssted i
Danmark udvides, således at de også kommer til at
omfatte sådanne aktiviteter, der udøves gennem et fast
driftssted på den danske kontinentalsokkel uden for
12-sømilegrænsen.
Endvidere foreslås den
begrænsede skattepligt for fysiske personers vederlag for
personligt arbejde i tjenesteforhold her i landet udvidet til
også at omfatte vederlag for personligt arbejde i Danmarks
eksklusive økonomiske zone, hvor det personlige arbejde
vedrører etablering af og benyttelse af kunstige øer,
installationer og anlæg.
Det foreslås yderligere, at det
geografiske anvendelsesområde for reglerne om begrænset
skattepligt ved arbejdsudleje udvides på tilsvarende vis. Det
foreslås således, at den begrænsede skattepligt
for fysiske personers vederlag for personligt arbejde i forbindelse
med at være stillet til rådighed for at udføre
arbejde for en virksomhed her i landet, også vil skulle
gælde, når virksomheden vedrører etablering,
drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og
anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone.
For at overholde FN's havretskonvention
foreslås det dog, at indkomstbeskatningen ikke skal omfatte
aktiviteter knyttet til etablering og benyttelse af
undersøiske kabler og rørledninger, der udelukkende
benyttes til transit gennem Danmarks eksklusive økonomiske
zone.
Lovforslaget vil medføre et
merprovenu for staten. Størrelsesordenen heraf kan på
det foreliggende grundlag dog ikke kvantificeres nærmere.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. januar 2023. Lovforslaget er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.