Tak for det spørgsmål. Jeg synes sådan set vi har et par eksempler på, hvor godt man kan tilrettelægge det her arbejde. Det sker f.eks. i forbindelse med besøg af den amerikanske udenrigsminister i Danmark, hvor udenrigsministeren tager initiativ til at sørge for, at der er en ordentlig dialog i rigsfællesskabet både direkte med besøgende, men også i, kan man sige den danske regerings forberedelse til møderne. Jeg synes faktisk, det er et rigtig, rigtig godt eksempel på, at vi ved at tilrettelægge vores arbejde klogt kan sørge for, at rigsfællesskabet har et rum til at diskutere og forholde sig til vores egne indre anliggender, inden vi måtte diskutere noget, der vedrører rigsfællesskabet, med andre.
Så kan der jo opstå spontane situationer. Det er det, der ofte gør i forbindelse med eksempelvis NATO-møder, hvor der kan være et spørgsmål omkring Arktis, og der kan man jo altså ikke nødvendigvis have fuldstændig forberedt enhver detalje, men der har vi jo så tæt en dialog nu – ikke alene på grund af kontaktudvalget, som jeg er glad for nyder opbakning, men også i den løbende dialog, vi har på kryds og tværs – at vi som udgangspunkt, hvad enten det er udenrigsministeren, eller det er mig selv som statsminister, jo vil have en dialog med naalakkersuisut, i forhold til hvad der måtte være blevet berørt på et møde. Så jeg synes faktisk, vi har fundet en ret god ramme for det.