Spm. nr. US 53

Tak for det. Prisen for en liter benzin og diesel er steget voldsomt. Nogle eksperter forudser, at prisen kan blive mere end 20 kr. pr. liter. Det er blevet uhyggelig dyrt at køre på arbejde. Det er blevet uhyggelig dyrt at besøge sin familie – så dyrt, at mange danskere har svært ved at finde pengene. Så kan man selvfølgelig sige, at man jo bare kan tage offentlig transport. Men det kan man ikke alle steder, og nogle steder giver det heller ingen mening, fordi chaufføren er den bageste i bussen. Så kan man sige, at man vil købe en elbil. Det har alle ikke råd til, og prisen på el er også steget voldsomt. Rigtig mange er jo dybt afhængige af deres bil i Danmark. Der bliver mindre og mindre råd til at køre i den, og det er en helt ekstraordinær situation, og det synes jeg at vi som politikere har et ansvar for at være med til at løse.

Vi har jo i Danmark råd til at sætte skatten ned, så danskerne får flere penge til sig selv, hvis vi vil. I en tid, hvor danskerne har svært ved at betale helt almindelige regninger, hvordan kan statsministeren så retfærdiggøre at bruge flere og flere penge på at udvide den offentlige sektor frem for at hjælpe danskerne til at få råd til at betale deres regninger?

Statsministeren.

Den største udvidelse af den offentlige økonomi, der er blevet foretaget i mands minde, er jo den, Det Konservative Folkeparti lige har været med til at lave sammen med os andre, nemlig af forsvaret, og det bringer forhåbentlig lidt nuancer ind i, hvad det vil sige at bruge flere penge på offentligt forbrug. Her er der nemlig et område, vi er enige om. Så jeg tror, at man skal være en lille smule påpasselig med at stå og sige, at Danmark selvfølgelig har råd til store skattelettelser, for pengene skal jo komme et sted fra. Og hvad så? Er det besparelser på skoleområdet eller på ældreområdet eller på sundhedsområdet? Når jeg lytter til debatten i dag, hænger vores samlede økonomi jo ikke sammen med de ønsker, der er fra hvert eneste parti.

Vi skal handle, men vi skal også tænke os lidt om, fordi det er rigtigt, at vi står i en ekstraordinær situation. Vores udfordring er bare, for nu at være ærlig over for danskerne, at vi ikke ved, hvor lang tid den kommer til at vare. Vi ved ikke, hvor dybe stød vi får ind i vores økonomi. Vi ved ikke, hvor store konsekvenserne bliver. Vi skal altid føre en ansvarlig økonomisk politik, og derfor skal vi jo tænke os om og på, hvordan vi hjælper dem, der er mest udsatte, bedst, samtidig med at vi ikke fraviger alle principper om ansvarlighed i økonomien. Det er en svær balancegang, og det bliver en svær balancegang.

Til sidst vil jeg sige, at jeg ikke kunne drømme om at stå og sige den remse, der bliver gengivet, om, at så folk kan tage en bus. I de dele af Nordjylland, hvor jeg selv kommer, kører der ikke busser længere. Der er masser af mennesker, især i provinsen, der har behov for to biler, for at man kan passe sit arbejde. Og der er masser af danskere, der ikke har råd til at købe en elbil. Så stigende benzinpriser er et problem, og det har vi selvfølgelig også med i vores overvejelser om, hvad det er for en indsats, der skal til her i den kommende tid.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Danskernes varmeregning er på himmelflugt, husholdningsbudgettet er mange steder presset i bund, fordi alt bliver dyrere, prisen på elektricitet er steget med 44 pct., natur- og bygas er blevet 96 pct. dyrere, og det gør jo helt naturligt, at man har sværere og sværere ved at betale varmeregningen, ud over at alle andre priser også stiger i øjeblikket.

For et par måneder siden lavede regeringen en såkaldt akutvarmepakke, men f.eks. får otte ud af ti børnefamilier jo ikke noget ud af den. Nu er der så indkaldt til nye forhandlinger, og så vil jeg høre, om statsministeren i den forbindelse vil være med til at se på at sænke skatter og afgifter til gavn for alle danskere.

Statsministeren.

Jeg afviser aldrig noget forud for forhandlinger, og jeg håber i øvrigt, at Det Konservative Folkeparti vil være med i den næste aftale på det her område. Når vi har den her diskussion med hinanden, skylder vi jo også danskerne at sige, hvor de der penge skal komme fra. For vi er også i gang med at diskutere en sundhedsreform, hvor jeg tror næsten alle partier har sagt, at man bør bruge flere penge på sundhedsområdet. Og jeg håber ikke, at vi vender tilbage til den måde, man håndterede den seneste krise på, ved så at sige, at så må vi skære massivt det ene sted og det andet sted, f.eks. på uddannelsesområdet, for vi skal jo igennem den her krise og samtidig også investere i vores fremtid.

Så jeg har ikke nogen lyst til at stå og afvise idéer inden. Jeg ved jo bare, at hvis man skal give skattelettelser af den karakter, som hr. Søren Pape Poulsen ønsker, vil det betyde massive besparelser i vores velfærdssamfund, og jeg har svært ved at se, hvor de besparelser skal være henne, medmindre man synes, det f.eks. skal gå ud over de ældre eller sundhedsområdet. Det har man gjort før, og det vil jeg altså ikke anbefale.

Søren Pape Poulsen for sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak. Man kunne jo også vælge at lave reformer, gode klassiske reformer. Reformer kommer jo på mange måder. Det kunne man også gøre. Jeg synes, at der er et problem med den måde, vi taler om vores velfærdssamfund på, og også den måde, vi taler om den offentlige sektor på. Nu har vi helt rigtigt valgt, at forsvarsudgifterne skal stige voldsomt, fordi det handler om vores tryghed, og det er i den grad også velfærd, at man kan leve i tryghed og frihed. Jeg synes jo, at det måske var på tide, at vi tog en ærlig diskussion med befolkningen og sagde, at er der den her automatik, at man bare følger det demografiske træk; at man bare over de kommende år skal fyre 69 mia. kr. af på en større offentlig sektor? Får vi nødvendigvis en bedre offentlig sektor af det? Er det kun penge, der kan skabe kvalitet i det her samfund? Jeg har langt mere tillid til de offentligt ansatte end bare det. Jeg tror nemlig, at man kan gøre ting smartere hver dag. Jeg tror, at vi kan bede vores ledere om at være skarpere på, hvordan man leder institutioner. Der er det eksempel, vi har brugt mange gange, nemlig stakkels Else Marie Larsen. Hun havde ikke fået det bedre af, at tre ansatte havde stået og kigget på hende i stedet for to. Så selvfølgelig er der noget at komme efter.

Statsministeren.

Nu bliver det interessant, og det der kan vi godt gøre, for det falder jo fuldstændig ned i, hvad både jeg og regeringen mener, nemlig at vi kan få mere velfærd ud af det velfærdssamfund, vi har i dag, hvis vi – men det kræver det altså så også – her fra Christiansborgs side lader være med at detailstyre i mindste detalje, hvad de offentligt ansatte skal. Det er os, der skaber problemerne. Det er ikke ude på det enkelte plejehjem, at problemerne opstår, jo, hvis der er brodne kar, men bureaukratiet, den omfattende lovgivning, detailstyringen, minuttyranniet – kært barn har mange navne, og det har dårlige børn også – starter og slutter her. Den beskæftigelseslovgivning, som ingen efterhånden kan finde hverken hoved eller hale i, er født her, ovre i Beskæftigelsesministeriet, men også her i salen. Hvis reformer den her gang kunne betyde, at den enkelte social- og sundhedsassistent kunne få lov til at bruge sin forstand og sin sunde fornuft i stedet for at sidde og registrere ting ned, som givet ingen nogensinde læser, så ja, den reform vil vi gerne.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen.

Vi går videre til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.