Spm. nr. US 49

Tak for det, formand. Putins krigsmaskine har rullet hen over Ukraine i nogle måneder, ødelæggelserne og de menneskelige lidelser bliver værre dag for sag, og det er fuldstændig grusomt. Vi skal ramme krigsforbryderen Putin med de hårdest mulige sanktioner i fællesskab med vores allierede, og samtidig skal vi støtte op om Ukraine og tage vare på vores egen sikkerhed. Og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi som land har valgt at sende våben til Ukraine, og jeg er glad for, at et flertal her i Folketinget har vedtaget særloven, som giver ukrainere på flugt en mulighed for at starte på en frisk i Danmark, mens de venter på at komme tilbage til deres land.

Så har vi med det nationale kompromis valgt at investere i vores egen sikkerhed og tage den alvorligt her i Europa; nogle vil mene, at det var på tide, men tak i hvert fald for samarbejdet om det. For krigen i Ukraine har forandret verden.

Krigen i Ukraine forandrer også tingene herhjemme, og selv om vi ikke her skal frygte for vores liv, jamen så er der mange danskere, som bekymrer sig om fremtiden. Lige nu sidder mange danskere og ser på deres privatøkonomi, og de er ramt af ganske voldsomt stigende energipriser. Regeringen har selv sagt, at situationen er akut, at den er meget alvorlig, og at der ikke er nogen, der skal gå fra hus og hjem, fordi man ikke kan betale sin varmeregning.

Helt ærligt til regeringen og de partier, der er med i den smalle aftale om varmehjælp: Jeg synes, at den hjælper alt, alt for få danskere. Og så er det også kommet frem, at der kommer til at gå 5-6 måneder, førend pengene kan blive udbetalt, og jeg synes ikke, at det er det, man kan kalde akut hjælp. Så kan statsministeren ikke godt se, at de her penge skal vi have ud nu, sådan at de her mennesker ikke skal gå fra hus og hjem?

Statsministeren.

Jo, det kan jeg sådan set godt; jeg er enig i alt, hvad der bliver sagt. Jeg er selvfølgelig glad for, at der er et flertal, der har lavet en aftale omkring varmehjælp, og der er da ikke noget, den aftalekreds ønsker sig mere, end at pengene kommer ud at arbejde så hurtigt som overhovedet muligt. Der er noget teknisk bøvl forbundet med det, og det må man jo forsøge at løse så godt, som man overhovedet kan. Og så har klimaministeren valgt at indkalde til yderligere forhandlinger, fordi det allerede nu er åbenbart, at de penge, der er afsat, ikke er tilstrækkelige.

Jakob Ellemann-Jensen, værsgo.

Ja, undskyld mig, men noget af det her lyder lidt som et systemsvar: at man ikke kan få systemerne til at operere hurtigere. Altså, hvor der er vilje, er der vej. Vi så det omkring det nationale kompromis – at hvis vi virkelig ønsker noget, jamen så er det jo faktisk os herinde, der bestemmer, og det er det altså også her. Statsministeren og jeg skal jo nok klare den næste termin; vi er privilegerede mennesker, der sidder herinde. Der står rigtig, rigtig mange mennesker i det ganske land og er meget bekymrede over det her. Det her er ikke bare et spørgsmål om, om man kan komme på sommerferie. Det her er et spørgsmål om, om man kan blive boende. Jeg synes, vi skylder de mennesker et svar. Jeg synes, vi skylder de mennesker en hjælp. Vi kan ikke kompensere for alt, men det her er et hårdt slag, som rammer rigtig mange familier, og de bliver bekymrede. Så kan statsministeren ikke skubbe på for, at det her er nogle penge, der kommer ud at arbejde og kommer ud at arbejde nu og ikke først, når det også er blevet varmt udenfor?

Statsministeren.

Jeg deler fuldstændig analysen. I de forhandlinger, vi har, må vi jo gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at presse på for, at det kan lade sig gøre. Der er nogle ting, der skal være på plads, også med lovhjemmel, for at det kan lade sig gøre, og det kan vi ikke springe over.

Så tror jeg, det er vigtigt at sige – og jeg skulle til at sige næsten ligegyldigt, hvornår man så kan få den infrastruktur på plads – at hvis der er familier, der står og er i klemme, som det bliver sagt her, altså hvor man simpelt hen ikke har råd til at betale sin husleje, må det være muligt at kunne gå ned på sin kommune og så få en midlertidig hjælp. Så vi må finde en løsning for dem, der er allermest pressede. Og så må vi jo gøre alt, hvad vi kan, for at den nødvendige infrastruktur kommer på plads.

Jakob Ellemann-Jensen for sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Der er mange mennesker, som er bekymrede for deres privatøkonomi, og det forstår jeg godt, for det er en uforudsigelig verden, vi lever i, og det er det også i forhold til økonomien. Der er nogle tendenser, som bekymrer mange mennesker, og som også bekymrer mig. Og mange danskere oplever, at bl.a. varmeregningen er blevet dyrere; man kan se, at benzinpriserne stiger, nærmest hver gang man kører forbi, og at priserne på dagligvarer også kører opad. Der er inflation i vores samfund. Og vi kan ikke som politikere imødegå alt det her, vi kan ikke kompensere for alting, vi kan ikke love, at alting bliver, som det var før, for som statsministeren siger, har det konsekvenser, når krigsforbryderen Putin vælger at invadere et fredeligt europæisk land.

Men noget af det, som vi kan påvirke, er den skat, som danskerne betaler. Så midt i al den her usikkerhed nu, hvor danskerne ikke ved, hvordan priserne udvikler sig, er der én ting, som vi herindefra kan garantere dem, og det er, at det ikke bliver dyrere at være dansker, på skattebilletten. Så kan vi ikke give hinanden hånd på, at i resten af den her valgperiode kommer vi ikke til at hæve skatterne for helt almindelige danskere, der er bekymrede for deres privatøkonomi?

Statsministeren.

De bekymringer, mange danskere oplever lige nu, deler jeg til fulde, bl.a. i forhold til situationen i Ukraine: Hvad kommer det her til at betyde for vores kontinent og for vores sikkerhed og vores sikkerhedsstruktur i den vestlige verden? Det kommer med en pris. Og det er rigtigt, at vi allerede nu kan se det på de stærkt stigende energipriser. Hveden stiger. Vi kommer givet til at se andre stigninger også på fødevareområdet. Inflationen er tilbage i hele den europæiske økonomi. Og der kan komme endnu større stød, afhængigt af hvordan situationen i Ukraine udvikler sig. Det kommer med en pris. Det gør det jo også, når vi beslutter os for at bruge nu endelig 2 pct. af vores bnp på forsvarsudgifter.

Jeg tror, at det er helt afgørende i den her diskussion, at vi faktisk gør det, som Venstres formand også gør i dag, nemlig at være meget ærlige om, at vi ikke kommer til at kunne kompensere for det hele og slet ikke en til en. Dertil er stødene for store. Men vi kan lave nogle målrettede tiltag. Og vores vurdering fra regeringens side er, at det endnu ikke er nok med det, der er gjort, og derfor følger vi udviklingen tæt.

Jeg har det fortsat på den måde med skat, at jeg ikke har noget ønske om at gå og sætte skatten op, men heller ikke en krise i Ukraine får mig til at tilslutte mig et skattestop, som i virkeligheden kan spænde ben for f.eks. en grøn skattereform.

Tak til statsministeren, og tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Vi går videre i rækken til fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)