Spm. nr. US 39

Tak, formand. Det er jo lidt af et slaraffenland som ny partileder her sådan pludselig at få lov til at møde, ja, hele regeringens ledelse, der er mødt frem – jeg bilder mig ikke ind, det er til min ære – men det er selvfølgelig i særlig grad en ære at få lov til at møde statsministeren. Det er også noget, der har påkaldt sig en del refleksion, at man skal benytte sådan en mulighed hertil.

Der er jo forsvarsforliget, men altså, det har min ærede kollega jo allerede været inde på, og der bakker vi i øvrigt fuldstændig op om Venstres ønske om at få fremrykket tidspunktet for, hvornår vi kan komme i gang med de forhandlinger.

Om lidt er der jo en demonstration ude på Slotspladsen, hvor der er folk, der bekymrer sig for, hvad nye EU-regler kommer til at gøre for vores kæledyr osv., men sådan med øje for, hvordan regeringen har håndteret minkene, tør jeg slet ikke begynde at tale om kaniner.

Og så er der jo selvfølgelig et helt andet spørgsmål, nemlig om udlændingepolitikken, hvor det vil være oplagt at spørge: Hvordan går det med den der asylbehandlingslejr, som man havde lovet svar på osv.? Men vi ved jo godt fra udlændinge- og integrationsministeren, at det får vi alligevel ikke noget svar på.

Så jeg tror egentlig, jeg vil lade mig inspirere af det, jeg for første gang oplevede i går, da jeg havde et af de få privilegier, som statsministeren ikke har, og det er nemlig at være inviteret til »Ring til oppositionen« i DR. For noget af det, der blev spurgt rigtig meget til fra borgere derude, og som jeg derfor gerne vil være katalysator for at landets leder kan få lov til at forholde sig til, er, hvorfor man endnu ikke har fundet en løsning i forhold til de galoperende prisstigninger på især varmeregningerne rundtomkring i landet.

Det er mere end 4 måneder siden, at Dansk Folkeparti rejste det her over for klima-, energi- og forsyningsministeren. Der er ikke fundet en løsning endnu. Der sidder folk derude, som ikke har nogen idé om, hvordan de skal betale for deres gasregninger, sådan set også for deres elregninger, og det eneste, man hører, er sniksnak og fnidder og ingen løsninger. Kunne statsministeren ikke træde i karakter og få den sag ordnet?

Statsministeren.

Først og fremmest vil jeg byde hjertelig velkommen her til gruppen af partiledere og dermed også de sessioner, vi har her i Folketingssalen. Og jeg vil egentlig gerne starte med at kvittere for de ord, vi har hørt fra den nye formand for Dansk Folkeparti, altså at Dansk Folkeparti fortsat ønsker at være et parti, som også tager ansvar, når der skal laves politiske aftaler.

Vi har netop lavet, synes jeg, en rigtig god reformaftale, »Danmark kan mere I«, hvor Dansk Folkeparti valgte at lade sådan almindelig politisk taktik ligge og faktisk gå ind i forhandlingslokalet og lave et godt resultat, og hvis ikke jeg husker fejl, har Dansk Folkeparti modsat Venstre, som hverken har taget ansvar for kriminalforsorg eller for dansk politi, valgt at tage ansvar inde i forhandlingslokalet, også når tingene en gang imellem kan være svære, hvad enten det er om finansiering eller på indhold. Og det vil jeg bare kvittere for. Jeg har kun haft en oplevelse med Dansk Folkeparti igennem årene, og det er, at man kan regne med jer, når man laver aftaler, og jeg er meget, meget glad for, at den nye formand har tilkendegivet, at sådan ønsker man at fortsætte med at arbejde.

Med det Folketing, vi kigger på – i hvert fald nogle partier – så kan det jo være nødvendigt, at der er borgerlige partier, som faktisk fortsætter reformkursen og dermed den ansvarlige kurs. Tak for det. Det gælder også i forhold til energipriserne. Og jeg er helt enig. Der er behov for, at vi finder et svar til nogle af de danskere, der bliver hårdt ramt af nogle prisstigninger, som man ikke har haft en mulighed for at søge indflydelse på. Vi sidder jo netop og forhandler om det i de her dage, og i respekt for de forhandlinger vil jeg gerne lade forhandlingerne fortsætte og ikke gå ind i dem her i Folketingssalen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen netop i respekt for de forhandlinger tror jeg det ville være godt, hvis statsministeren greb ind, for der sker jo ingenting. Altså, sagen er, at vi i øjeblikket bare kan se, hvordan den konto af ubrugte midler til planlagt støtte til VE vokser og vokser. Først var det 2,7 mia. kr., nu er vi oppe på 4,9 mia. kr., og alligevel fedter enten finansministeren eller hans kollegaer rundt med nogle helt andre beløbssatser, og det duer jo ikke. Altså, jeg går ud fra, at statsministeren er bekendt med, at uroen, bekymringen derude vokser. Altså, folk sidder virkelig og tænker over det: Hvordan kommer vi igennem de her gasregninger? 10.000 kr., 20.000 kr. er mange penge for helt almindelige mennesker. De folk har en forventning om, at vi hjælper dem, en forventning om at få en håndsrækning, og hvis ikke klima-, energi- og forsyningsministeren er i stand til at håndtere det nu på fjerde måned, er det så for meget at bede om, at statsministeren tager det alvorligt?

Statsministeren.

Det var dog alligevel en drejning i diskussionen om den magtfuldkomne regering, som jo respekterer og anerkender de almindelige spilleregler, nemlig at regeringen jo ikke kan træffe beslutninger selv: Man skal have et flertal i Folketinget. Og derfor indkalder man til politiske forhandlinger, og så forhandler man, indtil der er et resultat. Skulle jeg gribe ind i det og ødelægge selve en af grundstenene i det danske folkestyre? Det havde jeg dog alligevel ikke troet at der ville lyde opfordringer til.

Så jeg vil, modsat hvad spørgeren opfordrer til, respektere og anerkende de almindelige politiske spilleregler. Der er først et resultat, den dag der er et flertal af politiske partier og mandater her i Folketinget, der tager ansvar for at løse et problem; et problem, som vi skal have fundet en løsning på. For jeg er nemlig enig i, at de danskere, der bliver ramt af meget, meget høje priser, og som måske ikke har økonomien til at kunne indfri det, ja, dem ønsker vi sådan set også at hjælpe. Men jeg vil da opfordre Folketingets partier til at blive inde ved det bord og finde den rette løsning.

Så er det hr. Morten Messerschmidts sidste spørgsmål.

Ja, statsministeren taler om grundstenene i dansk parlamentarisme, men sagen er, at mens hun tøver og hendes minister tøver, er det jo grundstenene i de fleste menneskers privatøkonomi, der er på spil. Det synes jeg egentlig at man skulle tage og lytte mere til. Altså, sagen er, at vi borgerlige partier jo har meldt ud, at vi er klar til at bruge de penge, som statsministerens minister, klima-, energi- og forsyningsministeren, ikke vil bruge i forhold til uanvendte støttemidler til VE. Og sidst jeg tjekkede det, burde det da i hvert fald, hvis statsministeren kan råde over sit eget parti og vi blå partier kan stå sammen, dække til et flertal. Så hvorfor? Hvad er det præcis, der er udfordringen i forhold til de parlamentariske grundsten, statsministeren er mere bekymret for end danskernes privatøkonomi?

Statsministeren.

[Lydudfald ] ... frisk at bede statsministeren om at undergrave det danske demokrati. Det er nok meget godt, at statsministeren holder fast i de almindelige spilleregler, og det er jo altså, at en regering ikke kan træffe beslutninger selv; det kræver et flertal i Folketinget. Og mig bekendt er det korrekt, at der er givet et tilsagn fra en række partier om at bruge penge, men det tror jeg sådan set der er givet et tilsagn om fra de fleste partier, men hvordan man skal finansiere det, tror jeg ikke vi har hørt meget til endnu. Og sådan kan vi jo ikke lede et land. Altså, uagtet hvor vigtigt det her er, kan man jo ikke bare blive ved, og vi ser det jo igen og igen, ikke mindst fra Venstres side, at man stiller sig op og siger: Vi vil gerne bruge flere penge. Men pengene skal jo komme et sted fra. Der skal føres en ansvarlig økonomisk politik. Det kan vi godt i det her land, samtidig med at vi hjælper nogle af dem, der er blevet uforholdsvis hårdt ramt af de stigende energipriser.

Tak til hr. Morten Messerschmidt.

Vi går videre i rækken, og det er nu fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)