Tak for det. Jeg mente absolut det, jeg sagde i sidste runde, nemlig at jeg tager vel imod det, som jeg opfatter som en fremstrakt hånd fra ministerens side, i forhold til at vi skal prøve at se på, hvordan vi får løst den her utryghed, som der er blandt en lang række ambulanceførere. Og det er vigtigt at holde fast i, at man jo faktisk tidligere har været inde og kigge på, skal vi sige lignende problemstillinger, for det var sådan med den automatiske trafikkontrol, altså de her mobile stærekasser og de fastmonterede stærekasser, at det også tit skabte en masse problemer. For under udrykningskørsel blev de så at sige blitzet, og der gik man jo også ind og kiggede på, hvad man kunne gøre dér, og der blev det sådan, at sagsbehandlerne nu reelt sidder manuelt, går jeg ud fra, og så siger: Okay, her er der en udrykningskørsel, så den bliver frasorteret. Man finder en løsning på en problemstilling, og det gør så, at de, der kører udrykningskøretøj, ikke får de her mange, mange bøder.
Det er jo det samme, som vi efterspørger her. Så jeg mener det helt oprigtigt: Jeg vil tage vel imod hånden, og lad os så indgå i en dialog. Jeg ved, at FOA, som jeg er stensikker på at ministeren også har et rigtig nært tilhørsforhold til i dagligdagen, jo også virkelig brænder meget, meget for det. Så det vigtigste er fremover i hvert fald, at både ambulanceførere, men så sandelig også alle de andre, både brandmænd og lignende, der kører udrykningskøretøj, kan gøre det i trygge rammer, så de ikke skal være nervøse over at have det her hængende over hovedet. Så tusind tak for den fremstrakte hånd. Jeg ser frem til det.