Spm. nr. S 630

9) Til ministeren for ligestilling af:

Pernille Skipper (EL):

Justitsministeren og socialministeren har på et samråd sagt, at de ønsker at finansiere en kommende handleplan mod partnervold og partnerdrab med midler fra socialreserven, disse midler er aldrig varige, men løber maximalt 3 år af gangen, mener ministeren, at en kommende handleplan mod partnervold og partnerdrab skal være midlertidig, og hvilke forestillinger har ministeren om indholdet af en sådan plan?

Spm. nr. S 630

9) Til ministeren for ligestilling af:

Pernille Skipper (EL):

Justitsministeren og socialministeren har på et samråd sagt, at de ønsker at finansiere en kommende handleplan mod partnervold og partnerdrab med midler fra socialreserven, disse midler er aldrig varige, men løber maximalt 3 år af gangen, mener ministeren, at en kommende handleplan mod partnervold og partnerdrab skal være midlertidig, og hvilke forestillinger har ministeren om indholdet af en sådan plan?

Værsgo.

Justitsministeren og socialministeren har på et samråd sagt, at de ønsker at finansiere en kommende handleplan mod partnervold og partnerdrab med midler fra den såkaldte socialreserve, disse midler er aldrig varige, men løber maksimalt 3 år ad gangen, mener ministeren, at en kommende handleplan mod partnervold og partnerdrab skal være midlertidig, og hvilke forestillinger har ministeren om indholdet af en sådan plan?

Ministeren.

Partnervold og partnerdrab er uacceptabelt, og vi bliver nødt til at anskue det som et samfundsproblem, hvis vi skal komme det til livs. Jeg mener også, at vi skal ændre strukturerne for at kunne ændre den kultur, som der åbenlyst er behov for at ændre. Jeg er allerede i gang med at holde møder med relevante aktører for at få deres input, og jeg har også planer om, at jeg sammen med Ligestillingsudvalget kan få konkret inspiration ved at tage på studietur til Norge engang i maj. Jeg kan derfor endnu ikke sige, præcis hvad indholdet i handlingsplanen bliver, men min ambition er, at vi både får set på strukturelle tiltag og konkrete indsatser rettet mod de voldsudsatte kvinder, mænd og deres børn. Vi skal også sætte ind over for voldsudøverne, så vi får stoppet voldscirklen.

Der har været handlingsplaner mod partnervold siden 2002, og de har typisk været finansieret gennem det, der tidligere hed satspuljen, i perioder på 4 år. Men regeringen har endnu ikke truffet beslutning om, hvordan en ny handlingsplan vil skulle finansieres.

Jeg er glad for, at der er interesse fra Folketingets side i forhold til udarbejdelsen af en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, og jeg håber, at vi sammen kan løfte opgaven. Det er en opgave, som det er utrolig vigtigt at vi står sammen om at løfte, hvis vi skal have ændret det strukturelle problem, det er, og anskue det som et samfundsproblem.

Spørgeren.

Jeg ser det nok sådan, at glasset er halvt fuldt – jeg er glad for, at regeringen ikke endnu har truffet beslutning om, hvordan det skal finansieres. Altså, partnervold øger risikoen for partnerdrab, og derfor kan man jo ikke se indsatsen omkring partnervold og partnerdrab hver for sig, og det tror jeg sådan set ikke at jeg behøver at belære ministeren om overhovedet. Jeg behøver heller ikke at understrege, hvor vigtigt det er, at vi laver en form for forebyggende indsats. Jeg er i øvrigt også meget enig med ministeren i, at det både er strukturelt og kulturelt, og at de ting hænger sammen.

Selv om jeg ikke har hørt fra alle interessenter endnu, har jeg dog en idé om, hvad sådan en handleplan kunne indeholde, fordi jeg har hørt, hvad mange har sagt, og det ved jeg at ministeren også har. Altså, der er tale om et øget behov for opsporing og for voldsfaglighed i den enkelte kommune, f.eks. at man har teams, som er i stand til at hjælpe med at identificere voldsofre og dermed også at komme dem aktivt til hjælp. Der er et meget, meget stort uopfyldt behov for ambulant rådgivning, hvor man ikke behøver at stå med tasken og børnene under armen på et krisecenter, men faktisk kan få hjælp til at komme ud af voldscirklen før det.

Som ministeren også nævner, er der et behov for behandling af udøvere, og der er behov for en opprioritering hos politiet. Og alt det her stopper jo ikke om 3 år, og det er derfor, det er så bekymrende, når der bliver talt om den her finansiering, som har været brugt igen og igen. Og det har været problemet længe – det er stop and go, stop and go, og det får vi ikke en ordentlig indsats af.

Ligestillingsministeren var jo, da hun trådte til, ude at tale om en handleplan mod partnerdrab meget tidligt og meget bastant. Jeg tror, der var rigtig mange, som går op i det, som var meget imponerede over den måde, som ministeren trådte i karakter på, også ved at tage nogle ord i sin mund, som jeg ikke tror at ministre før har gjort, nemlig at det her er et spørgsmål om, at kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder. Og derfor er det jo også så vigtigt, at det her bliver fulgt op af reel handling og varig handling, altså noget, som kan tage nogle år. Det tager mere end 3 år, desværre, at komme af med både partnervold og partnerdrab.

Ministeren.

Tak til Enhedslisten for at være dagsordenssættende på det her område, for det synes jeg i den grad man skylder Enhedslisten anerkendelse for.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi den her gang starter med indholdet og starter med at sige: Hvad er de rigtige indsatser? Og det er korrekt, at der både er noget, der handler om tilbuddene, og der er også noget lovgivning, som handler om konsekvenserne over for voldsudøverne, og der er noget, der handler om de børn, der kommer i klemme, hvor det kan være utrolig svært for den voldsramte at få børnene efterfølgende.

Så der er mange elementer i det her, og jeg synes, det vigtige i den fase, vi står i nu, er at få alle gode indspark med og få lavet en ordentlig handlingsplan og dermed også skubbe på for, at vi gør noget andet, end vi har gjort før, hvor vi er hoppet fra den ene tue til den anden.

Spørgeren.

Igen vil jeg sige: Glasset er halvt fuldt. Hvis vi skal gøre noget andet, end vi har gjort før, hvor vi har hoppet fra den ene tue til den anden, så er det et skridt fremad. Det tager jeg ned og holder ministeren op på. Der er ikke nogen tvivl om, at den her hoppen fra finansiering til finansiering ikke gør nok. De langsigtede indsatser er nødvendige, og vi ved jo, at partnervold både går i arv fra udøver til udøver, men det går også i arv fra offer til offer. Der er nogle kæmpe strukturelle problemer, som det tager mange år, måske endda generationer, at komme ud af. Men jeg bliver bekymret, når regeringen siger: Lad os starte med indholdet, og så kommer pengene bagefter. Min erfaring er desværre, at så kommer pengene bare ikke.

Ministeren.

Jeg mener faktisk oprigtigt, at det rigtige er at starte med at spørge, hvad der skal til, og hvad indholdet skal være, og bagefter spørge, hvad det indhold så koster. Det mener jeg er den rigtige rækkefølge at gøre det i, og jeg mener også, at det rigtige ikke alene er at se på de ting, der koster penge, men også se på de ting, som jeg ved har rigtig stor betydning for de kvinder, der står ude på krisecentrene, og hvor det er en kamp mellem systemer om eksempelvis børnene, eller hvor hastigheden ikke er skruet højt nok op i forhold til at få afklaring på eksempelvis situationen omkring børn.

Spørgerens sidste spørgsmål.

Det her med samværsrettigheder og forældremyndighed er en hel spørgsmålsrunde for sig selv. Man kan også sige, at et problem for de kvinder, der står på krisecentrene, er, at de overhovedet er på krisecenteret – at det er kommet dertil. Og i øvrigt vil jeg sige: Hvis de ikke har noget arbejde, er de stadig væk ægtefælleafhængige af deres mands indtægt og kan ikke få deres egen kontanthjælp. Det koster noget at gøre noget ved det, og derfor er jeg lidt bekymret for, om det her arbejde så vil blive begrænset af, at det ikke må koste penge. Så kan ministeren love, at vi finder ud af, hvad der skal til, og så finder vi pengene? Eller vil idékataloget blive begrænset af, hvad der er midler til, og at der ikke er fundet midler endnu?

Ministeren.

Jeg mener, som jeg sagde før, at den rækkefølge, det skal gøres i, er, at vi starter med at invitere alle aktører ind, så vi får alle gode indspark med på banen. Selvfølgelig kan jeg ikke stå her i dag og sige, at alle de input, der måtte komme, kommer med i handlingsplanen. Men det, jeg kan sige meget klart, er, at vi lytter til alle de indspark, der måtte være, og jeg har et oprigtigt ønske, og det deler jeg med regeringen, om at lave en god og ordentlig handlingsplan og også en handlingsplan, der går videre end de handlingsplaner, vi har haft tidligere. For vi har behov for at se det her som et samfundsproblem og adressere det som et samfundsproblem.

Tak til ministeren for dagens indsats, og også tak til spørgeren, fru Pernille Skipper, for dagens spørgsmål.

Til vores tilhørere vil jeg sige, at det, I ser lige i øjeblikket, er sådan en onsdagsaktivitet, vi har, der starter kl. 13.00, og der kan alle Folketingets medlemmer stille spørgsmål til alle de ministre, der er til rådighed. De skal bare sende et spørgsmål fredag inden kl. 12.00. Så har de chancen for at riste en minister her med tre-fire spørgsmål. Det foregår så på skift, alt efter hvilken ministerrækkefølge vi har.

Det næste spørgsmål, vi skal til at have fat i, er spørgsmål nr. 10, og det er til udlændinge- og integrationsministeren, og han sidder herovre. Og spørgeren er hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.