Jeg ser det nok sådan, at glasset er halvt fuldt – jeg er glad for, at regeringen ikke endnu har truffet beslutning om, hvordan det skal finansieres. Altså, partnervold øger risikoen for partnerdrab, og derfor kan man jo ikke se indsatsen omkring partnervold og partnerdrab hver for sig, og det tror jeg sådan set ikke at jeg behøver at belære ministeren om overhovedet. Jeg behøver heller ikke at understrege, hvor vigtigt det er, at vi laver en form for forebyggende indsats. Jeg er i øvrigt også meget enig med ministeren i, at det både er strukturelt og kulturelt, og at de ting hænger sammen.
Selv om jeg ikke har hørt fra alle interessenter endnu, har jeg dog en idé om, hvad sådan en handleplan kunne indeholde, fordi jeg har hørt, hvad mange har sagt, og det ved jeg at ministeren også har. Altså, der er tale om et øget behov for opsporing og for voldsfaglighed i den enkelte kommune, f.eks. at man har teams, som er i stand til at hjælpe med at identificere voldsofre og dermed også at komme dem aktivt til hjælp. Der er et meget, meget stort uopfyldt behov for ambulant rådgivning, hvor man ikke behøver at stå med tasken og børnene under armen på et krisecenter, men faktisk kan få hjælp til at komme ud af voldscirklen før det.
Som ministeren også nævner, er der et behov for behandling af udøvere, og der er behov for en opprioritering hos politiet. Og alt det her stopper jo ikke om 3 år, og det er derfor, det er så bekymrende, når der bliver talt om den her finansiering, som har været brugt igen og igen. Og det har været problemet længe – det er stop and go, stop and go, og det får vi ikke en ordentlig indsats af.
Ligestillingsministeren var jo, da hun trådte til, ude at tale om en handleplan mod partnerdrab meget tidligt og meget bastant. Jeg tror, der var rigtig mange, som går op i det, som var meget imponerede over den måde, som ministeren trådte i karakter på, også ved at tage nogle ord i sin mund, som jeg ikke tror at ministre før har gjort, nemlig at det her er et spørgsmål om, at kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder. Og derfor er det jo også så vigtigt, at det her bliver fulgt op af reel handling og varig handling, altså noget, som kan tage nogle år. Det tager mere end 3 år, desværre, at komme af med både partnervold og partnerdrab.