Spm. nr. S 547

10) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Katrine Robsøe (RV):

Frygter ministeren, at nogle af de unge, som på grund af aftalen om udflytning og lukning af uddannelsespladser ikke kommer ind på deres ønskede uddannelse, slet ikke vil få en uddannelse?

Spm. nr. S 547

10) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Katrine Robsøe (RV):

Frygter ministeren, at nogle af de unge, som på grund af aftalen om udflytning og lukning af uddannelsespladser ikke kommer ind på deres ønskede uddannelse, slet ikke vil få en uddannelse?

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak skal du have. Frygter ministeren, at nogle af de unge, som på grund af aftalen om udflytning og lukning af uddannelsespladser ikke kommer ind på deres ønskede uddannelse, slet ikke vil få en uddannelse?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Spørgsmålet relaterer sig selvfølgelig til den diskussion, som vi har lige nu, og som vi har haft i en periode, efter at der er indgået en aftale om udflytning af uddannelser og sikring af gode uddannelsesmuligheder over hele landet. Og de videregående uddannelsesinstitutioner har indsendt deres planer for udflytning, som vi lige nu drøfter i aftalekredsen. I institutionernes indspil er der ud over de oprindelige 21 udbud, som indgår i den politiske aftale, over 100 idéer til nye og udflyttede udbud uden for de største byer – nye uddannelsesmuligheder, som betyder, at flere får mulighed for at starte på en videregående uddannelse. Det kan f.eks. være personer, som har stiftet familie eller på anden vis ikke har mulighed for at flytte til en af de store byer.

For at komme nærmere spørgsmålet ud over den her kontekst omkring det vil jeg sige, at uddannelsestrangen er stærk blandt danske unge. Begrænses optaget ét sted, viser erfaringen, at de unge i stedet søger om optagelse på en anden uddannelse. Dygtige unge studenter, der er klar til at tage en uddannelse, lader ikke være med at tage en uddannelse, hvis der er et sted, de gerne ville have været ind, hvor de ikke kan komme det; de søger en anden uddannelse. Sådan er det helt gennemgående. Da den daværende radikale uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i 2014 indførte den såkaldte ledighedsbaserede dimensioneringsmodel, som begrænsede optaget på uddannelser med vedvarende overledighed, viste det sig efterfølgende, at langt størstedelen af de ansøgere, som havde søgt ind på en af de begrænsede uddannelser, søgte ind på en anden uddannelse, og det er jo egentlig et godt historisk eksempel på, at uddannelsestrangen er stærk.

Uddannelse er vigtigt, ikke kun for samfundet, men også for det enkelte menneske, for det enkelte menneskes dannelse, udvikling og muligheder. Vi skal ikke have færre med en videregående uddannelse i Danmark, og derfor er formålet med aftalen om flere og bedre uddannelsesmuligheder i Danmark, som et bredt flertal af Folketingets partier står bag, også at sikre netop det, at vi fortsat har mange gode muligheder for uddannelse i hele landet, og at nogle, der altså ikke nødvendigvis kan bevæge sig så langt efter det, har mulighed for at tage en uddannelse tættere på, hvor de bor. Tak for ordet.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg håber også, at endnu flere kommer med på uddannelsesvognen. Det synes jeg faktisk ville være den rigtige ambition for os at få, så en større procentdel af danske unge og danskere generelt rent faktisk får mulighed for at benytte sig af vores uddannelsessystem og dermed også får lov til at blive sat fri og leve det liv, som de drømmer om. For det er jo det, uddannelse kan. Men jeg vil gerne spørge lidt mere ind til det her med, hvordan regeringen har regnet med at de unge bare følger med de her uddannelser ud. For i faktaarket til regeringens udspil står der ordret, og jeg tillader mig lige at læse op:

»Det er lagt til grund, at ca. 90 pct. af de studerende, der ikke optages i de største byer som resultat af reduktionen, vil søge uddannelse uden for de største byer. 10 procent vil forventeligt søge mod andre »tomme« pladser i byerne på uddannelser, der ikke er omfattet af den geografiske dimensionering ...«

Jeg går ud fra, at der, når man laver sådan en vurdering, ligger nogle ret præcise analyser bag og ikke bare et håb og en tro. For jeg vil også gerne tro på det bedste, men jeg mener også, at man er nødt til at kunne forberede sig på, at det ikke altid går, som man lige drømte om. Så hvad er egentlig regeringens belæg for at have den her 90-10-fordeling i forhold til forventningen öm, hvor de unge rykker hen, og at man ikke ser nogen, der falder fra?

Ministeren.

Nu bevæger vi os måske lidt over i noget, der ligger sådan lidt ved siden af det, der egentlig er spurgt om, og jeg svarer også gerne på opfølgende spørgsmål om forskellige skriftlige kilder, som fru Katrine Robsøe kan finde og citere fra.

Men hvis det skal handle om, hvorvidt man regner med, at unge får en uddannelse, selv om de ikke kommer ind på den, de faktisk foretrak, fordi den af en eller anden grund måtte ligge et andet sted, eller hvad det nu er, så har vi et meget stærkt eksempel i, da man indførte en ledighedsbaseret dimensionering fra Katrine Robsøes egen partiformands side. Og der har uddannelsestrangens styrke altså meget tydeligt vist, at unge vælger at gå til en anden uddannelse i stedet for den, de ikke måtte være kommet ind på, fordi den var dimensioneret.

Tak. Spørgeren.

Nu vil jeg bare lige understrege over for ministeren, at det altså ikke er tilfældige skriftlige kilder, men at det er regeringen og Uddannelses- og Forskningsministeriets eget faktaark fra regeringens eget udspil, hvor det ligger til grund, at man vurderer, at alle de unge vil følge med og søge en ny uddannelse, og hvordan deres søgemønster vil være. Det vil være 90-10. Så derfor synes jeg faktisk, det ville være helt fair, hvis ministeren kunne svare på det.

Så vil jeg bare godt lige tillade mig at spørge om noget, for DEAs rapport viser jo i hvert fald, at det her i meget høj grad kan føre til et højere frafald. Hvad er så ministerens holdning til det?

Ministeren.

Jeg synes, at det er modigt af DEA på den måde at lave beregninger på uddannelser og vurderinger af uddannelser, hvor de jo endnu ikke kender til, hvad det er, der er placeret hvorhenne. Jeg vil sige, at hvis man placerer uddannelser, som normalt er attraktive, hvor institutioner og universiteter f.eks. selv mener at de kan udbygge eksisterende gode campusmiljøer i mellemstore byer i Danmark, hvor de findes i forvejen, eller etablere et nyt stærkt miljø et andet sted, så har jeg kun grund til at tro, at det faktisk kan lade sig gøre, og at de både kan tiltrække studerende og også gennemføre uddannelser for de unge, der søger ind på dem.

Tak for det. Så er det fru Katrine Robsøe for det sidste spørgsmål.

Tak. Det er jo godt, at ministeren tror ting og sager. DEAs rapport peger jo lidt i en anden retning, og de har trods alt kigget ned i de data, der i hvert fald er lagt til grund for at lave den form for beregninger. Som sagt er det godt at tro og håbe, og jeg hører faktisk, at ministeren i hvert fald til at starte med siger, at man som minimum vil beholde andelen af unge, der tager en videregående uddannelse. Hvis nu ministeren tager fejl, hvor lang tid skal der så gå, før ministeren griber ind? Hvor mange færre unge vil ministeren tillade får en videregående uddannelse, før man vil gribe ind i den her aftale?

Ministeren.

Jeg mener, at det – må jeg sige – er et meget stærkt hypotetisk spørgsmål, og at min frygt faktisk er, at vi, hvis ikke vi lavede en aftale som den her, så ville risikere, at færre fik en videregående uddannelse, fordi der bliver længere til den, og mulighederne vil blive dårligere. I årrækken frem med færre unge i ungdomsårgangene vil vi risikere, at der vil blive en øget centralisering af uddannelser. For at undgå det er der et meget bredt flertal i Folketinget, der her tager et betydeligt ansvar, og det er vigtigt både for de unge og for udviklingen i hele vores samfund. Derfor er vi i gang med at implementere den aftale på bedst mulig vis.

Tak for det, tak til uddannelses- og forskningsministeren og til fru Katrine Robsøe.

Det næste – og sidste – spørgsmål er til skatteministeren, og det er stillet af hr. Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.