Tak for spørgsmålet. Spørgsmålet relaterer sig selvfølgelig til den diskussion, som vi har lige nu, og som vi har haft i en periode, efter at der er indgået en aftale om udflytning af uddannelser og sikring af gode uddannelsesmuligheder over hele landet. Og de videregående uddannelsesinstitutioner har indsendt deres planer for udflytning, som vi lige nu drøfter i aftalekredsen. I institutionernes indspil er der ud over de oprindelige 21 udbud, som indgår i den politiske aftale, over 100 idéer til nye og udflyttede udbud uden for de største byer – nye uddannelsesmuligheder, som betyder, at flere får mulighed for at starte på en videregående uddannelse. Det kan f.eks. være personer, som har stiftet familie eller på anden vis ikke har mulighed for at flytte til en af de store byer.
For at komme nærmere spørgsmålet ud over den her kontekst omkring det vil jeg sige, at uddannelsestrangen er stærk blandt danske unge. Begrænses optaget ét sted, viser erfaringen, at de unge i stedet søger om optagelse på en anden uddannelse. Dygtige unge studenter, der er klar til at tage en uddannelse, lader ikke være med at tage en uddannelse, hvis der er et sted, de gerne ville have været ind, hvor de ikke kan komme det; de søger en anden uddannelse. Sådan er det helt gennemgående. Da den daværende radikale uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i 2014 indførte den såkaldte ledighedsbaserede dimensioneringsmodel, som begrænsede optaget på uddannelser med vedvarende overledighed, viste det sig efterfølgende, at langt størstedelen af de ansøgere, som havde søgt ind på en af de begrænsede uddannelser, søgte ind på en anden uddannelse, og det er jo egentlig et godt historisk eksempel på, at uddannelsestrangen er stærk.
Uddannelse er vigtigt, ikke kun for samfundet, men også for det enkelte menneske, for det enkelte menneskes dannelse, udvikling og muligheder. Vi skal ikke have færre med en videregående uddannelse i Danmark, og derfor er formålet med aftalen om flere og bedre uddannelsesmuligheder i Danmark, som et bredt flertal af Folketingets partier står bag, også at sikre netop det, at vi fortsat har mange gode muligheder for uddannelse i hele landet, og at nogle, der altså ikke nødvendigvis kan bevæge sig så langt efter det, har mulighed for at tage en uddannelse tættere på, hvor de bor. Tak for ordet.