Spm. nr. S 528

8) Til børne- og undervisningsministeren af:

Mai Mercado (KF):

Er det efter ministerens opfattelse god regeringsførelse, at medlemmer af Folketinget ikke kan få udleveret konsekvensberegninger af tvangsfordelingen af gymnasieelever, selv om ministeren brugte dem i forhandlingerne om elevfordeling?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Er det efter ministerens opfattelse god regeringsførelse, at medlemmer af Folketinget ikke kan få udleveret konsekvensberegninger af tvangsfordelingen af gymnasieelever, selv om ministeren brugte dem i forhandlingerne om elevfordeling?

Ministeren.

Det helt utrolig korte svar på det spørgsmål er jo simpelt hen: Ja. Og hvis det ikke var tilfældet, ville jeg jo have udleveret tallene. Og det vil jeg så gerne uddybe, for jeg synes sådan set, at jeg har tænkt rigtig grundigt over det. Det er jo tal, jeg både har udleveret til De Konservative og til Venstre i forbindelse med forhandlingerne, og det vil sige, at dem, der har siddet og truffet beslutningerne, jo har haft kendskab til tallene. Derfor har der faktisk ligget ret nøje overvejelser bag, at jeg har valgt ikke at fremlægge dem. Baggrunden for det er, at de tal kan man godt bruge på et aggregeret niveau med alle mulige usikkerheder nede i maven, men på de enkelte institutioner kan det have ret store konsekvenser, om kapacitetsfastsættelsen bliver det ene eller det andet. Og eftersom vi endnu ikke ved, hvad kapacitetsfastsættelsen bliver, vil de tal afspejle noget, som ikke bliver til virkelighed eller bliver til virkelighed på en anden facon.

Det vil sige, at vi risikerer, at en masse institutioner kommer til at opleve en meget, meget stor usikkerhed, som aldrig bliver til virkelighed, mens andre tror, at alt er godt, og at de kommer til at fortsætte, som de plejer, hvorefter der kommer en kapacitetsfastsættelse, som viser noget helt andet. Så når jeg mener, at det er udtryk for god regeringsførelse, er det faktisk efter en nøje, nøje overvejelse i forhold til at sige: Hvad er det for en viden, der skal til for at kunne træffe politiske beslutninger, og har den viden været tilgængelig for dem, der har været med til at træffe de beslutninger, og hvad er det for en viden, der skal være tilgængelig på institutionerne? Og der er det sådan, at der til sommer kommer nye tal, som stadig væk vil være behæftet med stor usikkerhed, men som dog kommer tættere på. Så det er simpelt hen et ønske om ikke at få skabt en masse usikkerhed på institutionerne og i lokalsamfundet, hvis det alligevel ikke er sådan, at de tal nogen sinde bliver til virkelighed. Og der er bare ikke lavet en kapacitetsfastsættelse endnu.

Mai Mercado, værsgo.

Så ministeren vender hele elevfordelingen på hovedet og ændrer fordelingen, så det bliver forældrenes indkomst, der er afgørende for, hvilket gymnasium eleverne kan vælge, men uden at tallene rent faktisk er sikre. Det er en meget stor gambling med elevers fremtidige valg af gymnasier. Og det tror jeg også godt at ministeren ved, og jeg tror, at ministeren er bange for, hvad der vil ske, hvis de tal kommer frem. For hvis de tal kommer fra, vil alle jo få syn for sagn; så vil man lige præcis kunne se, hvor det er, at man ikke selv vil kunne komme ind på et gymnasium, og hvor det er, at man vil blive presset hen. Og så vil man opdage, hvad det er for en manøvre, ministeren har gang i, og derfor vil jeg bare her åbent i mit spørgsmål appellere til, at ministeren vil besinde sig og rent faktisk fremlægge de tal.

Ministeren.

Jeg vil faktisk sige, at jeg ikke synes, at det har været nogen let beslutning, om de tal skulle fremlægges eller ej. Jeg synes ikke, at der er kommet nogen nye argumenter frem her, vil jeg gerne sige, men jeg var egentlig åben over for, at der kunne komme argumenter, der tilsagde det. Man faktisk er det snarere tværtimod, for det, fru Mai Mercado siger, er, at så ville man få syn for sagn; så ville man vide, hvad man havde at forholde sig til. Det er jo præcis derfor, at jeg ikke vil fremlægge dem, for det er ikke det, der ligger i de tal. Og for at gøre det helt konkret: Det, der ligger i de tal, der ikke er fremlagt, er jo nogle estimater af, cirka hvordan klasserne vil fordele sig. Og for en konkret skole gør det altså en ret stor forskel, om det er 10 klasser eller 12 klasser, man får. Men det siger de tal kun noget om i estimatform og ikke i konkret form – men det er jo sådan, man vil reagere.

Fru Mai Mercado, værsgo.

Jeg synes, at det er under al kritik, at ministeren ikke vil fremlægge beslutningsgrundlaget, således at man ude i de enkelte kommuner kan se, hvor grelt det rent faktisk kommer til at være for den enkelte familie, for den enkelte unge, som gerne vil på gymnasiet. Og samtidig vil det også have den betydning, at regeringen jo viser sin lukkethed, altså at man ikke er demokratisk sindet, at man ikke vil åbenheden, når det er, at man vælger at holde talgrundlag skjult. Så bare som et ønske om at sikre åbenheden vil jeg komme med en tredje opfordring til, at man fremlægger de tal.

Ministeren, værsgo.

Hvis det var sådan, at man faktisk kunne se, hvor grelt det stod til, altså forstået på den måde, at tallene var præcise, ville jeg have fremlagt dem. Altså, udfordringen her er faktisk, at det kan man ikke, og det vil sige, at det jo både er i den ene og den anden retning. Der er nogle skoler, der med de tal ville tro, at det så er det her, der er fremtiden for dem, og at der vil blive barberet et par klasser fra, mens det for andre skoler ville være omvendt, altså at det kan vise sig, når den konkrete kapacitet fastsættelse er der, at det bliver omvendt. Så det er bare for at sige, at diskussionen jo simpelt hen ville basere sig på et grundlag ude på de enkelte institutioner, der ikke passer. Det, vi så har fremlagt, er det aggregerede tal, hvor man kan se, hvad konsekvensen er der.

Så er det fru Mai Mercado for sit sidste spørgsmål i den her omgang.

Så det, at tallene er så usikre, at man reelt ikke ved, hvad det er for en øvelse, man har sat i gang, og at man derfor kun kan sige noget på aggregeret niveau, er da et kæmpe problem. Altså, enten vælger man at vende det hele rundt og kan alligevel ikke bruge de tal til ret meget, eller også man vælger at skjule tallene, fordi man ikke vil vise eleverne, hvad de reelt kommer til at miste af valgfrihed. Det er da problematisk.

Ministeren.

Reelt er svaret jo, at det er det første, for vi har ikke deres søgemønstre; det er jo det, der er baggrunden for usikkerheden, altså forstået på den måde, at det jo simpelt hen handler om, at det er de tal, vi baserer beregningerne på. Man kan ikke rigtig gøre andet, fordi de jo ikke søger, før de søger, og det vil sige, at elever, der skal søge ind på gymnasiet, herunder bl.a. min egen søn, som skal søge en ungdomsuddannelse i 2023, jo endnu ikke har søgt ind. Og det vil sige, at de tal og beregninger, vi laver, baserer sig på gamle søgemønstre. Vi kan jo ikke lave om på, at det eneste, vi har, er gamle søgemønstre, eftersom de nye søgemønstre først kommer, når folk faktisk har søgt. Det er det, der er baggrunden for usikkerheden, og derfor er svaret i den første kategori af svarmuligheder.

Tak. Spørgsmålet er slut.

Men vi fortsætter til det næste spørgmål med både børne- og undervisningsministeren og fru Mai Mercado.