Tak for spørgsmålet. Regeringen har, som spørgeren jo rigtigt refererer til, sammen med et bredt flertal i Folketinget afsat en pulje på 100 mio. kr. til at understøtte kommunernes hjælp til dem i vores samfund, der har mindst, og som derfor bliver ramt hårdest af de stigende priser på el og varme.
Da vi så, at priserne på varme og elektricitet begyndte at stige, var det vores absolutte topprioritet at holde hånden under de kontanthjælpsmodtagere og pensionister, der har allermindst på kistebunden. Det handler grundlæggende om solidaritet, og det er, som jeg ser det, kernen i velfærdssamfundet. Dermed ikke sagt, at der ikke er andre borgere, der kan få sig en forskrækkelse, når den næste varmeregning dumper ind ad brevsprækken. Derfor følger vi også udviklingen tæt i regeringen og holder øje med, om der er brug for flere målrettede initiativer, der kan afbøde konsekvenserne af de stigende energipriser, og derfor inviterede klima-, energi- og forsyningsministeren også Folketingets partier til at drøfte de stigende energipriser i sidste uge.
For der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er regeringens holdning, at ingen fortjener at fryse i eget hjem på grund af prisstigninger ude i den store verden, som man ikke selv har været herre over – hverken pensionister, kontanthjælpsmodtagere eller lønmodtagere. Tak for ordet.