Tak for spørgsmålet. Ombygningen af Aarhus Hovedbanegård er et helt centralt anlægsprojekt i en kæde af meget store projekter, som er nødvendige for, at de nye elektriske tog kan køre mellem Fredericia og Aalborg. En anlægslov er i den forbindelse et vigtigt redskab for at sikre, at projektet kan gennemføres til tiden. Et bredt flertal i Folketinget, også spørgerens parti, har besluttet at følge Banedanmarks indstilling om at samle alle delprojekterne på Aarhus Hovedbanegård i et samlet projekt, sådan at perioden med sporspærringer og støjgener bliver mindre. Og det var en god beslutning.
Samtidig er der fra Banedanmarks side lagt op til en stor indsats for, at flest mulige af de støjende arbejder gennemføres i dagtimerne, og det sker jo altså så på bekostning af passagerernes mulighed for at tage toget. Skulle man yderligere minimere støjende arbejde om aftenen og om natten, ville det betyde, at togpassagererne blev generet endnu mere, og vi kan risikere at skulle have en længere periode med en helt lukket Aarhus Hovedbanegård.
For at hjælpe borgerne i Aarhus under ombygningen er der med lovforslaget som noget ganske særligt givet mulighed for kompensation og genhusning til de naboer, der er særligt udsatte. Det har også tidligere været efterspurgt af Aarhus Kommune i forbindelse med deres høringssvar. Derfor vil jeg gerne understrege, at vi alle sammen har en fælles interesse i, at ombygningen bliver klaret til tiden og med færrest mulige gener for naboer og passagerer.
Derfor vil jeg også invitere spørgeren sammen med De Konservatives transportordfører til en kaffesnak, hvor vi kan vende de spørgsmål, der måtte være, herunder også, hvordan vi kan tage initiativ til at sikre dialog mellem kommune, Banedanmark og mit ministerium i form af møder eller tilsvarende, med henblik på at finde ud af, hvordan vi bedst muligt hjælper hinanden i det videre forløb – og ikke mindst sikrer, at naboerne kan få en genhusning eller kompensation.