Tak for det. Jeg er jo fuldstændig enig i, at der ikke er nogen enkel løsning, og derfor er det, vi efterspørger, sådan set bare, at man i det hele taget begynder at anvise nogle løsninger. For det, der lige nu er udfordringen, er, at det er lidt svært at se, hvad det er, regeringen konkret vil gøre for at løse den her udfordring.
Det er rigtigt, at det især her i 2021, men også i 2020, har været særlig problematisk på grund af covid-19, men det er jo også et grundlæggende strukturelt problem. Det er ikke kun inden for sundhedsvæsenet, vi ser det. Det er jo også en problemstilling, vi ser inden for plejesektoren og på dagtilbudsområdet. Det er altså inden for alle de kvindedominerede velfærdsfag, at vi ser den her udfordring. Ministeren nævnte selv tallet fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som viser, at vi i år har været oppe på, at det er halvdelen af stillingerne, der ikke er blevet besat inden for 3 måneder. Hvis vi ser på sosu-assistenter, er det 48 pct. af stillingerne, og hvis vi ser på sosu-hjælperne, er det 44 pct. af stillingerne, der ikke bliver besat. Så det er jo et generelt og strukturelt problem.
Derfor skal jeg bare høre: Hvad er det konkret, regeringen forestiller sig vi skal gøre ved den her udfordring? Beskæftigelsesministeren indkaldte – faktisk kort tid efter indgrebet i sygeplejerskekonflikten – til et trepartsmøde, fordi der var udfordringer i forhold til ansættelser inden for servicefagene. Det var ikke kun et spørgsmål om at se på problemstillingen nu og her, men også på lidt længere sigt. Når nu ministeren anerkender, at det i forhold til den her problemstilling er en vifte af løsninger, der skal til, vil beskæftigelsesministeren så være villig til at indkalde til et trepartsmøde, så vi kan få set på udfordringerne både kort og på lang sigt? For lige nu kniber det med at se, hvad det er for nogle løsninger, regeringen peger på.