Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 9. december 2021
Forslag
til
Lov om ændring af lov om sygedagpenge og
barselsloven
(Udvidet ret for arbejdsgiver til refusion
og for selvstændige til sygedagpenge som følge af
covid-19 samt ny midlertidig periode med ret til dagpenge ved
pasning af børn som følge af covid-19)
§ 1
I lov om sygedagpenge, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1712 af 20. august 2021, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter § 43 indsættes før overskriften før
§ 44:
Ȥ 43 a. En
selvstændig erhvervsdrivende, som i øvrigt opfylder
lovens betingelser, har i perioden fra og med den 23. november 2021
til og med den 28. februar 2022 ret til sygedagpenge fra kommunen i
de første 2 uger af sygeperioden, hvis den
selvstændiges uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at
personen som følge af smitte med covid-19 eller som
nær kontakt til en person smittet med covid-19 er i isolation
i overensstemmelse med de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger
herom. Det samme gælder, hvis den selvstændiges
uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at den selvstændige
som nær kontakt til en nær kontakt til en person
smittet med covid-19 er i isolation i overensstemmelse med de
danske sundhedsmyndigheders anbefalinger herom.
Stk. 2.
Anmeldelse af fraværet til kommunen efter stk. 1 skal ske
senest 3 uger efter første fraværsdag ved at udfylde
en blanket, som udleveres af kommunen. Kommunen kan se bort fra
overskridelse af fristen i 1. pkt. af de grunde, som fremgår
af § 43, stk. 5.«
2.
Efter § 53 a indsættes i kapitel
19:
Ȥ 53 b. En arbejdsgiver
har i perioden fra og med den 23. november 2021 til og med den 28.
februar 2022 ret til at få refusion fra kommunen i de
første 30 kalenderdage af sygefraværet, hvis
lønmodtagerens uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at
lønmodtageren som følge af smitte med covid-19 eller
som nær kontakt til en person smittet med covid-19 er i
isolation i overensstemmelse med de danske sundhedsmyndigheders
anbefalinger herom. Det samme gælder, hvis
lønmodtagerens uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at
lønmodtageren som nær kontakt til en nær kontakt
til en person smittet med covid-19 er i isolation i
overensstemmelse med de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger
herom. Det er en betingelse, at lønmodtageren i
øvrigt opfylder lovens betingelser.
Stk. 2.
Refusionen beregnes efter reglerne om sygedagpenge fra kommunen til
lønmodtagere, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. Refusionen kan
dog højst udbetales med det beløb, som
lønmodtageren har ret til efter § 50, stk. 2.
Stk. 3. §
59 finder anvendelse for anmeldelse af refusionskrav efter stk.
1.«
§ 2
I barselsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 235 af 12. februar 2021, som ændret ved § 3 i lov
nr. 527 af 27. marts 2021 og § 3 i lov nr. 1438 af 29. juni
2021, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 26 a, stk. 2, 2. pkt.,
udgår »omsorgsdage eller«.
2. I
§ 26 a, stk. 4, 1. pkt.,
udgår »ubrugte omsorgsdage eller«.
3. § 26 b,
stk. 1, 2. pkt., ophæves.
4. I
§ 26 b, stk. 2, 2. pkt.,
udgår »barnets sygedage, omsorgsdage eller«.
5. I
§ 26 b, stk. 4, 1. pkt.,
udgår »ubrugte barnets sygedage, omsorgsdage
eller«.
6. I
§ 26 c, stk. 1, indsættes
efter 3. pkt. som nyt punktum:
»Udbetaling Danmark kan for perioden
fra og med den 23. november 2021 til og med den 28. februar 2022
udbetale dagpenge efter §§ 26 a og 26 b for sammenlagt op
til 10 fraværsdage vedrørende det enkelte
barn.«
§ 3
Loven træder i kraft den 16. december
2021.
§ 4
Stk. 1. Uanset fristen
på 3 uger i § 43 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
sygedagpenge som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, kan en
selvstændig erhvervsdrivende for fravær omfattet af
§ 43 a, stk. 1, i lov om sygedagpenge som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 1, med første fraværsdag inden
lovens ikrafttræden anmelde fraværet til kommunen frem
til og med den 31. januar 2022.
Stk. 2. § 2, nr.
1-5, finder anvendelse fra og med den 23. november 2021.