Skriftlig fremsættelse (1. december
2021)
Skatteministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
opkrævningsloven, lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige og forskellige andre love (Sanktioner for manglende
indsendelse af materiale og tiltag til bekæmpelse af sort
økonomi og stråmandskonstruktioner m.v. som led i
udmøntning af aftale om anden etape af en styrket
skattekontrol)
(Lovforslag nr. L 96)
Lovforslaget er en del af reformen af
skattekontrollen og bygger videre på de seneste års
omfattende arbejde med at genopbygge skattevæsenet. Det er en
væsentlig forudsætning for opretholdelsen af det danske
velfærdssystem, at virksomheder betaler de skatter, som de er
pligtige til. Når skatter ikke betales, udhules
finansieringen af de velfærdsydelser, alle nyder godt af, og
tilliden til skattevæsenet kan lide et knæk. Det er
derfor helt centralt, at Skatteforvaltningen har effektive og
tidssvarende kontrolværktøjer. Dette gælder ikke
mindst i tilfælde, hvor virksomhederne ikke vil samarbejde
med Skatteforvaltningen, eller hvor virksomhederne bevidst og
systematisk forsøger at unddrage sig skatter og
afgifter.
Lovforslaget udmønter dele af
»Aftale om en styrket skattekontrol - etape 2«, som
regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti,
Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet indgik den 10.
marts 2021. Der foreslås tre initiativer, der skal
indføre hårdere sanktioner ved manglende regnskaber,
sort økonomi og svig. Det første initiativ skal
sikre, at flere virksomheder indsender regnskaber m.v., ved at give
mulighed for at inddrage eller nægte en virksomheds
registrering for skatter og afgifter, hvis virksomheden efter
gentagne henvendelser undlader at indsende materiale. Det andet
initiativ indeholder en udvidelse af muligheden for at
pålægge ledelsen i uregistrerede virksomheder at
hæfte for skatter m.v., så det bl.a. sikres, at der
ikke kan anvendes stråmandskonstruktioner til at undgå
hæftelse. Det tredje initiativ skal udvide muligheden for at
kræve sikkerhed fra virksomheder, der anmeldes til
registrering, så der ikke kan anvendes
stråmandskonstruktioner til at undgå at skulle stille
sikkerhed, og så der også kan kræves sikkerhed
fra virksomheder, der udgør en risiko for tab for
statskassen, fordi de tidligere har fået inddraget eller
nægtet registrering.
Endelig indeholder lovforslaget et fjerde
initiativ, der skal gøre tvangsbøder til et mere
effektivt pressionsmiddel, ved at tvangsbøder under
inddrivelse dækkes hurtigere.
Det foreslås, at lovforslaget skal
træde i kraft den 1. juli 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.