L 94 Forslag til lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere forevisning af coronapas, test for covid-19 m.v.

Af: fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 18-11-2021
1. behandlet / henvist til udvalg 23-11-2021
Betænkning afgivet 24-11-2021
2. behandlet/direkte til 3. behandling 25-11-2021
3. behandlet, vedtaget 25-11-2021
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Lovforslaget går ud på at give arbejdsgivere adgang til at pålægge ansatte at forevise coronapas, så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Derudover genindføres de regler, der gav arbejdsgivere adgang til at pålægge ansatte at blive testet for covid-19 og at blive oplyst om testens resultat.

Det foreslås med lovforslaget, at arbejdsgivere desuden får adgang til at pålægge ansatte at anvende selvtest på arbejdspladsen i det omfang, at de er CE-godkendte og anvendes i overensstemmelse med anvisningerne.

Det foreslås, at lovforslaget gælder i en afgrænset periode, medmindre regeringen og Folketinget beslutter at forlænge perioden, hvor covid-19 anses for en samfundskritisk sygdom.

Lovforslaget udmønter trepartsaftalen af 12. november 2021 mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter (DA og FH) om arbejdsgiveres mulighed for at pålægge ansatte at forevise coronapas.

Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra ikrafttrædelsen.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 98 (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, LA og ALT), imod stemte 4 (NB og FG), hverken for eller imod stemte 0.