Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 14. december 2021
1. Ændringsforslag
Der er stillet 12 ændringsforslag til
lovforslaget. Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget
har stillet ændringsforslag nr. 1-4, herunder om deling af
lovforslaget, Liberal Alliances medlem af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 7, 10 og 11, og skatteministeren har
stillet ændringsforslag nr. 5, 6, 8, 9 og 12.
2. Indstillinger
Udvalget vil
stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af
lovforslaget.
Et flertal i
udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller det under A nævnte
lovforslag til vedtagelse med de til
det under A nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Flertallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de af skatteministeren
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V, DF, NB og LA) indstiller de under A og B nævnte
lovforslag til forkastelse ved 3.
behandling. Mindretallet vil stemme for de til de under A og B
nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (KF) indstiller det under A
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til det under A
nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
vedtagelse med de af skatteministeren
til det under B nævnte lovforslag stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil ved 2. behandling
redegøre for sin stilling til de af Liberal Alliance til det
under B nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Frie Grønne, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget konstaterer,
at forslaget - trods de gode intentioner om at mindske unges brug
af nikotin - har en række mangler, som Folketinget ikke er
lykkedes med at få tilfredsstillende svar på fra
skatteministeren og sundhedsministeren under udvalgsbehandlingen.
Venstre konstaterer, at lovforslaget ifølge
Skatteministeriet vil medføre et øget salg af
cigaretter. Ifølge regeringens oplysninger vil lovforslaget
medføre en substitution fra 8 mio. nikotinposer til
tobaksprodukter. Ud fra en sundhedsbetragtning er det uheldigt,
fordi tilgængelig evidens kategorisk finder, at der er
større sundhedsomkostninger fra traditionelle
tobaksprodukter sammenlignet med røgfri nikotinprodukter.
Venstre konstaterer, at forslaget modarbejder ambitionen om en
røgfri generation i 2030.
Tilbage står, at lovforslaget ser ud
til at have en negativ effekt på folkesundheden, hvilket
står i modsætning til lovforslagets egentlige
formål om at styrke danskernes folkesundhed.
Venstre finder det endvidere
betænkeligt, at regeringen ikke tager det potentielle
grænsehandelsproblem alvorligt. I betragtning af at
afgiftsdifferencen i forhold til Sverige bliver på mindst 6,8
kr., og at priserne i forvejen er lavere i Sverige, og at der i
praksis ikke er grænser for privat import, tyder meget
på, at man skaber grobund for omfattende grænsehandel.
Skatteministeriet vurderer, at den nye afgift vil give anledning
til øget grænsehandel af 2 mio. dåser
nikotinposer.
Venstre opfordrer til, at
grænsehandelen med nikotindåser følges
nøje.
Venstre konstaterer, at erhvervslivet
finder det urealistisk at forsyne nikotinposedåser med
stempelmærker allerede fra den 1. juli 2022 som
foreslået af regeringen. Regeringens ønske om, at
afgifterne skal slå hurtigt igennem, opnås ikke ved, at
en branche pålægges regler, som branchen ikke har
mulighed for at efterleve.
Venstre opfordrer til, at
ikrafttrædelsen udsættes, så erhvervslivet har
passende tid til at omstille produktionen til de nye regler.
Intentionen om, at lovforslaget skal
bidrage til at styrke folkesundheden, ser efter regeringens
oplysninger ikke ud til at holde til et møde med
virkeligheden.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal
(KF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af tobaksafgiftsloven (Regulering af
antallet af cigaretter i en pakke)« omfattende titelnoten,
§ 1 og § 16, stk. 1 og 5.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter,
momsloven og forskellige andre love og ophævelse af lov om
ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter og
opkrævningsloven (Indførelse af afgift på
nikotinprodukter, sammenlægning af afgiftssatserne for
røgfri tobak, justering af betingelser for
fjernsalgsregistrering for visse punktafgifter, ændring af
momsloven som reaktion på covid-19-pandemien m.v.)«
omfattende titelnoten, §§ 2-15 og § 16, stk. 1-4 og
6.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til titlen
2) Noten
til lovens titel affattes således:
»1) Loven
har som udkast været notificeret i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt
forskrifter for informationssamfundets tjenester
(kodifikation).«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Til § 16
3) I
stk. 1 udgår », jf. dog
stk. 2-4«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
4) I
stk. 5 ændres »§
1« til: »Loven«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til titlen
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
5) I
noten til lovens titel ændres i
2. pkt.
»covid-19-pandemien« til: »covid-19-pandemien,
EU-Tidende 2021, nr. L 250, side 1«.
[Præcisering af noten til
lovens titel]
Til § 2
6) I
den under nr. 1 foreslåede
affattelse af afsnit lX ændres i
§ 13 a, stk. 2, nr. 1,
»bekendtgørelse nr. 1263 af 15. december 2008 om
medicinsk udstyr« til: »bekendtgørelse nr. 957
af 29. april 2021 om medicinsk udstyr og produkter uden medicinsk
formål«.
[Rettelse af henvisning]
Af et mindretal
(LA), tiltrådt af et mindretal
(V, DF og NB):
7) I
den under nr. 1 foreslåede
affattelse af afsnit lX ændres i
§ 13 b, stk. 1, »5,5
øre« til: »3,5 øre«.
[Ændring af afgift på
nikotinprodukter]
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
8) I
den under nr. 1 foreslåede
affattelse af afsnit lX ændres i
§ 13 l »eller personer, som
er i besiddelse af varerne« til: »og personer, som er i
besiddelse af sådanne varer«.
[Sproglig ændring]
9) Nr. 6, 8,
10, 14 og 17 udgår.
[Overflødige
bestemmelser]
Af et mindretal
(LA), tiltrådt af et mindretal
(V, DF og NB):
10) I
den under nr. 7 foreslåede § 14 b ændres i 5. pkt. »1. juli 2022« til:
»1. januar 2023«, i 6. pkt.
ændres »30. juni 2022« til: »31. december
2022«, »1. juli 2022« til: »1. januar
2023«, og »15. juli 2022« til: »15. januar
2023«, og i 7. pkt. ændres
»15. juli 2022« til: »15. januar 2023«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 11]
Til § 16
11) I
stk. 2 ændres »1. juli
2022« til: »1. januar 2023«.
[Udskydelse af
ikrafttrædelsesdato]
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
12) I
stk. 2 ændres »6 og
8-17« til: »9, 11-13, 15 og 16«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 9]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at dele lovforslaget i
to lovforslag. Det ene lovforslag (A) vedrører regulering af
antallet af cigaretter i en pakke. Det andet lovforslag (B)
vedrører indførelse af afgift på
nikotinprodukter, sammenlægning af afgiftssatserne for
røgfri tobak, justering af betingelser for
fjernsalgsregistrering for visse punktafgifter, ændring af
momsloven som reaktion på covid-19-pandemien m.v.
Til nr. 2-4
Der er tale om konsekvensændringer
som følge af forslaget om deling af lovforslaget i to
forslag, jf. ændringsforslag nr. 1.
Til nr. 5
Det foreslås, at det anføres i
noten til lovforslagets titel, at Rådets direktiv (EU)
2021/1159 af 13. juli 2021 om ændring af direktiv
2006/112/EF, for så vidt angår midlertidige fritagelser
ved indførsel og visse leveringer som reaktion på
covid-19-pandemien er offentliggjort i EU-Tidende 2021, nr. L 250,
side 1.
Til nr. 6
I lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslås det at nyaffatte afsnit IX i lov om forskellige
forbrugsafgifter. I den forbindelse foreslås det at
indsætte bestemmelserne §§ 13 a-13 l. I det i
lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede § 13 a
foreslås der indført en afgift på nikotinholdige
væsker. Af det i lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslåede § 13 a, stk. 2, nr. 1, foreslås det, at
der ikke vil skulle betales afgift af nikotinholdige væsker,
der er godkendt ved en markedsføringstilladelse efter lov om
lægemidler eller i medfør af EU-retlige regler om
fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse
af humanmedicinske lægemidler, eller som markedsføres
som medicinsk udstyr forsynet med CE-mærkning i
overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1263 af 15. december
2008 om medicinsk udstyr.
Bekendtgørelse nr. 1263 af 15.
december 2008 om medicinsk udstyr er imidlertid afløst af
bekendtgørelse nr. 957 af 29. april 2021 om medicinsk udstyr
og produkter uden medicinsk formål.
Det
foreslås derfor ved ændringsforslaget, at henvisningen
i det i lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede § 13
a, stk. 2, nr. 1, rettes, således at der henvises til den
gældende version af bekendtgørelsen.
Det
foreslåede ændrer ikke ved, hvilke nikotinholdige
væsker som foreslås afgiftsfritaget.
Til nr. 7
Hensynet til folkesundheden og risikoen for
omfattende grænsehandel og opblomstring af et illegalt marked
taler for en anden afgiftsmæssig balance end den afgift, der
er foreslået. Fastholdes afgiften på 5,5 øre pr.
mg nikotin øges forbruget af tobaksprodukter ifølge
Skatteministeriet med 8 mio. om året. Samtidig vil rygere
mødes af en unødig høj barriere for
røgfri nikotinprodukter som trædesten væk fra
rygning. Et afgiftsniveau på 5,5 øre pr. mg. nikotin
vil også medføre, at Danmark indfører en
afgift, der er fire gange højere end afgiften i Sverige.
Skatteministeriet vurderer, at det foreslåede afgiftsniveau
vil medføre øget grænsehandel og illegal handel
på 2 mio. dåser nikotinposer årligt svarende til
12,5 pct. af det nuværende danske marked.
Det foreslås derfor med
ændringsforslaget, at afgiften fastsættes til 3,5
øre pr. mg nikotin. Dette afgiftsniveau vil fortsat
hæmme efterspørgslen på de røgfri
nikotinprodukter betydeligt, særlig blandt børn og
unge, samtidig med at det prismæssige spænd til
cigaretter opretholdes på et niveau, hvor substitutionen fra
nikotinposer til tobaksprodukter vil blive langt mindre udtalt og
grænsehandel og illegal handel begrænses. En afgift
på 3,5 øre pr. mg nikotin vil betyde, at
afgiftsniveauet fortsat er højere i Danmark end i Norge og
Sverige.
Til nr. 8
I lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslås det at nyaffatte afsnit IX i lov om forskellige
forbrugsafgifter. I den forbindelse foreslås det at
indsætte bestemmelserne §§ 13 a-13 l. I den i
lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede § 13 l
foreslås det, at en række bestemmelser i afsnittet om
fællesbestemmelser i lov om forskellige forbrugsafgifter
(§ 14 a, stk. 2-7, § 15, stk. 1, 3 og 4, § 16 a,
stk. 1-8, § 21 og § 24, stk. 1) ikke vil skulle finde
anvendelse for virksomheder, der fremstiller, omhælder,
ompakker, indfører eller fra udlandet modtager varer, der
skal betales afgift af efter de i lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslåede § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b,
stk. 1, virksomheder, der handler med sådanne varer, eller
personer, som er i besiddelse af varerne.
Med ændringsforslagene foreslås
det, at der foretages en sproglig ændring af sidste led i
sætningen, således at »eller personer, som er i
besiddelse af varerne« ændres til »og personer,
som er i besiddelse af sådanne varer«.
Hensigten med ændringsforslagene er
at opnå en sproglig forbedring af bestemmelserne.
Til nr. 9
I lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslås det at nyaffatte afsnit IX i lov om forskellige
forbrugsafgifter. I den forbindelse foreslås det at
indsætte bestemmelserne §§ 13 a-13 l. I den i
lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede § 13 l,
foreslås det, at en række bestemmelser i afsnittet om
fællesbestemmelser i lov om forskellige forbrugsafgifter
(§ 14 a, stk. 2-7, § 15, stk. 1, 3 og 4, § 16 a,
stk. 1-8, § 21 og § 24, stk. 1) ikke vil skulle finde
anvendelse for virksomheder, der fremstiller, omhælder,
ompakker, indfører eller fra udlandet modtager varer, der
skal betales afgift af efter de i lovforslagets § 2, nr. 1,
foreslåede § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b,
stk. 1, virksomheder, der handler med sådanne varer, eller
personer, som er i besiddelse af varerne.
Det er med lovforslagets § 2, nr. 6,
8, 10, 14 og 17, foreslået, at der i de relevante bestemmer
indsættes en henvisning tilbage til den i lovforslagets
§ 2, nr. 1, foreslåede § 13 l. I lovforslagets
§ 2, nr. 6, 8, 10 og 17, er henvisningen indsat i form af
selvstændige stykker i de relevante bestemmelser, hvor der
både henvises tilbage til § 13 l og også er indsat
selve ordlyden fra § 13 l. Hensigten med lovforslagets §
2, nr. 6, 8, 10, 14 og 17, er, at den enkelte paragraf kan
læses for sig selv.
Med ændringsforslaget foreslås
det, at lovforslagets § 2, nr. 6, 8, 10, 14 og 17
udgår.
Baggrunden herfor er, at det vurderes at
være overflødigt, at der henvises tilbage til den i
lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede § 13 l i
samtlige bestemmelser, som denne bestemmelse angiver.
Til nr. 10 og 11
I dag anvendes der stempelmærker
på cigaretpakninger og opvarmet tobak, men ikke på
røgfri produkter, væsker til e-cigaretter og
nikotinposer. Med lovforslaget foreslås en
stempelmærkeordning for røgfri produkter, væsker
til e-cigaretter og nikotinposer med en ikrafttrædelsesdato
den 1. juli 2022, hvilket giver Skatteministeriet og branchen
mindre end 6 måneder til at udforme stempelmærkerne,
trykke, bestille og distribuere stempelmærkerne og omstille
produktionen, så den er tilpasset udformningen af
stempelmærkerne. Det er usædvanligt kun at give
erhvervslivet mindre end 6 måneder til en sådan
omstilling, og derfor foreslås det at sikre en realistisk
tidsramme for denne proces.
Det foreslås derfor, at
Skatteforvaltningen og branchen får 1 år til at
implementere stempelmærkeordningen.
Det foreslås derfor med
ændringsforslag nr. 11, at ikrafttrædelsesdatoen
ændres til den 1. januar 2023.
Som konsekvens heraf foreslås det med
ændringsforslag nr. 10, at detailpakninger med varer, jf. de
foreslåede § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b,
stk. 1, påsat stempelmærker først må
udleveres fra de registrerede oplagshavere fra og med den 1. januar
2023, og at afgiften for stempelmærker udleveret til og med
den 31. december 20022 forfalder den 1. januar 2023 og skal betales
senest den 15. januar 2023. Den 15. januar 2023 vil derfor anses
for sidste rettidige betalingsdag.
Til nr. 12
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af ændringsforslag nr. 9, hvor det
foreslås, at lovforslagets § 2, nr. 6, 8, 10, 14 og 17
udgår.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 17. november
2021 og var til 1. behandling den 25. november 2021. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
Skatteministeriet sendte den 17. september 2021 dette udkast til
udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 327 (folketingsåret
2020-21). Den 17. november 2021 sendte skatteministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 12
bilag på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
83 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Alexander Grandt
(S) Brian Bressendorff (S) Anne Paulin (S) fmd. Anders Kronborg (S) Kasper Sand
Kjær (S) Malte Larsen (S) Thomas Jensen (S) Troels Ravn (S)
Carl Valentin (SF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Karsten Filsø
(SF) Kathrine Olldag (RV) Susan Kronborg (RV) Rune Lund (EL)
Victoria Velasquez (EL) Louise Schack Elholm (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Anne Rasmussen (V) Torsten Schack Pedersen
(V) Kim Valentin (V) Kenneth Mikkelsen (V) nfmd. Dennis Flydtkjær (DF) Hans
Kristian Skibby (DF) René Christensen (DF) Rasmus Jarlov
(KF) Mona Juul (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Ole Birk Olesen
(LA)
Frie Grønne, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |