Skriftlig fremsættelse (17. november
2021)
Børne- og
undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
midlertidige foranstaltninger på børne- og
undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og
for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og
afhjælpning i forbindelse med covid-19 (Forlængelse af
lovens gyldighed og ophævelse af bemyndigelser om omlagt
undervisning og standpunktskarakter på prøvefri
skoler)
(Lovforslag nr. L 87)
Formålet med lovforslaget er at
forlænge nødlovens gyldighed til den 18. april 2022
med mulighed for administrativ forlængelse til den 24. juni
2022.
Forlængelsen af nødloven til den 23. december 2021
skete på baggrund af, at selvom en stor andel af danskerne
fra 12 år er færdigvaccinerede mod covid-19, var der
på daværende daværende tidspunkt været en
væsentlig stigning i antal smittede, herunder i aldersgruppen
5-14-årige, hvoraf mange ikke er vaccinerede. Smitteudbrud
på skoler og uddannelsesinstitutioner mv. kan fortsat
medføre store udfordringer for skolernes og
uddannelsesinstitutionernes hverdag, børnenes og de unges
trivsel samt arbejdsudbuddet og samfundsøkonomien, hvis
forældre ikke kan arbejde, fordi de skal passe mindre
børn, f.eks. fordi de er smittede mv.
Da smitten
blandt de unge forsat er opadgående og primært ses at
være drevet af lokale smitteudbrud, er der forsat risiko for,
at børn, unge, elever, kursister og deltagere samt
dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. vil kunne komme
til at stå i en situation, hvor dagtilbud, skoler eller
undervisningsinstitutioner m.v. på ny berøres af
foranstaltninger i henhold til epidemiloven, der indebærer
nedlukninger af enkelte dagtilbud, skoler eller
uddannelsesinstitutioner m.v., eller restriktioner, hvorefter det
ikke vil være muligt at gennemføre det almindelige
tilbud. Der kan i sådanne situationer være behov for at
gennemføre nødundervisning.
Denne
situation er ikke ændret, hvorfor der er behov for en
forlængelse af nødloven ud over den 23. december 2021
for at sikre, at der fortsat kan iværksættes
nødundervisning og andre foranstaltninger for at
afbøde effekter af nedlukninger eller restriktioner i
henhold til epidemiloven, der berører dagtilbud, skoler
eller uddannelsesinstitutioner.
Med
lovforslaget foreslås derfor, at ophævelsen af
nødloven udskydes til den 18. april 2022, da det fortsat er
usikkert, hvordan smittetrykket vil udvikle sig over vinteren og
foråret.
Med lovforslaget foreslås endvidere
ophævelse af to bemyndigelsesbestemmelser om
fastsættelse af regler om omlagt undervisning og adgang til
at fastsætte regler om, at der skal gives
standpunktskarakterer eller anden form for bedømmelse til
elever i prøvefri skoler, da de ikke vurderes
nødvendige.
Lovforslaget er blevet sendt i en kort
ekstern høring hen over fremsættelsen med frist inden
1. behandlingen, så høringssvarene kan blive oversendt
til Børne- og Undervisningsudvalget inden behandlingen i
Folketinget. Høringssvarene vil blive sendt til Folketinget
senest torsdag ugen før 1. behandlingen af lovforslaget.
Det foreslås, at lovforslaget kan
stadfæstes straks efter vedtagelsen. Det foreslås, at
loven træder i kraft den 23. december 2021.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.