L 85 A Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på sociale botilbud m.v.).

Af: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Tilbagetaget

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 18-01-2022

Optrykt: 18-01-2022

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 18. januar 2022

20211_l85a_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 18. januar 2022

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven

(Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på sociale botilbud m.v.)

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1053 af 30. juni 2020 og lov nr. 1184 af 8. juni 2021 og senest ved § 2 i lov nr. 2619 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 247, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 120-123«: », jf. dog stk. 2«.

2. I § 247 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til forebyggende ydelser efter §§ 120-123 til børn og unge, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

3. I § 248, stk. 1, ændres »stk. 2« til: »stk. 2 og 3«.

4. I § 248 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter §§ 127 og 129 til børn og unge, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5. I § 249 indsættes efter »135«: », jf. dog stk. 2«.

6. I § 249 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til tandpleje efter §§ 131 og 133, § 134 a, stk. 1, og § 135 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service eller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

7. I § 250 indsættes efter »§ 138«: », jf. dog stk. 2«.

8. I § 250 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Opholdskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter § 138 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service eller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til opholdskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusion ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

9. I § 251, stk. 1, indsættes efter »§ 140«: », jf. dog stk. 2«.

10. I § 251 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til genoptræningsydelser efter § 140 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social serviceeller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

11. I § 251 a indsættes efter »140 b«: », jf. dog stk. 2«.

12. I § 251 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service eller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

13. Overskriften før § 252 affattes således:

»Offentligt finansieret behandling for alkoholmisbrug, offentligt finansierede lægesamtaler og offentligt finansieret lægelig stofmisbrugsbehandling«.

14. I § 252, stk. 1, indsættes efter »og til«: »lægesamtaler og«, og »stk. 3« ændres til: »stk. 3 og 4«.

15. I § 252 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til behandling for alkoholmisbrug efter § 141 og til lægesamtaler og lægelig stofmisbrugsbehandling efter § 142 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service eller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af behandlingen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

16. I § 261, 1. pkt., indsættes efter »§ 170«: », jf. dog stk. 2«.

17. I § 261 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Opholdskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til befordringsgodtgørelse efter § 170 til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service eller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til opholdskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

18. I § 263 indsættes efter »§ 168, stk. 1«: », jf. dog stk. 2«.

19. I § 263 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Bopælskommunen har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 140 og § 168, stk. 1, til personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har ophold i kommunen på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service eller et botilbudslignende tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.«

20. I § 278, stk. 2, udgår »247,«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 2022.