Betænkning afgivet af
Sundhedsudvalget den 13. januar 2022
1. Ændringsforslag
Sundhedsministeren har stillet 4
ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af
lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af NB og LA) indstiller
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget til vedtagelse. Flertallet anmoder om, at L 85 A
bliver henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2.
behandling.
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL og FG) indstiller det under A nævnte
lovforslag til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V) vil redegøre for sin stilling til det under A
nævnte lovforslag i tillægsbetænkningen.
Mindretallet vil stemme for ændringsforslagene til det under
A nævnte lovforslag. Mindretallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
med det stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (DF) vil redegøre for sin
stilling til det under A nævnte lovforslag i
tillægsbetænkningen. Mindretallet vil stemme for
ændringsforslagene til det under A nævnte lovforslag.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (KF) vil redegøre for sin
stilling det under A nævnte lovforslag i
tillægsbetænkningen. Mindretallet vil stemme for
ændringsforslagene til det under A nævnte lovforslag.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal (NB) vil redegøre for sin stilling til
lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2.
behandling.
Et femte
mindretal (LA) vil redegøre for sin stilling til
lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2.
behandling.
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og
dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af sundhedsministeren, tiltrådt af et
flertal (S, V, DF, SF, RV, EL, KF og
FG):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af sundhedsloven (Mellemkommunal refusion
for kommunale sundhedsydelser til borgere på sociale botilbud
m.v.)« omfattende §§ 1 og 4.
B. »Forslag til lov om ændring af lov
om elektroniske cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v.
(Tilpasning af gebyrmodellerne for produkter omfattet af lov om
elektroniske cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v.)«
omfattende titelnoten og §§ 2-4.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 1
2) I
det under nr. 6 foreslåede § 249, stk. 2, ændres i 1. pkt. »§§ 131, 133 og
135« til: »§§ 131 og 133, § 134 a, stk.
1, og § 135«.
[Mellemkommunal refusion for
udgifter forbundet med socialtandpleje]
Til § 4
3)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 4
Loven træder i kraft den 1. august
2022.«
[Konsekvens af forslag om deling af
lovforslaget samt ændret dato for ikrafttrædelse som
konsekvens af udskudt lovbehandling]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte forslag
Til § 4
4)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 4
Loven træder i kraft den 1. april
2022.«
[Konsekvens af forslag om deling af
lovforslaget]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at lovforslaget opdeles
i to lovforslag, således at et lovforslag omfatter regler om
mellemkommunal refusion for udgifter til kommunale sundhedsydelser
til borgere på specialiserede sociale botilbud m.v. og et
lovforslag omfatter regler om tilpasning af gebyrmodellerne for
produkter omfattet af lov om elektroniske cigaretter m.v. og lov om
tobaksvarer m.v.
Efter en opdeling af lovforslaget som
foreslået vil det under A nævnte lovforslag have titlen
»Forslag til lov om ændring af sundhedsloven
(Mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere
på sociale botilbud m.v.)«.
Det under B nævnte lovforslag vil
have titlen »Forslag til lov om ændring af lov om
elektroniske cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v. (Tilpasning
af gebyrmodellerne for produkter omfattet af lov om elektroniske
cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v.)«.
Ved dette ændringsforslag sikres det,
at det under A nævnte lovforslag om etablering af mulighed
for mellemkommunal refusion for udgifter til kommunale
sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale
botilbud m.v., der opholder sig på botilbuddet efter
medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed, og
ændringsforslag hertil, kan undergå en faglig
gennemgang, som sundhedsministeren vil indkalde ordførerne
til.
Desuden sikrer ændringsforslaget, at
det under B nævnte lovforslag om tilpasning af
gebyrmodellerne for produkter omfattet af lov om elektroniske
cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v. kan træde i kraft
den 1. april 2022. Ikrafttrædelse af det nævnte
lovforslag den 1. april 2022 er essentiel for at sikre en fortsat
drift af kontrollen med produkter omfattet af lov om elektroniske
cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v. og at sikre, at
gebyrmodellerne for kontrollen af disse produkter er bragt i
overensstemmelse med forudsæt-ningerne nedlagt i den
nationale handleplan mod børn og unges rygning.
Til nr. 2
Det følger af lovforslagets §
1, nr. 6, at bopælskommunen har ret til mellemkommunal
refusion for udgifter forbundet med tandpleje efter §§
131, 133, og 135 til personer, der efter medvirken af en anden
kommune eller anden offentlig myndighed har bopæl i kommunen
på et anbringelsessted efter § 66 i lov om social
service, på et botilbud efter §§ 107-110 i lov om
social service eller på et botilbudslignende tilbud omfattet
af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3. Refusionen skal
svare til bopælskommunens faktiske udgifter ved levering af
ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der endeligt afholder
udgifterne efter lov om social service.
Det kan efter Sundhedsministeriets
vurdering ikke udelukkes, at borgere, der er omfattet af
målgruppen for tilbud om socialtandpleje, jf. sundhedslovens
§ 134 a, stk. 1, og som efter medvirken af en anden kommune
eller anden offentlig myndighed får ophold på et
botilbud i en anden kommune end den hidtidige bopælskommune
efter § 110 i lov om social service, kan blive
bopælsregistreret i CPR med adresse i kommunen, hvor
botilbuddet er beliggende, og derved opnå ny
bopælskommune, samtidig med at de pågældende
borgere modtager et konkret tilbud i socialtandplejen.
Det foreslås på den baggrund
med ændringsforslaget, at der i opregningen i sundhedslovens
§ 249, stk. 2, tilføjes en henvisning til
sundhedslovens § 134 a, stk. 1, om socialtandpleje, hvorved
bopælskommunen vil have ret til mellemkommunal refusion for
udgifter forbundet med tandpleje efter § 134 a, stk. 1, til
personer, der efter medvirken af en anden kommune eller anden
offentlig myndighed har bopæl i kommunen på et
anbringelsessted efter § 66 i lov om social service, på
et botilbud efter §§ 107-110 i lov om social service
eller på et botilbudslignende tilbud omfattet af
socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3, og som modtager tilbud
om socialtandpleje omfattet af sundhedslovens § 134 a, stk. 1.
Refusionen skal svare til bopælskommunens faktiske udgifter
ved levering af ydelsen. Refusionen ydes af den kommune, der
endeligt afholder udgifterne efter lov om social service.
Efter sundhedslovens § 134 a, stk. 1,
tilbyder kommunalbestyrelsen vederlagsfri akut smertelindrende og
funktionsopbyggende tandpleje, til borgere med særlige
sociale problemer i form af gadehjemløse og borgere, der kan
benytte herberger, varmestuer, væresteder på grund af
hjemløshed, herunder borgere, som ikke kan opholde sig i
egen bolig, jf. §§ 104 og 110 i lov om social service, og
som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.
Det fremgår af sundhedslovens
nuværende § 249, stk. 2 (som med lovforslaget bliver
§ 249, stk. 3), at hvis en anden kommune end
bopælskommunen tilbyder tandpleje til borgere med
særlige sociale problemer, jf. § 134 a, stk. 1, har
denne kommune ret til mellemkommunal refusion for udgifter til
tandpleje efter § 134 a, stk. 1, fra bopælskommunen.
Refusionen skal svare til kommunens faktiske udgifter ved at levere
ydelsen.
Med ændringsforslaget sikres, at
bopælskommunen vil være omfattet af den samme mulighed
for mellemkommunal refusion for udgifter forbundet med
socialtandpleje efter sundhedslovens § 134 a, stk. 1, som
efter det fremsatte lovforslag vil gælde for tandpleje efter
sundhedslovens §§ 131, 133 og 135 for personer, der efter
medvirken af en anden kommune eller anden offentlig myndighed har
bopæl i kommunen på et anbringelsessted efter § 66
i lov om social service, på et botilbud efter §§
107-110 i lov om social service eller på et botilbudslignende
tilbud omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 3.
Til nr. 3
Som en konsekvens af
ændringsforslaget om deling af lovforslaget er det
nødvendigt at foretage en teknisk justering af
ikrafttrædelsesbestemmelsen for det under A nævnte
lovforslag, således at denne alene vedrører dette
lovforslag. Samtidig ændres datoen for ikrafttrædelsen
fra den 1. januar 2022 til den 1. august 2022 som konsekvens af den
udskudte lovbehandling og forudgående faglige gennemgang.
Til nr. 4
Som en konsekvens af
ændringsforslaget om deling af lovforslaget er det
nødvendigt at foretage en teknisk justering af
ikrafttrædelsesbestemmelsen for det under B nævnte
lovforslag, således at denne alene vedrører dette
lovforslag. Der henvises endvidere til de bemærkninger, der
ledsager ændringsforslag nr. 1.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 11. november
2021 og var til 1. behandling den 18. november 2021. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Sundhedsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
sundhedsministeren sendte den 1. september 2021 dette udkast til
udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 562 (folketingsåret
2020-21). Den 11. november 2021 sendte sundhedsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
18 spørgsmål til sundhedsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Annette Lind (S) Birgitte Vind (S)
Alexander Grandt Petersen (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Kasper
Roug (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)
Christina Thorholm (RV) Lotte Rod (RV) Peder Hvelplund (EL)
Pernille Skipper (EL) Susanne Zimmer (FG) Jane Heitmann (V) fmd. Anne Honoré
Østergaard (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Marlene
Ambo-Rasmussen (V) Sophie Løhde (V) Liselott Blixt (DF)
Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Henrik
Dahl (LA)
Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit
Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 | |