Fremsat den 11. november 2021 af ministeren for udviklingssamarbejde (Flemming Møller Mortensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om internationalt
udviklingssamarbejde
(Ændring af grundlag for
oplysningsarbejde om udviklingssamarbejde)
§ 1
I lov om internationalt udviklingssamarbejde,
jf. lov nr. 555 af 18. juni 2012, som ændret ved § 1 i
lov nr. 1464 af 17. december 2013 og lov nr. 81 af 27. december
2016, foretages følgende ændring:
1. §
6 affattes således:
Ȥ 6 Med henblik
på at udbrede kendskab til og forståelse for
udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk
deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde kan
udviklingsministeren iværksætte eller yde tilskud til
aktiviteter med dette formål.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. februar 2022.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets hovedpunkt | | 2.1. | Ændring af grundlag for
oplysningsarbejde om udviklingssamarbejde | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Udenrigsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning | 3. | Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 6. | Klimamæssige konsekvenser | 7. | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 10. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Lov om internationalt udviklingssamarbejde,
jf. lov nr. 555 af 18. juni 2012, giver udviklingsministeren
mulighed for at iværksætte eller yde tilskud til
aktiviteter, som kan udbrede kendskab til og forståelse for
udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk
deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.
I bemærkningerne til § 6
fremgår det, at oplysningsarbejdet omfatter
kommunikationsindsatser, som Udenrigsministeriet forvalter og
oplysningsarbejde, der ydes tilskud til via Danidas
Oplysningsbevilling. Begge skal medvirke til at skabe aktiv
interesse og forståelse for de særlige udfordringer,
som verdens fattigste lande står overfor. Det fremgår
af bemærkningerne, at Danidas Oplysningsbevilling anvendes
til igangsættende og inspirerende kommunikation om
udviklingssamarbejdet med henblik på øget
spredningseffekt. Beslutning om ansøgninger til
Oplysningsbevillingen træffes af en gruppe af
kommunikationsfaglige personer og personer med særligt
kendskab til udviklingslande, som udviklingsministeren
nedsætter i Danidas Oplysningsudvalg.
En evaluering af Danidas Oplysningsbevilling
fra 2016 pegede på, at tilskud til oplysningsarbejdet via
Danidas Oplysningsbevilling og behandlingen af ansøgninger i
Danidas Oplysningsudvalg var administrativ tung. Det fremgik
endvidere, at de støttede aktiviteter, trods højt
kvalitetsniveau, manglede gennemslagskraft hos en bredere del af
befolkningen. Desuden pegede en evaluering af
civilsamfundsorganisationernes indsats for at engagere danskerne i
udviklingssamarbejdet fra 2021 på tilsvarende udfordringer og
på et behov for at sikre bedre sammenhæng mellem
oplysnings- og engagementsaktiviteter og målgrupperne for
disse aktiviteter.
Hertil umuliggjorde COVID-19 pandemien i 2020
den rejse- og kommunikationsaktivitet, som Danidas
Oplysningsbevilling traditionelt har støttet.
Samlet førte det til
grundlæggende overvejelser om, hvorvidt Danidas
Oplysningsbevilling var den mest hensigtsmæssige tilgang til
at yde tilskud til aktiviteter under bestemmelsens formål.
På den baggrund blev der truffet beslutning om ikke at
tilføre nye midler til Danidas Oplysningsbevilling i 2021 og
i stedet ændre tilgangen til, hvordan der ydes tilskud til
aktiviteter, som kan medvirke til at udbrede kendskab til og
forståelse for udviklingslandenes udfordringer og for
betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde.
Den foreslåede lovændring
består i at nyaffatte § 6 i lov om internationalt
udviklingssamarbejde med samme ordlyd som den gældende
bestemmelse. Nyaffattelsen har til formål at gøre det
muligt at ændre bemærkningerne til bestemmelsen med
henblik på at nedlægge Danidas Oplysningsbevilling og
Danidas Oplysningsudvalg. Udviklingsministeren vil fortsat kunne
iværksætte og yde tilskud til aktiviteter, som kan
udbrede kendskab til og forståelse for udviklingslandes
udfordringer og for betydningen af dansk deltagelse i det
internationale udviklingssamarbejde. Nyaffattelsen vil imidlertid
gøre det muligt at iværksætte nye tilgange til,
hvordan der ydes tilskud til sådanne aktiviteter under
bestemmelsens formål. Det vil endvidere muliggøre, at
man i forbindelse med tilskud til aktiviteter sikrer bred
gennemslagskraft hos befolkningen og bedre sammenhæng mellem
oplysnings- og engagementsaktiviteter og målgrupperne for
disse aktiviteter.
2. Lovforslagets
hovedpunkter
2.1.
Ændring af grundlag for oplysningsarbejde om
udviklingssamarbejde
2.1.1.
Gældende ret
§ 6 i lov om internationalt
udviklingssamarbejde, jf. lov nr. 555 af 18. juni 2012, giver
udviklingsministeren mulighed for at iværksætte eller
yde tilskud til aktiviteter, som kan udbrede kendskab til og
forståelse for udviklingslandes udfordringer og for
betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde.
Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, at udviklingsministeren kan iværksætte
eller yde tilskud til oplysningsarbejde, som har til formål
at udbrede kendskabet til udviklingslande samt skabe
forståelse for udviklingslandes udfordringer og for
betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde. Oplysningsarbejdet, der omfatter såvel
Danidas Oplysningsbevilling som den kommunikationsindsats for
udviklingssamarbejdet, som Udenrigsministeriet forvalter, skal
medvirke til at skabe aktiv interesse og forståelse for de
særlige udfordringer, som verdens fattigste lande står
overfor.
Danidas Oplysningsbevilling administreres af
Udenrigsministeriet. Beslutning om ansøgninger til
Oplysningsbevillingen træffes af en gruppe af
kommunikationsfaglige personer og personer med særligt
kendskab til udviklingslande (Danidas Oplysningsudvalg), som er
nedsat af udviklingsministeren. Oplysningsbevillingen anvendes til
igangsættende og inspirerende kommunikation om
udviklingssamarbejdet med henblik på øget
spredningseffekt. Som led i Oplysningsbevillingen ydes desuden
rejsetilskud til journalister og andre oplysningsformidlere.
§ 6 i lov om internationalt
udviklingssamarbejde og bemærkningerne til bestemmelsen
bygger, med enkelte sproglige ændringer, på en
tilsvarende bestemmelse i den tidligere lov om internationalt
udviklingssamarbejde, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af 10.
juli 1998.
I henhold til § 6 i lov om internationalt
samarbejde og bemærkningerne til bestemmelsen har
udviklingsministeren selv iværksat eller ydet tilskud til
oplysningsarbejde. I bemærkningerne til bestemmelsen
fremgår det, at oplysningsarbejdet både omfatter
kommunikationsindsatser, som Udenrigsministeriet selv forvalter og
oplysningsarbejde, der ydes tilskud til via Danidas
Oplysningsbevilling. Begge skal medvirke til at skabe aktiv
interesse og forståelse for de særlige udfordringer,
som verdens fattigste lande står overfor. Det er
udviklingsministeren, der vælger, hvorvidt der afsættes
midler til Danidas Oplysningsbevilling med det formål at yde
tilskud til oplysningsarbejde. Såfremt udviklingsministeren
afsætter midler til Danidas Oplysningsbevilling, skal
udviklingsministeren nedsætte en gruppe af
kommunikationsfaglige personer og personer med særligt
kendskab til udviklingslande i Danidas Oplysningsudvalg, som
herefter træffer beslutninger om ansøgninger til
Danidas Oplysningsbevilling.
2.1.2.
Udenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er Udenrigsministeriets vurdering, at det
vil være hensigtsmæssigt at ændre tilgangen til,
hvordan der ydes tilskud til aktiviteter under bestemmelsens
formål. En ny tilgang til, hvordan tilskud til aktiviteter
gives, vil i højere grad kunne sikre gennemslagskraft i en
bredere del af befolkningen og forbedre sammenhængen mellem
oplysnings- og engagementsaktiviteterne og målgrupperne for
disse.
Det er endvidere Udenrigsministeriets
vurdering, at Danidas Oplysningsbevilling og behandling af
ansøgninger i Danidas Oplysningsudvalg medfører en
unødvendig tung administration for at understøtte
oplysningsaktiviteter.
Hertil umuliggjorde COVID-19 pandemien i 2020
den rejse- og kommunikationsaktivitet, som Danidas
Oplysningsbevilling traditionelt har støttet.
Det bemærkes, at det i 2021 på den
baggrund blev besluttet ikke at afsætte nye midler til
Danidas Oplysningsudvalg.
Det er efter Udenrigsministeriets overvejelse
ikke hensigtsmæssigt at videreføre Danidas
Oplysningsbevilling, idet Udenrigsministeriet vil
iværksætte nye tilgange til, hvordan der ydes tilskud
til aktiviteter under bestemmelsens formål. Afledt heraf vil
det være hensigtsmæssig, at Danidas Oplysningsudvalg
ligeledes nedlægges, idet udvalget ikke har anden funktion
end at behandle ansøgninger fra Danidas Oplysningsbevilling.
Der er her lagt vægt på, at udviklingsministeren
fortsat selv vil kunne iværksætte
kommunikationsindsatser og ligeledes fortsat vil kunne yde tilskud
til oplysningsaktiviteter, som hidtil er blevet støttet via
Danidas Oplysningsbevilling.
Det foreslås derfor at nyaffatte §
6 i lov om internationalt udviklingssamarbejde med samme ordlyd som
den gældende bestemmelse. Nyaffattelsen har til formål
at gøre det muligt at ændre bemærkningerne til
bestemmelsen med henblik på at nedlægge Danidas
Oplysningsbevilling og Danidas Oplysningsudvalg. Nyaffattelsen skal
desuden muliggøre, at udviklingsministeren, foruden den
kommunikationsindsats for udviklingssamarbejdet som
Udenrigsministeriet forvalter, vil kunne iværksætte nye
tilgange til, hvordan der ydes tilskud til aktiviteter under
bestemmelsens formål.
3. Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have
økonomiske konsekvenser eller implementeringsmæssige
konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser af betydning for borgerne.
6. Klimamæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige
konsekvenser.
7. Miljø- og
naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- eller
naturmæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter.
9. Hørte
myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra
den 27. august 2021 til den 23. september 2021 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
ADRA, Care, Caritas, Center for kirkeligt
udviklingsarbejde, CISU, Danmission, Det Danske Filminstitut, Dansk
Flygtningehjælp, Dansk Handikapforbund, Dansk Røde
Kors, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danwatch, DIGNITY, DIPD,
Folkekirkens Nødhjælp, Globalt Fokus, International
Media Support, Institut for Menneskerettigheder, IRCT, IWGIA,
Mission Øst, MS Actionaid, Ombudsmanden, Oxfam-IBIS,
PlanBørnefonden, Turning Tables, Ungdomsbureauet og Verdens
Bedste Nyheder.
Desuden har et udkast til lovforslaget i samme
periode været offentliggjort på
Høringsportalen.
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang/ Hvis nej, anfør
»Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/ Hvis nej, anfør
»Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | | Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej x |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det følger af § 6 i lov om
internationalt udviklingssamarbejde, at udviklingsministeren kan
iværksætte eller yde tilskud til aktiviteter med det
formål at udbrede kendskab til og forståelse for
udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk
deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde. I
bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at
oplysningsarbejdet omfatter såvel Danidas Oplysningsbevilling
som den kommunikationsindsats for udviklingssamarbejdet, som
Udenrigsministeriet forvalter. Det fremgår endvidere, at
ansøgninger til Oplysningsbevillingen træffes af
Danidas Oplysningsudvalg, som er nedsat af
udviklingsministeren.
Det foreslås, at § 6 nyaffattes med samme ordlyd som den
gældende bestemmelse. Nyaffattelsen har til formål at
gøre det muligt at ændre bemærkningerne til
bestemmelsen med henblik på at nedlægge Danidas
Oplysningsbevilling og Danidas Oplysningsudvalg. Nyaffattelsen skal
desuden muliggøre, at udviklingsministeren, ud over den
kommunikationsindsats for udviklingssamarbejdet som
Udenrigsministeriet forvalter, vil kunne iværksætte nye
tilgange til, hvordan der ydes tilskud til aktiviteter, der har til
formål at medvirke til at udbrede kendskab til og
forståelse for udviklingslandes udfordringer og for
betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde
Med ændringen i bemærkningerne til
bestemmelsen kan udviklingsministeren selv iværksætte
og yde tilskud til oplysningsarbejde, herunder
iværksætte kommunikationsindsatser, som
Udenrigsministeriet forvalter. Udviklingsministeren kan samtidig
yde tilskud til aktiviteter via nye tilgange med det formål
at medvirke til at udbrede kendskab til og forståelse for
udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk
deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.
Udviklingsministerens tilskud til aktiviteter skal sikre bred
gennemslagskraft hos befolkningen og bidrage til bedre
sammenhæng mellem oplysnings- og engagementsaktiviteter og
målgrupperne for disse aktiviteter. Der kan desuden ydes
rejsetilskud til journalister og andre oplysningsformidlere.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. februar 2022.
Lov om international udviklingssamarbejde
gælder ikke for Færøerne og Grønland og
kan ikke sættes i kraft for disse dele af riget. Derfor vil
denne lov heller ikke gælde for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om nr. 555 af 18. juni 2012 om
internationalt udviklingssamarbejde, som ændret ved § 1
i lov nr. 1464 af 17. december 2013 og lov nr. 81 af 11. november
2016, foretages følgende ændringer: | | | | | | 1. § 6 affattes således: | § 6. Med henblik på at udbrede
kendskab til og forståelse for udviklingslandes udfordringer
og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde kan udviklingsministeren
iværksætte eller yde tilskud til aktiviteter med dette
formål. | | »Med henblik på at udbrede
kendskab til og forståelse for udviklingslandes udfordringer
og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale
udviklingssamarbejde kan udviklingsministeren
iværksætte eller yde tilskud til aktiviteter med dette
formål.« |
|