Skriftlig fremsættelse (11. november
2021)
Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri (Rasmus Prehn):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfonden (Programperioden
2021-2027)
(Lovforslag nr. L80)
Fiskeriet er
og har altid været et betydningsfuldt erhverv i Danmark.
Derfor skal vi sikre, at dansk fiskeri- og akvakultur kan
bevæge sig ambitiøst fremad på den grønne
dagsorden. Da alle Folketingets partier i marts måned indgik
Aftalen om fordelingen af midlerne fra den Europæiske Hav-,
Fiskeri- og Akvakulturfond blev partierne enige om, at det er
vigtigt at dansk fiskeri og akvakultur sikrer et hav i balance, at
benytte og beskytte havets ressourcer skal gå hånd i
hånd samt styrke forskningsindsatsen og brugen af biologisk
rådgivning.
Lovforslaget
om hav-, fiskeri- og akvakulturfonden har til formål at skabe
grundlag for udmøntningen af aftalen under den
Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfonden (EHFAF).
Danmark
modtager 1.497,3 mio. kr. fra EHFAF og med den nationale
medfinansiering oveni udgør den samlede danske ramme 2.138,6
mio. kr. Midlerne udmøntes over to perioder, henholdsvis
2021-2023 og 2024-2027. Lovforslaget giver ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri bemyndigelse til at
fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for
administrationen og etableringen af støtteordninger under
EHFAF i Danmark.
Baggrunden for
lovforslaget er Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF).
Forordningen om EHFAF fastlægger rammerne for de enkelte
EU-medlemslandes nationale udmøntning af EHFAF. Det
gælder også, hvilke tiltag der kan støttes med
midler fra fonden om EHFAF.
Lovforslaget
fastsætter bestemmelser om, hvilke foranstaltninger der kan
ydes støtte til. Lovforslaget fastsætter desuden
bestemmelser om henholdsvis brugen af obligatorisk digital
kommunikation, nedsættelse af et overvågningsudvalg for
hav-, fiskeri- og akvakulturprogrammet, støttemodtagerens
oplysningspligt, myndighedernes kontroladgang og mulighed for at
indhente oplysninger om støttemodtageren, herunder
strafferetlige oplysninger fra Rigspolitichefen, samt klageadgang
og delegation og straffebestemmelser.
Det er
Danmarks ambition at være førende inden for den
grønne omstilling. Dette forudsætter, at der udvikles
og afprøves grønne teknologier i de danske fiskeri-
og akvakulturerhverv. Derfor er der afsat midler til projekter, der
handler om demonstration og afprøvning i grøn
omstilling af fiskeflåden og akvakulturerhvervet. Pengene
skal bruges til at styre udviklingen af kommercielle
løsninger, der har en effekt på fiskeri- og
akvakulturerhvervet.
Nedgangen i
antallet af fisk indikerer, at der fortsat er behov for at sikre en
bæredygtig forvaltning af fiskeriet, hvor Danmark
understøtter beskyttelse af havets natur. Der er afsat
midler til forskning og erhvervsprojekter til at fremme
bæredygtig forvaltning af fiskeriet. Målet er at
få et bedre grundlag, der sikrer et bæredygtigt
hav.
Der er derfor
behov for gode tiltag og støtteordninger, som skal sikre
udviklingen i dansk fiskeri og akvakultur. Lovforslaget ses derfor
som nødvendig for at udmønte Aftalen af 18. marts
2021 om hav-, fiskeri- og akvakulturprogrammet for 2021-2023.
Lovforslaget
vil have positiv økonomisk konsekvens for fiskeri- og
akvakultursektoren, idet der tilvejebringes hjemmel til etablering
af støtteordninger under det nye forordningsgrundlag for
EHFAF i perioden 2021-2027.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.