L 79 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Geologisk lagring af CO2 under havbunden).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-11-2021

Fremsættelse: 11-11-2021

Skriftlig fremsættelse (11. november 2021)

20211_l79_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. november 2021)

Miljøministeren (Lea Wermelin):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet (Geologisk lagring af CO2 under havbunden)

(Lovforslag nr. L 79)

Regeringen indgik i juni 2020 en klimaaftale om energi og industri sammen med en lang række af Folketingets partier (V, DF, RV, SF, EL, K, LA og ALT). Klimaaftalen skal blandt andet være med til at sikre, at Danmark kan indfri målsætningen om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 pct., og at Danmark på sigt bliver et klimaneutralt samfund. Konkret betyder klimaaftalen, at der sættes skub i udviklingen af teknologien med fangst, transport og lagring af CO2, og at det sker under sikkerheds- og miljømæssige forsvarlige forhold. Endvidere medfører aftalen, at eventuelle lovgivningsmæssige barrierer skal identificeres og udbedres.

Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning af materialer og stoffer i havet og under havbunden samt transport af materialer og stoffer til dumpning. Dumpningsforbuddet i havmiljøloven forhindrer lagring af CO2 under havbunden, og at CO2 kan transporteres med lagring under havbunden for øje. Med lovforslaget sikres rammerne for den nødvendige lovgivning, så det bliver muligt at lagre CO2 under havbunden, og at CO2 kan transporteres i overensstemmelse med havmiljøloven. Miljøministeren bemyndiges således til at fastsætte sådanne regler i en bekendtgørelse.

For at kunne indfri de ambitioner, som Danmark har for fremtidens lagring af CO2, er det også nødvendigt at sikre et grundlag for indgåelse af aftaler med andre lande om import/eksport af CO2. Lovforslaget giver således klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at indgå konkrete aftaler med andre lande om import/eksport af CO2, når formålet er lagring under havbunden.

Londonkonvention og Londonprotokollen under IMO (FN´s søfartsorganisation) - hvis formål er at forhindre forurening af havet ved dumpning af affald - indeholder regler, som Danmark skal tiltræde for at kunne eksportere CO2 til andre lande. Ved vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget således give samtykke til, at Danmark tiltræder en ændring til Londonprotokollens artikel 6 og anmoder om tilladelse fra IMO til at anvende en resolution, som muliggør brugen af ændringen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.