L 79 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Geologisk lagring af CO2 under havbunden).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 14-12-2021

Optrykt: 14-12-2021

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2021

20211_l79_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2021

Forslag

til

Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet

(Geologisk lagring af CO2 under havbunden)

§ 1

I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. november 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 126 af 30. januar 2021 og § 33 i lov nr. 1436 af 29. juni 2021, foretages følgende ændringer:

1. To steder i § 4, stk. 2, indsættes efter »enhver bortskaffelse i havet«: », på havbunden og under havbunden«.

2. Før § 25 indsættes som overskrift efter kapiteloverskriften til kapitel 9:

»Forbud mod dumpning«.

3. I § 25 indsættes i stk. 1 efter »optaget havbundsmateriale«, og i stk. 2 efter »eller indlaste dem«: », jf. dog stk. 3«.

4. I § 25 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om, at geologisk lagring af CO2 under havbunden kan undtages fra forbuddene i stk. 1 og 2.«

5. Før § 26 indsættes som overskrift:

»Dumpning af optaget havbundsmateriale«.

6. Efter § 29 indsættes i kapitel 9:

»Geologisk lagring af CO2under havbunden

§ 29 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter orientering af miljøministeren indgå aftaler med andre lande om transport af CO2 med henblik på geologisk lagring under havbunden.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter orientering af miljøministeren fastsætte regler om gennemførelsen af aftalerne efter stk. 1.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2022.