Skriftlig fremsættelse (10. november
2021)
Transportministeren (Benny Engelbrecht):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
godskørsel, lov om buskørsel og lov om udstationering
af lønmodtagere m.v (Tilladelsesordning for international
godskørsel i varebiler, ændrede betingelser for
udøvelse af national godskørsel i varebiler,
udstationering af førere i vejtransporten m.v.)
(Lovforslag nr. L 62)
Formålet med lovforslaget er dels at
implementere EU's Vejpakke, dels at sikre at den danske
godskørselslov og buskørselslov er i overensstemmelse
med de fællesskabsretslige krav, som ændres med
Vejpakken. Herudover har lovforslaget til formål at
ændre den nationale varebilsordning med henblik på at
sikre lige vilkår ved godskørsel for fremmed regning
med varebil, uanset vægten på det stykgods, der
transporteres.
I godskørselsloven og
buskørselsloven foreslås ændringer og
præciseringer af de krav til udøvelse af
vejgodserhvervet, der stilles vognmandsvirksomheder.
Ændringerne er nødvendige som følge af de nye
krav i Vejpakken, der ændrer forordning (EF) nr. 1071/2009 om
fælles regler om betingelser for udøvelse af
vejtransporterhvervet og forordning (EF) nr. 1072/2009 om
fælles regler for adgang til markedet for international
godskørsel.
Som følge af Vejpakkens
ændringer til forordning (EF) nr. 1072/2009, foreslås
godskørselslovens anvendelsesområde udvidet til
også at omfatte international godskørsel i varebiler,
der vejer mere end 2.500 kg og højst 3.500 kg. Dette vil
indebære, at der fra den 21. maj 2022 vil gælde et krav
om fællesskabstilladelse ved udførelse af
international godskørsel med varebiler.
Reglerne om udstationering af førere
i vejtransportsektoren, som er vedtaget med det sektorspecifikke
udstationeringsdirektiv (EU) nr. 2020/1057, indsættes i
godskørselsloven og buskørselsloven. De
gældende regler i udstationeringslovens kapitel 4 a,
ophæves i udstationeringsloven, og overflyttes til
godskørselsloven og buskørselsloven. Reglerne
ændres kun i det omfang, det er nødvendigt for at
være i overensstemmelse med direktiv (EU) nr. 2020/1057, som
er vedtaget ved Vejpakken.
Endvidere foreslås
godskørselslovens tilladelsesordning for national
godskørsel med varebiler med en totalvægt, der
overstiger 2.000 kg ændret. Foruden mindre ændringer af
kravene for udstedelse af en tilladelse, ophæves undtagelsen,
der giver varebilsvirksomheder mulighed for at udføre
tilladelsesfri godskørsel med varebil, såfremt den
samlede vægt af det gods, der transporteres, er mindre end 11
kg. Grænsen for hvornår varebilsvirksomheder skal have
tilladelse ændres ligeledes fra 2.000 til 2.500 kg. Dette vil
indebære, at der fra den 1. januar 2023 vil gælde et
krav om tilladelse til national godskørsel med varebil, der
overstiger 2.500 kg uanset vægten af det transporterede
stykgods.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.