L 61 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19.

(Forlængelse af lovens gyldighed).

Af: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 10-11-2021

Fremsat: 10-11-2021

Fremsat den 10. november 2021 af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil)

20211_l61_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 10. november 2021 af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19

(Forlængelse af lovens gyldighed)

§ 1

I lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, jf. lovbekendtgørelse nr. 1374 af 23. juni 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 12, stk. 3, 1. pkt., ændres »31. juli 2021« til: »3. januar 2022«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 16. november 2021.

Stk. 2. Loven kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Forlængelse af lovens gyldighed

2.1. Gældende ret

2.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser

2.3. Den foreslåede ordning

3. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's verdensmål

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Klimamæssige konsekvenser

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Covid-19 har siden marts 2020 i væsentligt omfang påvirket dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. på Børne- og Undervisningsministeriets område samt folkehøjskoler og den frie folkeoplysende virksomhed på Kulturministeriets område.

Med lov nr. 241 af 19. marts 2020 om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 (herefter nødloven), som ændret ved § 73 i lov nr. 285 af 27. februar 2021 og lov nr. 286 af 27. februar 2021, blev der gennemført en lov for at tage højde for konsekvenserne af covid-19. Nødloven med ovennævnte ændringer er bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 1374 af 23. juni 2021.

Nødloven har sikret rammerne for i videst muligt omfang at afbøde effekter af nedlukning eller restriktioner i henhold til epidemiloven efter genåbningen som følge af covid-19 for de berørte børn, unge, elever, kursister og deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner samt folkehøjskoler og den frie folkeoplysende virksomhed. Selvom elever, kursister og deltagere efter genåbningen i foråret 2021 har kunnet møde på skoler og uddannelsessteder, har der været restriktioner efter epidemiloven, der har betydet, at den almindelige undervisning mv. ikke har kunnet gennemføres, hvorfor det har været nødvendigt at gennemføre nødundervisning. Endvidere har nødloven skabt rammer for gennemførelsen af prøver og eksamener, vejledning og optagelse og for økonomiske forhold, hvor dagtilbud, institutioner og undervisningen har været berørt af nedlukning m.v.

Det følger af nødlovens § 12, stk. 3, 1. pkt., at loven ophæves den 31. juli 2021, men ved bekendtgørelse nr. 1303 af 16. juni 2021 om udskydelse af ophævelse af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 blev ophævelsen udskudt til den 16. november 2021.

På trods af at en stor andel af danskerne fra 12 år og op er fuldt vaccinerede for covid-19 på nuværende tidspunkt, ses virus fortsat at være i omløb, særligt i aldersgruppen 5-14 år. Da smitten blandt de unge forsat er opadgående og primært ses at være drevet af lokale smitteudbrud, er der forsat risiko for, at børn, unge, elever, kursister og deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. vil kunne komme til at stå i en situation, hvor dagtilbud, skoler eller undervisningsinstitutioner m.v. på ny berøres af foranstaltninger i henhold til epidemiloven, der indebærer nedlukninger af enkelte dagtilbud, skoler eller uddannelsesinstitutioner m.v., eller restriktioner, hvorefter det ikke vil være muligt at gennemføre det almindelige tilbud. Der kan i sådanne situationer være behov for at gennemføre nødundervisning. Det kan også være, at foranstaltningerne får betydning for mulighederne for at aflægge prøver og eksamener og dermed for optagelse på andre uddannelser.

Det er ikke afgørende for den enkelte elev, kursist eller deltagers behov for nødundervisning, om samtlige skoler eller uddannelsesinstitutioner i landet er lukket ned eller er berørt af restriktioner efter epidemiloven, der betyder, at den almindelige undervisning helt eller delvist ikke kan gennemføres. Der vil således også kunne være behov for at gennemføre nødundervisning, hvis der alene er tale om nedlukninger i enkelte kommuner eller på en enkelt uddannelsesinstitution som følge af et lokalt smitteudbrud.

Der vil således fortsat kunne opstå en situation, hvor nedlukninger af skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. eller indførelse af restriktioner efter epidemiloven må gennemføres, hvilket vil betyde, at det almindelige tilbud ikke kan gennemføres som følge af restriktionerne i henhold til epidemiloven for at begrænse og forebygge smittespredning af covid-19. Der kan derfor fortsat opstå situationer, hvor der er behov for at gennemføre nødundervisning. Der vil også fortsat være risiko for, at mulighederne for at aflægge prøver og eksamener og dermed for optagelse på andre uddannelser berøres af foranstaltninger mod covid-19.

Det beror på epidemiloven, hvorvidt der iværksættes nedlukninger eller gennemføres restriktioner, men nødloven sikrer rammerne for, at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. i videst muligt omfang kan afbøde effekter heraf for de berørte børn, unge, elever, kursister og deltagere.

Med lovforslaget foreslås derfor, at ophævelsen af nødloven udskydes til den 3. januar 2022, da det fortsat er usikkert, hvordan smittetrykket vil udvikle sig over vinteren. Der vil med henblik på Folketingets stillingtagen til en forlængelse af nødloven efter den 3. januar 2022 blive fremsat lovforslag herom i november 2021.

2. Forlængelse af lovens gyldighed

2.1. Gældende ret

Med nødloven blev gennemført en rammelov for at tage højde for den særlige situation, der opstod med covid-19 i marts 2020.

Nødloven skulle oprindeligt ophæves den 1. marts 2021, men ved lov nr. 286 af 27. februar 2021 blev ophævelsen udskudt til den 31. juli 2021 med mulighed for, at nødlovens ophævelse kunne udskydes administrativt til den 16. november 2021 under særlige omstændigheder. Med særlige omstændigheder forstås situationer, hvor det inden nødlovens ophævelse den 31. juli 2021 må konstateres, at der efter den 31. juli 2021 stadig er eller må forventes at være gældende restriktioner efter epidemiloven, eller der er risiko for, at der kan opstå situationer, hvor det kan blive nødvendigt på ny at indføre restriktioner efter epidemiloven, fx som følge af at der endnu ikke er blevet tilbudt vacciner til alle, eller der er risiko for lokale smitteudbrud. En forlængelse vil kunne ske frem til den 16. november 2021, men det forudsættes, at en eventuel forlængelse alene sker for en så kort periode som muligt.

Ved aftale af 1. juni 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om håndtering af faglige udfordringer hos elever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser var der enighed om, at nødloven forlænges til den 16. november 2021, så der parallelt kan fremsættes lovforslag om en række udvidende frihedsgrader til skoler og kommuner på folkeskoleområdet.

Ved bekendtgørelse nr. 1303 af 16. juni 2021 om udskydelse af ophævelse af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 blev ophævelsen af nødloven udskudt til den 16. november 2021.

Med nødloven er der hjemmel til at sikre rammerne for i videst muligt omfang at afbøde effekterne af foranstaltninger mod covid-19 for de berørte børn, unge, elever, kursister og deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. samt for folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed.

Børne- og undervisningsministeren har hidtil anvendt bemyndigelserne i nødloven til at fastsætte en række bekendtgørelser for i videst muligt omfang over for de berørte børn, unge, elever, kursister og deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. at afbøde effekter af de foranstaltninger, der er iværksat i henhold til epidemilovens bestemmelser for at inddæmme eller forebygge udbredelse af covid-19. Det gælder eksempelvis nærmere regler om dimensionering i dagtilbud m.v., regler om nødundervisning, regler om procedurer for de lokale beslutninger om iværksættelse af nødundervisning og regler for overgangen fra nødundervisning til den almindelige undervisning. Det gælder endvidere regler om prøver, herunder om central og lokal aflysning af prøver og ophøjelse af standpunktskarakterer til prøvekarakterer. For erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser er der særskilt fastsat regler, som giver institutionerne adgang til på forskellige områder at fravige reglerne i lovgivningen om disse uddannelser, herunder bl.a. om midlertidig bedre adgang til skolepraktik. Disse regler er fastsat i tæt samspil med de regler, som løbende er fastsat i henhold til epidemiloven om forholdene på dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner, herunder om lukninger af skoler og institutioner m.v. og ved den efterfølgende gradvise og kontrollerede genåbning af skoler og institutioner m.v.

Børne- og undervisningsministeren har i sin anvendelse af nødlovens bemyndigelser haft en tæt dialog og kontakt med Folketingets partier i en politisk følgegruppe med partiernes ordførere på børne- og undervisningsområdet.

Regler om omlagt undervisning, beviser, prøver, eksamener, vejledning og optagelse samt overgangsregler om beviser, prøver, eksamener, vejledning og optagelse kan efter ikrafttrædelsen af lov nr. 286 af 27. februar 2021 alene udstedes, hvis der ikke er flertal i følgegruppen svarende til et flertal i Folketinget, der har udtalt sig imod reglernes udstedelse. Tilsvarende gælder regler om udskydelse af nødlovens ophævelse frem til den 16. november 2021. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte en frist for følgegruppens tilbagemelding. Kravet om forelæggelse for følgegruppen og konstatering af, at der ikke er flertal imod reglerne i følgegruppen, omfatter ikke ophævelse, lempelse eller uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler. Der henvises i den forbindelse til betænkning af 4. februar 2021 til lovforslag nr. L 114, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg B.

Samtidig har Børne- og Undervisningsministeriet haft en tæt dialog og kontakt med relevante interessenter, bl.a. ved jævnlige virtuelle fællesmøder og høringer om udkast til de regler, som efter ministeriets vurdering - ofte på baggrund af input fra interessenterne eller direkte fra kommuner, institutioner, ledere, lærere, forældre og deltagere i undervisning - var brug for at udstede i medfør af nødloven.

Kulturministeren har hidtil anvendt nødlovens bemyndigelse til at udstede bekendtgørelser, der sikrede, at folkehøjskoler kunne modtage driftstilskud efter lov om folkehøjskoler på trods af faldende aktivitet som konsekvens af restriktioner som folkehøjskolerne er underlagt til forebyggelse og afhjælpning af covid-19. Derudover er der udstedt bekendtgørelser, der har til formål at afbøde de afledte virkninger på den folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, som ville være eller kunne være en følge af de foranstaltninger, som træffes som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19.

Der har efter Børne- og Undervisningsministeriets vurdering været en meget høj grad af åbenhed og involvering i forbindelse med anvendelsen af nødloven, selvom situationen har været præget af en ofte uforudsigelig og udfordrende smittesituation, der har haft indvirkning på undervisning og prøver og på skolernes og institutionernes dagligdag. Det gælder også for forældre og familier og for borgere, der som følge af krisens alvorlige effekter for virksomheder og deres medarbejdere, eller som på grund af ledighed, bl.a. har haft brug for tilgængelige og gode undervisnings- og uddannelsestilbud.

Bestemmelserne i nødloven gælder, hvor der er eller har været iværksat foranstaltninger efter § 33 i epidemiloven eller regler fastsat i henhold til § 34 i epidemiloven for at inddæmme og forebygge udbredelsen af covid-19. Det bemærkes, at brugen af epidemilovens § 34 forudsætter, at der er tale om en samfundskritisk sygdom efter regler fastsat af sundhedsministeren i henhold til epidemiloven. Covid-19 blev den 10. september 2021 nedkategoriseret, så det ikke længere var en en samfundskritisk sygdom. Epidemikommissionen har den 8. november 2021 indstillet, at covid-19 igen kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Sundhedsministeren har på den baggrund den 9. november 2021 forelagt Epidemiudvalget en indstilling herom. Epidemiudvalget tilkendegav den 9. november 2021 over for sundhedsministeren, at covid-19 igen kan kategoriseres som en samfundskritisk sygdom for en gyldighedsperiode på 1 måned.

Formålet med nødloven er at sikre muligheden for, at elever, ansatte, institutioner, virksomheder og andre, som er en del af undervisningssektoren, berøres mindst muligt af en lukkeperiode og de tiltag og restriktioner, som i øvrigt iværksættes efter epidemiloven. Herudover er formålet med nødloven at sikre muligheden for at kunne iværksætte tiltag efter foranstaltninger og restriktioner er ophævet, indtil situationen er normaliseret, fx i dagtilbud m.v.

§ 1 i nødloven indeholder bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til for dagtilbud m.v., der er eller har været omfattet af foranstaltninger efter epidemiloven at fastsætte regler, som supplerer eller fraviger bestemmelser i dagtilbudsloven og regler fastsat i medfør heraf, herunder om kommunernes forsyningsforpligtelse, pasningsgaranti, sprogvurdering og sprogstimulering, et sundt frokostmåltid, tilskud, forældrebetaling, egenbetaling samt obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder for tilbud efter dagtilbudsloven.

§ 2 i nødloven indeholder bestemmelser om nødundervisning på private og offentlige skoler, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, der er eller har været omfattet af foranstaltninger efter epidemiloven. § 2 indeholder endvidere bemyndigelse til, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om nødundervisning, omlagt undervisning, når pligten til at give nødundervisning er ophørt, og om aflysning, udskydelse eller omlægning af undervisning og praktik.

§ 3 i nødloven indeholder bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til fastsættelse af regler om udstedelse af beviser og om gennemførelse af prøver og eksamener for ansøgere, elever, kursister eller deltagere, hvis skole eller uddannelsesinstitution er eller har været omfattet af foranstaltninger efter epidemiloven. Endvidere er der bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til fastsættelse af regler om, at der på uddannelser, hvor der ikke i lovgivningen om uddannelsen er bestemmelser om standpunktskarakterer el.lign., skal gives sådanne for elever, kursister eller deltagere.

§ 4 i nødloven indeholder bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til fastsættelse af regler om vejledning til og om optagelse på ungdomsuddannelser for at afbøde følgerne af, at ansøgere eller de optagende private eller offentlige skoler eller uddannelsesinstitutioner er eller har været omfattet af foranstaltninger efter epidemiloven. Endvidere er der bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til fastsættelse af regler om, at en prøvefri skole skal give standpunktskarakterer eller anden form for bedømmelse for elever, der vil søge om optagelse på en ungdomsuddannelse, hvor det ikke er muligt at afholde optagelsesprøver, som følge af at uddannelsesinstitutionen er eller har været omfattet af foranstaltninger efter epidemiloven.

§ 5 i nødloven bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til fastsættelse af regler, der supplerer eller fraviger bestemmelser i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og bestemmelser i andre love på Børne- og Undervisningsministeriets område og regler fastsat i medfør heraf, hvorefter Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag eller institutioner for erhvervsrettet uddannelse administrerer udbetaling af ydelser, med henblik på at ydelser kan udbetales til arbejdsgivere, institutioner, faglige udvalg eller elever, uanset at elevernes uddannelsesinstitution er eller har været omfattet af foranstaltninger iværksat efter epidemiloven.

§ 6 i nødloven indeholder bestemmelser om, at der kan ydes særlige tilskud til private og offentlige skoler, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, som modtager statslige tilskud til gennemførelse af deres undervisningsaktiviteter, hvis skolen eller institutionen er eller har været omfattet af foranstaltninger iværksat efter epidemiloven. Der er endvidere bemyndigelse til børne- og undervisningsministeren til fastsættelse af regler, der supplerer eller fraviger bestemmelser i lovgivningen på Børne- og Undervisningsministeriets område og regler fastsat i medfør heraf om de statslige tilskud til private og offentlige skoler, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, der er eller har været omfattet af foranstaltninger iværksat efter epidemiloven.

§ 7 i nødloven indebærer, at deltagerbetaling opkræves efter de almindelige gældende regler herom i lovgivningen på Børne- og Undervisningsministeriets område. Det gælder i situationer, hvor skolerne og institutionerne er omfattet af en midlertidig lukning som følge af covid-19-foranstaltninger, som betyder, at elever, kursister eller deltagere i en periode ikke kan modtage den almindelige undervisning, nødundervisning eller tilbud om kost og logi på kostafdelinger, skolehjem og lignende eller pasning i en skolefritidsordning, jf. folkeskolelovens § 3, stk. 7, Det indebærer således bl.a., at virksomheder, elever, kursister m.v. fortsat skal betale deltagerbetaling vedrørende kurser og uddannelsesaktivitet, de har tilmeldt sig, selvom de i en periode ikke kan modtage den almindelige undervisning, men hvor den erstattes af nødundervisning. Tilsvarende vil forældre skulle betale for plads i kommunale skolefritidsordninger og elever og kursister skal fortsat betale for kost og logi på kostafdelinger, selvom adgangen til kost og logi er begrænset. Kommunerne skal ligeledes betale for aktivitet, der var aftalt gennemført under reglerne i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 16. maj 2019, under en periode med midlertidig lukning af tilbuddene. Loven indebærer, at deltagerbetalingen m.v. dog højest kan udgøre skolens eller institutionens samlede udgift til den undervisning eller det tilbud om kost og logi deltagerbetalingen m.v. vedrører i perioden fra lovens ikrafttrædelse til lovens ophævelse i 2021.

§ 8 i nødloven indebærer, at finder børne- og undervisningsministeren, at virksomhed på en privat eller offentlig skole, uddannelsesinstitution eller anden institution, som modtager statslige tilskud til gennemførelse af sine undervisningsaktiviteter, ikke er i overensstemmelse med regler fastsat efter lovens § 2, § 3 eller § 4, kan ministeren udstede påbud til skolen eller uddannelsesinstitutionen om at ændre den pågældende virksomhed. For sådanne påbud gælder bestemmelser i Børne- og Undervisningsministeriets lovgivning om adgang til at tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis.

§ 9 i nødloven indebærer, at har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren. Der er endvidere bemyndigelse til, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og fremgangsmåden herved.

§ 10 i nødloven indeholder bemyndigelse til kulturministeren til fastsættelse af regler for tilbud om kurser og undervisning efter lov om folkehøjskoler, som er eller har været omfattet af foranstaltninger iværksat efter epidemiloven, som supplerer eller fraviger bestemmelser i lov om folkehøjskoler og regler fastsat i medfør heraf, herunder om beregning af statstilskud, elevbetaling, beregning af årselever m.v.

§ 11 i nødloven indeholder bemyndigelse til kulturministeren til fastsættelse af regler for tilbud inden for den frie folkeoplysende virksomhed, herunder den folkeoplysende voksenundervisning og det frie folkeoplysende foreningsarbejde samt for tilbud inden for distriktsforeninger, daghøjskoler og Folkeuniversitetet, som er eller har været omfattet af foranstaltninger iværksat efter epidemiloven, fastsætte regler, som supplerer eller fraviger bestemmelser i lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitet og regler fastsat i medfør heraf, herunder om kommunale tilskud og statslige tilskud.

Børne- og undervisningsministeren vil i forbindelse med nødlovens ophævelse i henhold til nødlovens § 12, stk. 3, 2. pkt., kunne fastsætte overgangsordninger for at sikre smidige overgange og fleksible løsninger med henblik på at afbøde uhensigtsmæssigheder for børn og elever eller dagtilbud og skoler ved tilbagevenden til normalsituationen. Det kan fx også være i forbindelse med opfølgning på de økonomiske hjælpepakker, der vedrører uddannelsesinstitutioners virksomhed, også efter at restriktioner efter epidemiloven er bortfaldet eller ophævet, eller i forhold til ændringer i institutionernes tilskudsvilkår som følge af covid-19-situationen, herunder fx nedsættelse af elevtalskrav el.lign.

Overgangsregler vil fx også kunne omfatte ændringer i de prøver og eksamener, der skal aflægges af elever, kursister m.v. på baggrund af undervisning, der har været berørt af restriktionerne efter epidemiloven. Der er bl.a. med henblik på nødlovens ophævelse den 16. november 2021 fastsat overgangsregler om gennemførelse af prøver i folkeskolen, de gymnasiale uddannelser og gymnasiale fag i eux-forløb, hvor elevers undervisning op til prøverne har været berørt af foranstaltninger efter epidemiloven, jf. bekendtgørelse nr. 1983 af 28. oktober 2021 om visse overgangsregler for folkeskolens prøver og prøver i de gymnasiale uddannelser og gymnasiale fag i eux-forløb ved ophør af nødloven.

Overgangsreglerne vil endvidere kunne omfatte omlægninger og ændringer af undervisningen i forbindelse med overgangen til de almindelige rammer med henblik på at sikre, at elever og kursister, der som følge af restriktionerne ikke har modtaget den almindelige undervisning, samlet har fået tilbudt undervisning i overensstemmelse med uddannelsens, fagets eller tilbuddets formål og målene for den pågældende aktivitet. Der vil herunder også kunne blive tale om omlægninger i fx de gymnasiale ungdomsuddannelser med henblik på at understøtte elever med eventuelt fagligt efterslæb i forhold til den undervisning, de normalt ville have fået tilbudt i grundskolen. Det kan fx også gælde særlige rammer for erhvervsuddannelseselevers tilbagevenden til skoleundervisning, i det omfang de i lukkeperioden i stedet har haft mulighed for at være i praktik i en virksomhed, eller prøver, eksamener, som evt. kan bliver påvirket på trods af, at der ikke længere er nedlukning.

Overgangsordninger må grundlæggende forventes at kunne få et bredt anvendelsesområde og vil skulle tilrettelægges ud fra en vurdering af, hvad der er og siden hen måtte vise sig at være et reelt behov for. Der henvises for en nærmere beskrivelse af den påtænkte brug af bemyndigelsen til at fastsætte overgangsregler i øvrigt til svar på L 140 - spørgsmål 57 og 97 (folketingssamling 2019-20), som blev stillet i forbindelse med behandlingen af forslag til lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 140 som fremsat. Det bemærkes, at overgangsordninger vil blive udstedt i regler, hvis gyldighed løber længere end hjemmelslovens gyldighed, og at sådanne regler vil kunne ændres, så længe de er gyldige, forudsat at sådanne ændringer ligger inden for det ophævede hjemmelsgrundlag.

2.2. Børne- og Undervisningsministeriets overvejelser

Den aktuelle situation i coronakrisen og forventningerne og udsigterne til krisens udstrækning i tiden frem mod dens fulde afslutning gør det efter Børne- og Undervisningsministeriets vurdering påkrævet at forlænge nødlovens gyldighedsperiode.

Der er ved starten af uge 45 tre skoler, der var berørt af påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter epidemilovens § 33 om lukning af skolerne.

Den enkelte elev, kursist, deltager m.v. på skoler m.v., der får påbud om restriktioner, herunder evt. en lukning, fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter epidemilovens § 33 vil stå i en situation, hvor vedkommendes undervisning er berørt af restriktioner og vil derfor kunne have behov for, at der iværksættes nødundervisning eller fx ske tilpasning af prøver m.v. Det bemærkes, at særligt i en situation, hvor det kun er en mindre gruppe af elever, kursister eller deltagere m.v., der er berørt af restriktioner, vil disse kunne blive stillet væsentlig anderledes end elever, kursister og deltagere m.v., der ikke har været berørt af restriktioner. Der vil derfor også i denne situation være et behov for at kunne gennemføre nødundervisning og anvende de øvrige redskaber i nødloven til at afbøde effekterne af sådanne foranstaltninger.

Børn, elever, kursister og deltagere og deres dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. vil derfor stadig kunne komme til at stå i en situation, hvor restriktioner i henhold til epidemiloven, vil indebære nedlukninger af dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v., hvorfor elever, kursister og deltagere ikke kan modtage det almindelige tilbud, og derfor kan være behov for at gennemføre nødundervisning. Det kan også være foranstaltninger, der er rettet mod personalet på dagtilbud, skole eller uddannelsesinstitution m.v., der som følge deraf må overgå til nødundervisning, fx fordi personalet som følge af restriktioner efter epidemiloven er hjemsendt i isolation. Det kan også være, at en nedlukning får betydning for mulighederne for at aflægge prøver og eksamener og dermed for optagelse på andre uddannelser.

2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at ophævelsen af nødloven sker den 3. januar 2022. Baggrunden er, at det er usikkert, hvordan smittetrykket vil udvikle sig over vinteren, herunder om det i dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. vil kunne blive nødvendigt at indføre restriktioner efter epidemiloven, der vil betyde, at det almindelige tilbud ikke kan gennemføres.

Børne- og Undervisningsministeriet vil i november 2021 fremsætte lovforslag med henblik på, at der kan tages stilling til en forlængelse af nødloven efter den 3. januar 2022.

Det vurderes, at der fortsat vil være behov for nødloven frem til den 3. januar 2022, da der kan være forhold, som fortsat nødvendiggør restriktioner efter epidemiloven med henblik på at nedbringe smitten med covid-19. De evt. iværksatte restriktioner efter epidemiloven har sådanne konsekvenser for de berørte børn, elever, kursister og deltagere og deres dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v., at der fortsat er behov for adgangen til at kunne iværksætte nødundervisning eller fastsætte regler, der supplerer eller fraviger bestemmelserne om dagtilbud m.v., om undervisning, beviser, prøver, eksamener, vejledning, optagelse, ydelser, tilskud mv. på Børne- og Undervisningsministeriets område og lovgivningen på folkehøjskoleområdet og om den frie folkeoplysende virksomhed.

Det bemærkes, at udskydelsen af den automatiske ophævelse ikke ændrer ved, at nødloven alene vil skulle gælde i den periode og i det omfang, der er iværksat restriktioner efter epidemiloven for at inddæmme og forebygge udbredelsen af covid-19.

Der vil ved ophævelsen af nødloven endvidere kunne forventes at blive behov for at fastsætte særlige overgangsordninger for at sikre elever og kursister, der som følge af restriktioner efter epidemiloven i en periode ikke har modtaget den almindelige undervisning, men nødundervisning, ikke i deres videre uddannelse stilles ringere end de ville være stillet, hvis de havde modtaget den almindelige undervisning. Disse overgangsregler vil fortsat skulle have samme omfang som beskrevet i afsnit 2.1. ovenfor.

Det bemærkes, at overgangsregler, der allerede er udstedt i medfør af nødlovens § 12, stk. 3, 2. pkt., uanset videreførelsen af nødloven forbliver i kraft, indtil de afløses af nye regler udstedt i medfør af nødloven eller ophæves. Der er fx fastsat regler vedrørende fleksibilitet ved afviklingen af visse prøver i perioden fra og med den 3. november 2021 til og med den 15. marts 2022 og i sommerterminen 2022, jf. bekendtgørelse nr. 1983 af 28. oktober 2021 om visse overgangsregler for folkeskolens prøver og prøver i de gymnasiale uddannelser og gymnasiale fag i eux-forløb ved ophør af lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19. Disse regler vil fortsat være gældende selvom nødloven forlænges.

Særligt med hensyn til afgangsbeviser, prøvebeviser eller eksamensbeviser, der er udfærdiget til elever, kursister eller deltagere, hvis prøver eller eksamener har været omfattet af regler fastsat efter nødlovens § 3 bemærkes, at disser beviser også efter nødlovens ophævelse vil have samme retsvirkning som afgangsbeviser, prøvebeviser eller eksamensbeviser, der er udstedt efter de almindelige regler i uddannelseslovene.

Med hensyn til deltagerbetaling m.v. i henhold til lovgivningen på Børne- og Undervisningsministeriets område til skoler, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, der er omfattet af en midlertidig lukning som følge af covid-19-foranstaltninger, indebærer forslaget, at rammerne for deltagerbetaling under en lukning også videreføres indtil loven ophæves.

For nærmere om forlængelsen af lovens gyldighedsperiode henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3. Konsekvenser for opfyldelsen af FN's verdensmål

Lovforslagets yderligere muligheder for at afbøde effekter af nedlukning eller foranstaltninger efter genåbningen som følge af covid-19 for de berørte børn, unge, elever, kursister og deltagere samt dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner samt folkehøjskoler og den frie folkeoplysende virksomhed, vurderes at understøtte delmål 4.1, hvorefter det inden 2030 skal sikres, at alle piger og drenge gennemfører gratis, inkluderende grundskoleundervisning og ungdomsuddannelse i høj kvalitet, der fører til relevante og effektive læringsresultater, delmål 4.2., hvorefter det inden 2030 skal sikres, at alle piger og drenge har adgang til dagtilbud af høj kvalitet, så de er klar til grundskolen, delmål 4.4., hvorefter det inden 2030 skal sikres, at antallet af unge og voksne, der har relevante færdigheder, herunder tekniske og erhvervsrettede færdigheder og kompetencer, for beskæftigelse, gode job og iværksætteri, øges væsentligt og delmål 4.6., hvorefter det inden 2030 skal sikres, at alle unge og en væsentlig del af voksne, både mænd og kvinder, have opnået færdigheder i at læse og regne.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget indebærer en uændret videreførelse af de rammer, der følger af nødloven. Lovforslaget har i forhold til den gældende nødlov ingen nye økonomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser for det offentlige. Det bemærkes, at principperne for digitaliseringsklar lovgivning ikke er relevante i forhold til lovforslaget.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen nye økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring, da der er et akut behov for at forlænge nødloven til den 3. januar 2022, som lovforslaget indebærer. Under hensyn til, at lovforslaget - som det fremgår af fremsættelsestalen - ønskes hastebehandlet, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.

   
11. Sammenfattende skema
 
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for implementering
af erhvervsrettet EU-regulering/
Går videre end minimumskrav i EU-regulering
(sæt X)
Ja
Nej
X
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Nødlovens § 12, stk. 3, indeholder bestemmelser om, at lovens ophæves den 31. juli 2021. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at § 12, stk. 3, 1. pkt., ændres, således at »31. juli 2021« ændres til »3. januar 2022«.

Det foreslåede vil indebære, at ophævelsen af nødloven udskydes til den 3. januar 2022, dermed vil loven og regler fastsat i henhold til loven fortsat være gældende frem til 3. januar 2022.

Det bemærkes, at der i forbindelse med tilbagevenden til den almindelige undervisning fortsat kan være behov for at fastsætte særlige overgangsordninger, der gælder også efter loven er ophævet, for at sikre, at elever, deltagere og kursister, der har modtaget nødundervisning, ikke stilles ringere end de ville været stillet, hvis de havde modtaget almindelig undervisning. Der vil således fortsat efter nødlovens § 12, stk. 3, 2. pkt., i forbindelse med lovens ophævelse den 3. januar 2022 kunne fastsættes overgangsordninger med henblik på at kunne sikre den mest smidige overgang. Der kan fx være tale om overgangsordninger i forhold til prøver og eksamener samt ændring af undervisningen med henblik på at sikre, at undervisningen er i overensstemmelse med uddannelsens, fagets eller tilbuddets formål og målene for den pågældende aktivitet i øvrigt. Der kan endvidere være behov for overgangsordninger ift. de gymnasiale uddannelser med henblik på at sikre tilstrækkelig understøttelse af elever med et fagligt efterslæb i forhold til den undervisning eleverne normalt ville have modtaget i grundskolen. Der kan endvidere være et særligt behov for overgangsordninger på erhvervsuddannelserne ift. elevernes tilbagevenden til skoleundervisning i forbindelse med, at eleverne i lukkeperioden i stedet har været i praktik i en virksomhed. Der kan også være behov for overgangsregler ift. prøver og eksamener, som kan blive påvirket af restriktioner på trods af, at der ikke længere er nedlukning. Herudover kan der være behov for overgangsordninger ift. økonomiske forhold på dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v., herunder tilskud udløst af forholdene i forbindelse med restriktioner efter epidemiloven.

Til § 2

Det foreslås med § 2, stk. 1, at loven træder i kraft 16. november 2021.

Det foreslås med § 2, stk. 2, at loven kan stadfæstes straks efter vedtagelsen. Ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, i særdeles påtrængende tilfælde stadfæstes straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Som følge af, at lovforslagets formål er at sikre fortsat hjemmel også efter den 16. november 2021, hvor nødloven ophæves, findes det påkrævet, at loven kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, således at der ikke bliver en periode, hvor der ikke er hjemmel til at fastsætte regler om fx nødundervisning. Baggrunden for den foreslående forlængelse er den aktuelle udvikling i smitten med covid-19, der kan betyde, at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner omfattes af restriktioner efter epidemiloven, jf. pkt. 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 14 i lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan heller ikke administrativt sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Den foreslåede ændring af loven gælder derfor ikke for Færøerne og Grønland.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, jf. lovbekendtgørelse nr. 1374 af 23. juni 2021, foretages følgende ændring:
   
§ 12. ---
Stk. 2. ---
  
Stk. 3. Loven ophæves den 31. juli 2021, jf. dog stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte overgangsordninger i den forbindelse.
Stk. 4. ---
 
1. I § 12, stk. 3, 1. pkt., ændres »31. juli 2021« til: »3. januar 2022«.